Der var meget at glæde sig over, da Brabrand IF Fodbold forleden holdt generalforsamling. Blandt andet er en ny kunstgræsbane blevet et stort aktiv for klubben, og de mindste fodboldspillere strømmer til. Men alligevel kniber det med at fastholde medlemstallet.
Brabrand IF Fodbold blev i slutningen af 2019 kåret som Årets Klub af DBU Jyllands Region 3, blandt andet for at samle mange mennesker med store forskelle i sociale, økonomiske og etniske baggrunde.
På generalforsamlingen kunne formand Flemming Møller fremhæve en lang række initiativer, der er med til at gøre Brabrand Fodbold til en klub med et aktivitetsniveau over gennemsnittet.
Frivillige ledere i klubben udviklede i 2019 en ny fælles fodboldstart for de yngste fodboldspillere, Fantastisk Fodboldstart, hvor børn og forældre over otte mandage mødtes på kunstgræsbanen på Engdalsvej til gratis fodboldaktiviteter.
Arrangørerne havde håbet, at 40 børn ville møde op – men der kom over 70! Tilsvarende resulterede indendørs skolefodbold for piger sidste forår i en overvældende stor deltagelse: 90 piger fordelt på 21 hold havde en sjov dag i Brabrandhallen.
Flemming Møller nævnte i sin beretning også det nystartede samarbejde med AGF, hvor områdets mest talentfulde 10-12-årige drenge hver fredag har fælles træning på anlægget i Brabrand.
”Det er imponerende aktiviteter, og vi vil gerne have endnu flere succes´er, men antallet af frivillige hænder sætter en begrænsning. Og vi må også erkende, at vi skal kæmpe hårdt for at fastholde de hold, vi har,” sagde formand Flemming Møller blandt andet.
Debat om indsats mod frafald
På trods af de mange initiativer faldt fodboldafdelingens medlemstal nemlig samlet set: Med 543 medlemmer var medlemstallet det laveste i fem år. Dels måtte klubben opgave at samle spillere nok til fire ungdomshold i alderen 13-17 år, og dels faldt medlemstallet i old boys-afdelingen også.
Det gav anledning til en længere debat på generalforsamlingen, og der var enighed om, at der i det kommende år skal ses nærmere på, hvordan klubben kan undgå det store frafald blandt de unge.
Økonomisk er Brabrand Fodbold uhyre veldrevet, og kasserer Harrie Horsmans kunne præsentere et overskud, der gør det muligt at hensætte 300.000 kroner til en sandsynlig udskiftning af kunstgræstæppet efter 10 års brug.
Formand Flemming Møller blev genvalgt, mens Lisa Kloster Kjeldsen afløste Jacob Sangill Christensen i bestyrelsen.
Desuden var der klapsalver og hyldest til ungdomsformand, kampfordeler, kasserer m.m. Harrie Horsmans, som for nylig fyldte 60 år, og til Henning Krabbe, som stoppede som revisor efter at have varetaget hvervet i over 25 år.