Maky Amiri har boet 28 år i Danmark. Hun er glad og taknemmelig for, at det danske samfund tog imod hende og hendes mand, da de i 1995 kom til landet efter flere års flugt fra krigen i Afghanistan. Men hun er skuffet over, at ingen kan bruge hendes kompetencer på arbejdsmarkedet.
Siden Maky Amiri i 1995 kom til Danmark fra Afghanistan, har hun kæmpet for at komme ind på det danske arbejdsmarked. Hun har knoklet for at komme til at bidrage til samfundet – og for at blive fagligt anerkendt for det hun kan.
Hun beskriver det som bestigning af et stejlt bjerg. Undervejs har hun følt, at hun kæmpede sig opad – for så senere at rutsje ned igen. Aldrig har hun rigtig kunnet finde fodfæste.
Trods en uddannelse som pædagog, meritlærer og en tillægsuddannelse i pædagogik – trods samlet over 20 års praktisk erfaring med undervisning og pædagogik – har det med en enkelt undtagelse været umuligt for hende at få et fast job.
Der har også været gode tider. Hun mindes især årene i en københavnsk SFO, hvor hun var fastansat. De svære år har især været de seneste 13 år, hvor hun flyttede fra hovedstaden til først Esbjerg og senere Aarhus.
Hun har haft mange vikariater, praktikophold og såkaldte ressourceforløb. Men siden 2010 ikke et fast job. Hun føler sig afvist af et samfund, som i første omgang bød hende velkommen – på flugt fra borgerkrigen i hendes hjemland.
”Det at danskerne afviste mig, har skuffet mig. Jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært for os med udenlandsk baggrund. Det gør især ondt, at man ikke regner min viden, min uddannelse og alt mit hårde arbejde for noget. At man ikke har accepteret, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at komme ind på det danske arbejdsmarked.”
Hun har for nogle måneder siden udgivet bogen, ”En flygtning på sporet af det danske liv” om sine oplevelser på det danske arbejdsmarked.
Afvist på grund af mavefornemmelse
Hun understreger, at hun aldrig har mødt racisme. Men hun oplever, at personlige holdninger ofte har stået i vejen for en ansættelse. Hun fortæller eksempelvis om en oplevelse, da hun for nogle år siden søgte job som kemilærer på en folkeskole.
Hun opsøgte skolelederen for at underbygge sin ansøgning – og var lamslået da hun fik beskeden. Hun husker endnu hvert eneste ord:
”Hvis jeg skal være helt ærlig, siger min mavefornemmelse mig, at jeg skal sige nej tak til dig.”
Maky Amiri var lamslået: ”Du overvejer slet ikke mine kompetencer og min erfaring? Bare det, at jeg er af anden etnisk baggrund, skygger helt for mine kompetencer?”
Altid på det yderste mandat
Hun har gennem årene brugt en masse tid på at spekulere over de mange afslag, og de reaktioner hun har mødt.
”Jeg er en person, som har mange positive ting med mig, herunder en masse erfaring. Og pludselig er jeg så først og fremmest en person ”af anden etnisk baggrund”. Det skygger åbenbart for alt, hvad jeg kan.”
Hun har haft mange vikarjobs, blandt andet på Gammelgårdskolen i Aarhus, hvor hun underviste i matematik, kemi og biologi og var glad for arbejdet og sine kolleger. Men som vikar røg hun ud, da der kom en sparerunde, lige før hun stod foran en fastansættelse:
”Jeg har aldrig opnået at være en central person på en arbejdsplads i Danmark. Jeg har altid siddet på det yderste mandat, der var let at skære væk.”
En forælder fortalte hende senere, at der i forældrekredsen var stor tilfredshed med hendes indsats. Flere sagde, at de kunne mærke, at deres børn var blevet bedre til de fag, som nogle børn ellers har svært ved.
Også på andre skoler har hun kunnet glæde sig over ros fra forældre, som oplevede, at hendes faglige engagement havde ”smittet” børnene. Men når vikar-perioden ophørte måtte hun alligevel stoppe.
”Min livserfaring har givet mig ekstra kompetencer”
Hun har mødt forskellige begrundelser for afvisningerne. Efter at hun fyldte 50, har man blandt andet henvist til hendes alder.
”Man burde tænke på, at jeg først kom til Danmark, da jeg var 35, og at jeg har brugt nogle år på at lære at begå mig i Danmark. Da jeg så var klar, forstod jeg ikke, at man ikke kunne bruge mig. Jeg mener selv, at min livserfaring har givet mig ekstra kompetencer,” siger Maky Amiri, som bor i Aarhus Vest.
Hun er klar over, at hendes sproglige mangler kan have spillet ind, og indrømmer at hun har kæmpet med at lære det danske sprog. Det tog hende fire-fem år at lære det.
”Jeg har altid selv haft en usikkerhed, om jeg talte et godt nok dansk. Jeg har igen og igen spurgt min elever, ”Forstår I?” – men de har altid nikket og svaret, ”Ja, ja, vi kan sagtens forstå, hvad du siger.”
Det har givet hende større sikkerhed, og i de senere år har hun desuden oplevet, at digitale hjælpemidler har været en stor hjælp i undervisningen.
