
Der lugter af nedrykning i Brabrand. For tredje år i træk er klubben en del af den benhårde kamp om at undgå de to nederste pladser i 2. division for mænd. Og træner Tom Søjberg er bekymret for, at en sløv offensiv, svage dødbolde og mange personlige fejl risikerer at koste pladsen i rækken.
“Fodbold er et simpelt spil: 22 mænd jagter en bold i 90 minutter – og Brabrand rykker aldrig ned.”
Sådan lyder en dansk omskrivning af en internationalt kendt frase, der tidligere handlede om at tyskerne altid vinder til sidst.
Men de sidste par år har Brabrand fået lov at få ”æren” af at være holdet, der i den sidste ende altid klarer den. Og trænerne for Brabrands modstanderhold synger glade med på sangen – formentlig i håb om at prikke til egne spilleres forfængelighed og lulle de blåblusede spillere lidt i søvn.
Senest var det Skives træner, Anders Jensen, som sang sangen inden de to holds opgør for 10 dage siden:
”Brabrand er den store favorit til ikke at rykke ned. De har mange erfarne spillere, som har været i den her situation før og som er vant til at spille den her type kampe. Det skal de nok klare,” sagde han inden de to holds indbyrdes kamp på Hancock Arena.
Og så gik hjemmeholdets spillere på banen med fråde om munden og endte med at vinde 2-1, mens Brabrand-spillerne igen virkede underligt tandløse.
Ikke dygtige nok
Det irriterer tydeligvis Brabrand-træner Tom Søjberg, at den klassiske sweet talk tilsyneladende påvirker hans spillere til at tro, at det nok skal gå.
”Jeg oplever, at hver gang vi kommer på udebane, bliver vi udråbt som kæmpe favoritter og som det klart mest erfarne hold. Men i den snak mangler man jo helt at forholde sig til kendsgerningerne. Det kræver jo, at vi også spiller som et erfarent hold, og det har vi bestemt ikke gjort de sidste mange kampe” siger han.
Han peger på personlige fejl hos flere af de meget rutinerede defensive kræfter, der har kostet dyrt i de seneste kampe. Den type fejl bliver særligt dyre på et hold, der ikke sådan bare lige løber op og scorer et mål eller to i de anden ende.
Faktisk har Brabrand i denne sæson mere end svært ved at skabe målchancer, blandt andet fordi offensive kort som Alexander Baun, Christoffer Maul og Henrik Borup sidder ude med skader.
Og ikke nok med det: Standard-situationer som hjørnespark og lange indkast været særlige Brabrand-dyder – men de sidder bestemt ikke i skabet mere – for nu at sige det mildt. Tom Søjberg siger det hårdt og kontant og uden at blinke:
”Når vi koger det hele sammen – vi ligger i bunden af rækken, laver mange store personlige fejl, har svært ved at byde ind offensivt og er ikke nær så dygtige på standarder, som vi har været – så har vi lavet en ret der hedder nedrykning.”
Tillader slendrian og udsving
Historien om en 2. division i fodbold med store økonomiske uligheder er blevet fortalt mange gange: Klubber som Esbjerg fB, AB og Fremad Amager med udenlandske ejere, mange penge og masser af nye spillere. Men også klubber som Skive, Thisted og FA2000 i den levere del af det økonomiske hierarki kan hente spillere, som man i Brabrand end ikke kan drømme om.

Allerede dér er man i 8220 bagud på points. Det ses tydeligt sommer og vinter, når transfer-vinduerne lukker: Bliver der denne gang nogle krummer tilbage til Brabrand, når alle de andre har valgt dem, de ønsker på deres hold.
Jo, men så er der jo den højt berømmede Brabrand-DNA. Det er den, der så alligevel gør, at ”Brabrand aldrig rykker ned”. Hvad med den?
Den har vi endnu til gode at se udfoldet, som vi kender den. Måske er alligevel lykkedes omverdenen at få spillerne til at tro på, at det nok alligevel ordner sig til sidst?
”Jeg synes faktisk, at vi har gjort meget rigtigt i kampene. Men vi har ikke den rigtige fornemmelse af, hvor meget der egentlig skal til. Spillerne tillader hinanden større slendrian og udsving, end vi plejer her i Brabrand. Derfor ligger vi, hvor vi ligger,” kommenterer Tom Søjberg.
Det er der endnu syv kampe til at gøre noget ved. Den første nu på søndag d. 5. maj kl. 14.00, hvor Thisted FC kommer på besøg i Brabrand til en sjælden søndagskamp.
”Jeg synes faktisk, at spillerne har en rigtig fin mulighed for at vise, at der er mere i dem. Men naturligvis har også jeg et stort ansvar, da jeg jo er den, som har sat holdet. Så naturligvis har jeg ligesom spillerne en del at bevise,” siger Tom Søjberg.
Til kampen må Brabrand undvære Jesper Brinck, som har karantæne. Desuden føjer endnu en forsvarsspiller, Tobias Olesen, sig til en i forvejen lang skadesliste. Han fik efter lørdagens 0-0-kamp på Frederiksberg den ene arm i gips.