I weekenden blev der spillet ungdoms DM i badminton. Her lykkedes det Christian Thyssen Jonstrup fra Brabrand IF Badmintons blomstrende ungdomsafdeling at vinde sølvmedalje sammen med Jeppe Meyer fra Højbjerg i U9-rækken for aldersoprykkede U9-spillere.
De to havde efter en flot sæson kvalificeret sig til at deltage i landets bedste U9-række for aldersoprykkede U9 spillere. Det er U9-spillere, som alle har spillet sig op i U11 rækkerne i løbet af sæsonen. Fra hele Østjylland havde kun to drenge kvalificeret sig i denne række.
I single spillede begge drenge flotte kampe, men her røg medaljerne dog til Fyn og Sjælland. Men i double fandt de to drenge et ekstra gear.
I puljespillet lykkedes det dem blandt andet at få en sejr (21-19, 9-21, 21-16) over to københavnere, der dagen forinden havde slået drengene i single.
Og så stod de to pludselig i finalen. Her måtte de dog se sig slået (21-10, 21-14) af to spillere fra Odense og Aalborg, der til dagligt spiller henholdsvis én og to U11-rækker over dem. Men de spillede også her en flot kamp og kunne bestemt være deres indsats bekendt.
Skulle der i øvrigt være nogle andre børn i Brabrand, som kunne tænke sig at spille badminton i Brabrand IF, er der nu igen pladser ledige på flere af klubbens begynderhold. Og de yngste kan tage mor eller far med til miniton i Brabrandhallen lørdag formiddag.