Der er store forandringer på vej for Brabrands divisionshold i fodbold. I over 20 år har Flemming Møller både praktisk og økonomisk stået bag elitefodbolden i Brabrand, men han trækker sig nu. I stedet vil holdets spillere og ledere selv sørge for økonomi og administration.
På mandag møder spillerne på Brabrands førstehold i fodbold til den første gang træning efter en kort sommerferie, og det er med fornyet gejst og optimisme. De var ellers gået på sommerferie med følelsen af, at nu var det slut med divisionsfodbold i Brabrand.
Selvom holdet vandt den sidste turneringskamp mod Vanløse, var der alligevel en mat stemning efter kampen, fortæller holdets anfører Michael K. Pedersen. Spillerne sad og kiggede lidt på hinanden i omklædningsrummet: Var det så afslutningen på divisionsfodbold i Brabrand?
Efter træning to dage før havde spillere og trænere blevet kaldt sammen og havde fået overbragt nyheden af Andreas Rasch-Christensen og Paw Simon Krogh fra fodboldbestyrelsen i Brabrand IF:
Flemming Møller og hans hustru Helle Møller må med kort varsel afbryde deres store engagement i klubben på grund af akut sygdom hos Helle Møller. Bestyrelsen ønskede ikke at risikere klubbens eksistens ved at påtage sig den økonomiske risiko ved at drive holdet videre. Derfor hang divisionsfodbolden i Brabrand nu i en tynd tråd – medmindre holdets spillere og ledere selv påtog sig nogle af forpligtelserne.
Helle og Flemming Møllers over 20 år lange engagement i Brabrand IF vedrører i øvrigt ikke kun den økonomiske drift af divisionsholdet. Ægteparret har også lagt kolossale kræfter i arbejdet med at lede og administrere førsteholdet. De to har i realiteten sikret divisionsfodbold i Brabrand siden 2003.
Alle spillere er klar
I nogle dage var humøret i kulkælderen hos spillere og trænere. Men så gik de i gang. Efter at have undersøgt de økonomiske krav til at drive et divisionshold i fodbold afleverede de midt i juli et oplæg til bestyrelsen i Brabrand IF Fodbold: Spillerne var klar til at overtage holdet.
”Stort set alle spillerne i truppen har tilkendegivet, at de er klar til at hjælpe. Vi elsker at spille i Brabrand, og vi har et fantastisk sammenhold, som vi ønsker at bevare,” siger anfører Michael K. Pedersen.
Spillerne har hver især lovet at binde sig til forskellige opgaver: Lave budgetter, finde sponsorer, sørge for tøjvask og sørge for alt det administrative arbejde, især Helle Møller tidligere tog sig af.
Den endelige model er endnu ikke helt på plads, fortæller Michael K. Pedersen. Men i næste uge går arbejdet for alvor i gang.
”Der er rigtig mange ting. Alle de opgaver som Flemming og Helle før tog sig af og har været så fantastiske til. Men vi regner med, at arbejdet bliver overkommeligt, når vi hjælper hinanden. Nu skal vi først og fremmest ud og banke på døre hos nogle mulige sponsorer,” siger Michael K. Pedersen.
Selvom ingen af spillerne skal have løn, er det alligevel et pænt sekscifret beløb, der skal til for at drive et divisionshold. Det vurderes, at der i den mest skrabede model skal minimum 300.000 kr. til at sikre driften af holdet.
”Nu må vi se, om vi kan få det til at fungere, men vi er fulde af gå-på-åmod. Vi er der for holdet,” siger anføreren.
Håber på opbakning fra hele lokalområdet
Bestyrelsesmedlem i Brabrand IF Fodbold, Andreas Rasch-Christensen forklarer, at det for klubben er afgørende, at den økonomiske drift af divisionsholdet er adskilt fra klubbens øvrige pengesager.
”Derfor bliver der skabt en særlig konstruktion, hvori der ligger en forpligtelse hos holdets spillere og træner. Men holdet spiller stadig på klubbens licens, så man kan ikke skille tingene helt ad,” siger Andreas Rasch-Christensen.
”For mig ville det have været en tragedie, hvis vi havde været nødt til at trække holdet, og jeg er rigtig glad og lettet over, at divisionsfodbolden i Brabrand ser ud til at kunne fortsætte. Men der er stadig mange udfordringer, før alt er på plads,” understreger han.
Andreas Rasch-Christensen håber, at aktører i Brabrand og i det øvrige Aarhus nu melder sig med lyst og interesse for at støtte projektet økonomisk.