Corona-smitten er fortsat hård ved Engdalskolens elever og personale. I løbet af fredag, lørdag og søndag er 176 elever blevet smittede, og i mange af klasserne sidder der nu kun få elever. Desuden mangler skolen en fjerdedel af personalet, som er hjemme som smittede eller som nærkontakter.
Søndag væltede det ind med meldinger fra forældre med corona-smittede børn. Hele 92 coronasmittede elever blev det til, og sammen med 32 smittede lørdag og 42 fredag, har der i alt været 176 nysmittede de seneste tre dage. Kun i fire klasser var der søndag endnu ikke meldt om smittetilfælde.
Desuden er cirka hver fjerde blandt pædagoger og lærere på Engdalskolen nu hjemme som smittede eller som nærkontakt til smittede familiemedlemmer. Det har betydet et stort puslespil for ledelsen at få skolens hverdag til at fungere:
”De elever, der møder på skolen i morgen mandag, skal være forberedte på en dag, der ikke bliver som en normal dag på Engdalskolen, selv om vi har indkaldt alle de vikarer vi kan,” skrev skoleleder Anders Munthe til forældrene søndag aften.
I sit brev til forældrene søndag opfordrede han til, at man hente børnene tidligst muligt fra SFO, da der også er meget smitte blandt skolens pædagoger.
Mandag formiddag kunne Anders Munthe fortælle, at det er lykkedes at gennemføre al undervisning med det personale, der er til rådighed.
”Vi gør alt, hvad vi kan, for at får det til at fungere, og det lykkes også. Men det er med det yderste af neglene, at vi kan afvikle undervisningen som normalt,” siger Anders Munthe.
I nogle af klasserne sidder meget få elever, helt ned til 2-4 elever. Skolen forsøger dog fortsat at holde klasserne så opdelt som muligt.
”Vi bliver jævnligt spurgt af forældre, om vi har nye tiltag klar, men vi har ikke mulighed for at gøre mere på egen hånd. Så skal der komme nye retningslinjer fra centralt hold,” understreger Anders Munthe.
”Nu håber vi bare, at smittekurven har toppet.”
Betydelig smitte også på Ellehøjskolen
På Ellehøjskolen oplever de ligeledes en del smitte. Torsdag var der 23 smittede, fredag yderligere 15 og i dag igen yderligere 25. Dertil kommer, at en del personale også er hjemme som smittede eller nærkontakter.
“Lige i dag hænger det sammen for os rent personalemæssigt, men det kan hurtigt komme til at se slemt ud,” siger skoleleder Helle Mønster.
Håber at klare sig gennem januar
Også på Sødalskolen har smitten bredt sig, blandt eleverne dog i mindre omfang end på Engdalskolen. Men personalet er hårdt ramt, og det giver skoleleder Karen Henriette Jessen udfordringer.
”Vi har styr på det nu, men vi kan kun lige holde skruen i vandet,” sagde hun mandag formiddag.
Meldinger om smitte strømmer ind til enten til lærere eller skolens kontor. Men der var dog tale om et forholdsvis mindre tal end på Engdalskolen – svarende til cirka otte elever i løbet af weekenden.
”Hvis vi kan holde smitten nede på det nuværende niveau, tænker jeg godt, vi kan holde det igennem januar,” siger Karen Henriette Jessen optimistisk.