Forlod sit drømmejob i Kabul
Det var en sensommermorgen i 1993, Maky og hendes mand begyndte en lang rejse mod det ukendte.
Hun forlod sit drømmejob som souschef på en af de mest respekterede skoler i Kabul. Hun forlod samtidig sin karriere, sin position og sit smukke hjem – på vej mod det ukendte:
“Jeg gik rundt i min families store smukke hus og sagde farvel til det hele. Jeg elskede vores hus, mit job, min by, mine venner og vores naboer, men rejsen var hemmelig, og der var ingen mulighed for at få sagt ordenligt farvel. Vi måtte flygte, for krigen var kommet for tæt på,” skriver hun i bogen.
I 16 år, siden hun var 18 år havde der været krig i Afghanistan. I 1979, rullede sovjetiske tropper ind i landet for at støtte den kommunistiske regering i konflikten med de religiøse, USA-støttede oprørere, mudjahedin´erne.
Hun var både nysgerrig og ambitiøs og havde læst fysik, kemi og biologi på det naturvidenskabelige fakultet i Kabul for at blive lærer. Desuden supplerede hun med en kandidatgrad i naturfagsdidaktik. Hun underviste i fysik, kemi og biologi i 9. og 10. klasse i seks år, og mødte stor anerkendelse.
Men krigen var gradvist kommet nærmere. Dagen før var en stor raket slået ned 50 meter fra huset, hvor de boede. Det var tid til at tage af sted.
Gode år i København
Næsten to år efter ankom familien til Danmark efter en dramatisk flugt gennem adskillige lande. De blev indlogeret på Sandholmlejren, og arbejdet med at lære det nye land at kende kunne begynde.
Hun gennemgik først et langvarigt forløb med talrige sprog-kurser og pædagog-medhjælperjobs, inden hun startede på pædagogstudiet i Gentofte i 2005.
Efter nogle år som fastansat pædagog på en daginstitution i København, begyndte hendes problemer, da hun følte sig nødsaget til at følge sin mand, som på grund af PTSD ikke kunne trives i København og ønskede at flytte til Esbjerg.
“I 2010 havde vi boet 15 år i Danmark. Jeg var tilfreds og glad for mit liv i København. Mit ægteskab var ikke blevet det, jeg have drømt om, men jeg havde fået et godt job som pædagog i en SFO. Jeg var glad for mit arbejde og mine kolleger, og det gik godt med mine tre piger,” fortæller hun i bogen.
En langsom bjergbestigning
Som nævnt er det først i de seneste 13 år i Esbjerg og Aarhus, at det for alvor er blevet svært for Maky Amiri. I mellemtiden er hendes tre døtre blevet færdig med deres uddannelser, og de er nu i fuld gang med arbejdslivet.
”De løber hen ad en asfaltvej uden forhindringer,” beskriver hun deres liv og sammenholder det med hendes egen langsomme bjergbestigning:
”Jeg har knoklet i Danmark for at nå mine mål. Det har været som at kravle langsomt op af et bjerg,” siger hun trist.
Hun forsøger at beskrive, hvor ondt det gør i sjæl og krop at tænke tilbage på tiden i Kabul, hvor hun var tæt på at nå samfundets top og havde alt, hvad hun som barn havde drømt om. Hun var en del af en velhavende familie, havde en fin uddannelse var i gang med drømmejobbet – men mistede alt under flugten.
Har nu job som tolk
Både fysisk og mentalt er hun blevet påvirket af alle afvisningerne i Danmark. Undervejs har hun mange gange tænkt, om det var hende, der var noget galt med. Fysisk satte det sig som smerter i knæ og ryg.
I en periode har hun været ansat på et plejehjem. Det var et job, hun var blevet glad for, men det var for fysisk hårdt for hende, så hun måtte stoppe.
I tre år var hun gennem forskellige ressourceforløb, inden hun i 2018 til sidst blev godkendt til fleksjob.
I oktober 2022 afsluttede hun en længere periode som vikaransat fleksjobber på en skole i Aarhus, og siden er det ikke lykkedes hende at finde at finde nyt arbejde. I stedet har hun valgt at arbejde nogle timer om ugen som tolk. Timelønnen er lav, men det er trods alt et job. Hun håber dog stadig at finde arbejde inden for sit fagområde.
”Jeg føler at jeg kunne gøre en forskel”
Som 62-årig håber hun stadig, at Danmark kan bruge hendes kompetencer og erfaring. Især i en tid, hvor mange børn kæmper med mistrivsel, og der er mangel på uddannede lærere og pædagoger.
”Det er en trist udvikling, og det går ofte ud over de børn, som i forvejen har det svært. Jeg føler selv, at jeg ville kunne give en ekstra hånd til især de børn, når man er så presset af personalemangel. Jeg føler, at jeg kunne gøre en forskel, men jeg får ikke lov.”
Hun vurderer, at mange pædagoger, der lige som hende selv er visiteret til fleksjob, går ledige. Hun kan ikke få det til at hænge sammen med, at man siger, at der mangler ledige hænder og opfordrer Aarhus Kommune til at gå forrest og invitere folk med fagkundskaber som hende selv ind og bidrage, hvor de kan.