62-årige Maky Amiri udgav i slutningen af 2022 bogen “En flygtning på sporet af det danske liv”. Her beskriver hun sin mangeårige kamp for at blive en del af det danske arbejdsmarked. Vores Brabrand bragte for nogle uger siden et interview med Maky Amiri, og vi følger her op med det afsluttende kapitel i hendes bog.
Kære politikere i Danmark
Danmark er et lille land, hvor der er brug for alle, der kan bidrage til samfundet. Jeg ser samfundet som et kæmpe puslespil, hvor vi hver især er en lille brik. Vi skal alle sammen være med på en eller anden måde, ellers bliver billedet ikke komplet. Derfor nytter det ikke noget, at man udelukker store grupper fra fællesskabet på grund af fordomme eller politisk modvilje, eller hvad der nu er årsagen.
Jeg er uendelig træt af at høre al den negative snak om os, der tilhører mindretallene i samfundet: Flygtninge, muslimer, folk på overførselsindkomst, kvinder uden for arbejdsmarkedet, fleksjobbere, beboere i de såkaldte ghettoområder osv. I perioder har jeg tilhørt de fleste af disse negative kategorier, selv om jeg anser mig selv for at være et ressourcestærkt, ansvarligt og veluddannet menneske, som har opdraget tre dygtige, velintegrerede unge kvinder, der kan bidrage til det danske samfund i mange år.
Jeg har gjort alt, hvad der stod i min magt for at blive integreret på det danske arbejdsmarked: Lært dansk, så godt jeg kunne. Gået på uendeligt mange kurser, taget to uddannelser, søgt uendeligt mange jobs, mødt personligt op og har banket på dørene i skoler og institutioner.
Og jeg har ikke tal på alle de gange, jeg er blevet mødt med et nej. Jeg har ganske vist arbejdet meget, men mest i midlertidige jobs, vikariater, praktik og arbejdsprøvning. Det er ikke lykkedes mig at blive accepteret fuldt ud som den værdifulde arbejdskraft, jeg havde potentiale for at blive. Nu efter 27 år i Danmark reflekterer jeg derfor over min egen situation, men også over, hvad der er blevet af de mange familier fra Afghanistan og andre krigshærgede lande, som kom her til i 1990’erne samtidig med mig – altså mit netværk af venner og bekendte.
Når jeg kigger mig om, ser jeg, at langt de fleste i flygtningemiljøerne i alderen 30-40 år går på arbejde og betaler skat. De var børn og teenagere, da de kom hertil. Uanset deres baggrund er der rigtig mange af mændene, som er taxachauffører, kører bus eller arbejder i butik – evt. som selvstændige med egen kiosk, grønthandel, frisørsalon eller lignende. Der er også mange kvinder fra den aldersgruppe, som arbejder, især i social- og sundhedssektoren og inden for det pædagogiske område.
De flygtninge og indvandrere, som var 0-3 år, da de kom for 25-30 år siden, har typisk taget et skridt op ad den sociale rangstige i forhold til de lidt ældre. De har gået i daginstitutioner og folkeskolen i Danmark, er færdige med gymnasiet, og mange har taget videregående uddannelser. Jeg kender 40-50 af den slags yngre mennesker, der arbejder som læger, ingeniører, psykologer, økonomer, jurister, socialrådgivere osv. De bidrager til dansk økonomi og fungerer rigtig godt i det danske samfund. De er et vigtigt bevis på, at folk med anden etnisk baggrund sagtens kan fungere godt i Danmark.
Det har været sværest for folk som mig, der kom hertil som voksne med eller uden uddannelse i 1990’erne. Mange af os har ikke fået ordentligt fodfæste på arbejdsmarkedet, og en del af os er på en eller anden form for overførselsindkomst. Det er der mange årsager til.
Der er folk, som er syge, for eksempel fordi de som min ex-mand er skadet af krig og lider af post traumatisk stress, eller som mig, der nu er fysisk nedslidt. Vi er mange, som ikke fik tilstrækkelig god danskundervisning, da vi kom, og som ikke har fået ordentlige faste jobs, selvom vi har kæmpet for det i mange år.
Det er ikke nødvendigvis vores egen skyld, at vi ikke er blevet accepteret på arbejdsmarkedet. Jeg føler ikke, jeg kunne have gjort mere, end jeg har gjort. Hvis du har læst min bog, tror jeg, du vil give mig ret.
Jeg er efterhånden blevet helt nedkørt af at søge job. Jeg har i lange perioder sendt 15-20 ansøgninger om måneden, og hvert afslag var en nedtur. Tre år på ressourceforløb har drænet mig for ressourcer i stedet for at opbygge mig, og det var en stor lettelse for mig langt om længe at blive godkendt til fleksjob, så jeg ikke længere behøver kæmpe for at skaffe mig fuldtidsjob.
I 2021 lykkedes det endelig at få et fleksjob som pædagog i en fritidsordning på en af skolerne i Aarhus. Jeg arbejder nu ti timer om ugen. Det er, hvad jeg kan klare. Jeg elsker mit job, og jeg er lykkelig for, det endelig er lykkedes at få en stilling, hvor jeg kan bruge mine kompetencer og gøre en forskel sammen med dejlige børn og søde kolleger. Det er bare et ærgerligt spild af ressourcer – både mine og samfundets – at jeg er blevet så nedslidt, inden jeg nåede hertil. (Opdatering: Maky Amiri mistede sidste år sit fleksjob og har siden været uden arbejde)
Jeg synes, at mistænkeliggørelsen af flygtninge og indvandrere uden job er løbet af sporet. Hvis der ikke er brug for os på arbejdsmarkedet, hvorfor er det så et problem, at vi er på overførselsindkomst? Jeg tror faktisk, det er en udmærket investering, når folk bruger energien på at opdrage deres børn til dygtige unge mennesker, som kan bidrage til samfundet på alle måder. Det gør jeg selv, og det gør de fleste forældre i mit netværk.
I stedet kunne jeg tænke mig, at politikerne brugte mere energi på at forebygge svindel med offentlige midler, der hvor det virkelig tæller, uanset om det er privatpersoner eller virksomheder, der snyder. For mig var det dybt provokerende at høre om Britta Nielsen, der som kontorchef i Socialstyrelsen svindlede 116 millioner kroner ned i sine egne lommer til sig selv og sin familie igennem 20 år. Penge som skulle være gået til samfundets svageste. Kun en lille del er betalt tilbage.
I Østjysk Boligforening, hvor jeg selv bor, er direktøren blevet meldt til politiet. Han har tilsyneladende bedraget os beboere og snuppet 20 millioner kroner fra boligforeningens kasse til sig selv. Vi bor i et udsat boligområde, hvor pengene for eksempel kunne være blevet brugt til gode sociale initiativer for de unge.
Og tænk, at det er lykkedes svindlere at fuppe den danske stat for milliarder af kroner ved at misbruge reglerne om udbytteskat. Det er ufatteligt mange penge, som kunne være brugt på at skabe arbejdspladser og hjælpe folk ind på arbejdsmarkedet, så de kunne bidrage mere til samfundet.
Med andre ord: Jeg synes, at politikerne skulle bruge deres energi på noget andet end at jagte kontanthjælpsmodtagere og gøre livet svært for de nedslidte, som arbejdsgiverne alligevel ikke er interesserede i. Der er nok at tage fat på. Jeg håber, at min bog kan vække eftertanke og give inspiration i arbejdet.
Læs også: