Når Morten Sand 1. april forlader Brabrandhallens café, står en familie på fire klar til at tage over. Ulla Bording, Bechir Ben Abdallah og sønnerne Adam og Jonas har som forgængeren dybe rødder i Brabrand Idrætsforening og glæder sig til at udvikle fællesskabet omkring idrætslivet i Brabrand.
Der var en masse at snakke om i hjemmet i Skjoldhøjparken, da familien Bording og Ben Abdallah fik juleferie. Var det nu en god idé at byde ind på at overtage café-driften i Brabrandhallen?
Svaret endte med at blive et klart ja! Alle fire – Ulla Bording 49, Bechir Ben Abdallah 50, Adam på 15 og Jonas på 17 – er helt klar.
Klar til at idrætsanlægget på Engdalsvej i endnu højere grad nu bliver deres andet hjem. Klar til at stå ved kassen, hjælpe med madlavning servere, rydde af – og tage opvasken.
Café BIF, som caféen kommer til at hedde, bliver nemlig et rigtigt familie-foretagende, hvor alle hjælper til, når der er brug for det. Holder fri på skift og hjælper hinanden til de store arrangementer.
Træning, fredagsslik og Disney Sjov
Bechir var den første, som fik tanken: Måske er det os, der skal overtage caféen i Brabrandhallen?
Han var på rejse i Finland, da han så, at Morten Sand var på vej til at stoppe i Café Brabrand. Han har lavet mad i masser af sammenhænge og har i en årrække været træner og spillet oldboys-fodbold i Brabrand IF. I øvrigt på samme +45-hold som Morten Sand.
Både Jonas og Adam har slidt deres første par fodboldstøvler på banerne ved Engdalsvej, og Bechir var Jonas´ første fodboldtræner. Ulla var den, der ofte hentede drengene på anlægget og gik forbi Rema 1000 og købte fredagsslik inden Disney Sjov. Fredage som mange familier i Brabrand genkender.
Ingen af de to drenge er længere aktive i BIF. Adam bokser i Aarhus Athlet Klub og træner nærmest dagligt under den kendte boksetræner Jan Thielemann. Jonas spiller fodbold i Lyseng.
Ud over deres træning og skolegang i henholdsvis 9. klasse og 2.g er de begge helt med på at bruge det meste af den resterende fritid i Brabrandhallen.
Beholder fuldtidsjobs
Navnet Café BIF signalerer, at det først og fremmest bliver et sted, der skal understøtte aktiviteterne i Brabrand Idrætsforening. Men familien understreger, at alle er velkomne til at komme og benytte caféen.
”Vi vil gerne skabe et hjemligt sted for dem, der kommer og dyrker sport her – og for os selv. Vi håber, at vi kan være med til at opbygge en tradition for, at man går herind og sætter sig efter træning og på den måde bliver en del af et tættere fællesskab med dem, man dyrker sport med,” siger Ulla.
Hun er i det daglige frivilligkonsulent i Aarhus Kommune, mens Bechir står for teknisk service på skolerne i Tilst og Sabro. De beholder begge deres jobs, mens Café BIF skal drives i fritiden.
”Vi ved godt, at vi skal være tålmodige og synlige. Måske betyder det noget, at vi er her alle fire, og at vi melder tydeligt ud og giver det noget tid,” tilføjer hun.
”Vi har mange drømme”
De har alle fire budt ind med masser af ideer til både rammer og indhold. Især Adam har en del tanker om indretningen af caféen.
”Jeg synes, vi skal prøve at gøre det mere caféagtigt. Et sted hvor man føler, man kan komme og slappe af. Det er lidt skoleagtigt nu. Måske skal der også være et hyggeligt sofahjørne,” foreslår han, mens Jonas tilføjer:
”Jeg kan huske, da jeg var lille, og vi kom tit herind med fem kroner for at købe slik. Der må godt være noget sund mad på menuen, men jeg synes også, vi skal beholde det her småslik, som børn stadig har lyst til at købe.”
”Ja, vi har mange drømme. Blandt andet har vi en drøm om at udskifte borde og stole på et tidspunkt for at skabe en rigtig caféstemning. Vi håber jo, at forældrene også vil få lyst til at sætte sig, måske med deres bærbar og en kop kaffe,” supplerer Ulla og tilføjer:
”Vi skal nok få realiseret alle vores ideer, men det kommer til at ske lidt ad gangen. Vi skal først have skabt et solidt fundament, hvor folk skal vide, hvad de kan forvente. Der bliver ikke så mange pop-op-projekter fra os – men på den lange bane står vi ikke stille.”
De ved endnu ikke helt, hvordan åbningstiderne bliver, men målet er, at der er åbent de fleste dage.
”Vi snakker om at holde én dag lukket, sådan at vi også kan have en smule fritid.”
Både hverdagsmad og gourmet-mad
Bechir stammer fra Tunesien, men har boet i Danmark i 28 år. I de fleste af årene har han været en del af restaurationsbranchen, blandt andet med en halvpart i restaurant Basilic og med jobs på restauranterne Olive og Le Regal.
Desuden åbnede Ulla og Bechir tidligere, inden drengene kom til verden, egen restaurant i Horsens med navnet L`estragon. De startede helt fra bunden. Han stod i køkkenet, mens hun blandt andet var på gaden for at høre, om folk i Horsens kunne være interesseret i dejlig fransk-inspireret mad.
Han er en alsidig kok, som er inspireret af bl.a. fransk, italiensk og græsk mad – men generelt er bredt inspireret af madtraditioner fra landene omkring Middelhavet.
”Vi vil kunne tilbyde al slags mad i alle prisklasser – lige fra hverdagsmad til gourmetmad hvis der rigtig skal være fest,” siger Bechir.
Desuden har Morten Sand inspireret familien til at fastholde en god burger. Og chips og pommes frites skal der også fortsat være plads til. Ulla tilføjer, at familien vil lytte til de forskellige afdelingers ønsker til menukortet.
Afskeds- og velkomstfest 1. april
Selvom den formelle overtagelse først er d. 1. april, er Bechir allerede i gang i køkkenet, hvor han laver mad til en række arrangementer, som Morten Sand står for. I det hele taget er familien overvældet over modtagelsen.
”Det er helt vildt, så godt folk har taget imod os. Det gælder både caféudvalget og Morten. Han er åben om alt og er meget gavmild med sine erfaringer. Vi oplever det nærmest som at komme hjem,” siger Ulla.
Overtagelsen 1. april bliver markeret med en fest, der både vil indeholde en afsked med Café Brabrand og en velkomst til Café BIF. Afgående cafémand Morten Sand ønsker alt det bedste til sine afløsere:
”Som klubmenneske i BIF vil jeg jo gøre alt for, at det vil gå dem godt. Også fordi jeg jo kender Bechir fra oldboys-holdet, ønsker jeg ham alt det bedste.”