Maryan Hayir arrangerer madskole i Folkehuset Gellerup
Der er igen kommet liv i Folkehuset Gellerup på Gudrunsvej. En af de aktive kvinder er Maryan Hayir, som med foreningen Aarhus Afro arrangerer madskole, hvor du kan lære at lave ægte somalisk mad. Forleden var de lækre trekantede madbrød, sambusa, på menuen.
I dag, tirsdag d. 7. maj
I weekenden offentliggjorde Grimfest yderligere en stribe navne til festivalen i august. Og flere af dem vækker nok genklang hos mange. Psyched Up Janis var i 90’erne et af de toneangivende danske bands på den alternative rockscene. Men på jubilæums-turnéen i år har de overrrasket mange med deres gnistrende vitale og evigt ungdommelige støjrock. Desuden kan du møde legendariske Laid Back, hvis karriere rækker mere end dobbelt så langt tilbage i tiden som selve Grimfest. Og endelig kommer også ét af de seneste års mest hypede danske live-navne, Afskum.
I aften kl. 19.30 kan du i Skjoldhøj Kirke opleve Skjoldhøj Kirkes Folkekor og gospelkoret Rhythm&Joy, der synger foråret ind til akkompagnement af Pojken Flensborg på klaver, Jacob Venndt på bas/mundharpe og Per Kolling på trommer. Anne Højgaard Ramballe og Hans Dammeyer dirigerer. Der er gratis entré. Læs om koncerten her.
Da Realdania søndag åbnede dørene til arkitekt Knud Friis´ eget hus på Højen 13 i Brabrand, mødte næsten 1100 mennesker op. Blandt dem var Jens Hedegaard fra Egebjergvej, som TV2 Østjylland talte med. Han er fuldstændig fascineret af Knud Friis’ bygninger og bor selv i et hus, der er bygget af Friis & Moltke. Han er gået i gang med at lave en samlet oversigt over alle de Friis & Moltke-projekter, der er her i 8220 Brabrand og har foreløbig en liste på over 50 byggerier. Du kan læse mere her.
Trods massiv regn over Brabrand havde over 1.000 gæster søndag eftermiddag fundet vej til Højen nr. 13 i Brabrand, hvor Realdania By & Byg havde inviteret til åbent hus i villaen, som den kendte Aarhus-arkitekt Knud Friis tegnede i 1958 som sin egen familiebolig. En del havde kendt Knud Friis og hans familie. Flere havde i sin tid været legekammerater med Friis-børnene. Læs Realdanias artikel om dagen her.
I aften kl. 19.30 kan du i Gellerup Kirke opleve en koncert med den talentfulde musiker og sangskriver Jonas H. Petersen og hans band, bedre kendt som Hymns from Nineveh. Det er ikke nødvendigt at købe billet på forhånd. Kirken opererer med en ‘betaling efter eget valg’-model, hvor publikum selv bestemmer, hvad de ønsker at bidrage med. Man foreslår 100 kr., men hver enkelt må betale, hvad man kan. Du kan læse mere om koncerten her.
I aften kl. 17.30 inviterer Folkehuset Brabrand på smagning af øl fra Skagen Bryghus. Øllene præsenteres af Keld Møller Nielsen, og imens kan man nyde fem små retter. Prisen for hele arrangementet er 175 kr. Der har været tilmeldingsfrist.
Mandag d. 6. maj
Nysgerrige i hundredevis tog i går søndag gåturen op til Højen 13, hvor RealDania By & Byg havde inviteret til åbent hus i arkitekt Knud Friis´ eget hus. På trods af den silende regn stod folk i en lang kø for at komme ind i huset og opleve de mange fine detaljer i huset. Eksperter i huset stod klar til at svare på spørgsmål om huset og Knud Friis´ tanker og ideer.
I eftermiddag kl. 17.00 inviterer Den Gode Skolegang til informationsmøde i Laden, hvor UU-vejleder Tenna Bak inviterer til dialog med forældre med børn i 9.-10. klasse. Du kan høre om de muligheder, der findes efter afslutningen af 9. og 10. klasse, men også hvilke krav det stiller til barnet og forældrene.
I aften kl. 18.30 tørner Brabrands to jyllandsserie-hold, Brabrand IF og Vatanspor, sammen på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Det gælder vigtige points i jyllandsserie 2.
Der var masser af rundstykker og kager til lørdagens morgenbrunch i Samlingshuset i Sports- og Kulturcampus. Afdelingsbestyrelsen var vært i anledning af Brabrand Boligforenings 76 års fødselsdag. Knap 100 børn og voksne kiggede forbi og fik en snak med naboen hen over et rundstykke og en kop kaffe eller kakao.
Fredag eftermiddag var der optog mod nedrivninger i Gellerupparken. Med start fra Brabrand Boligforening gik optoget rundt i Gellerup forbi de nedrivningstruede blokke, hvor der bor beboere, der har gjort indsigelser, og også forbi de blokke på Dortesvej, der er væltet. Her blev der holdt en lille statustale og holdt et minuts stilhed for de blokke og det liv, der er forsvundet derved.
I forbindelse med optoget mod nedrivninger i fredags holdt borgergruppen Almen Modstand fernisering for det forskønnelsesprojekt, der er foregået i to opgange på Inger Christensens Gade i løbet af de sidste par uger. “Her der de mange grimme afdækningsplader, der har været sat op, hvor nedrivningsfirmaet har hærget opgangene og fjernet alle hoveddørene, blev malet af de glade gavlmalere med god hjælp fra opgangens beboere,” skriver Almen Modstand.
Søndag d. 5. maj
Lørdag eftermiddag var der forårsmarked på Brabrand Torv, og der var hele eftermiddagen en god stemning, hvor folk kom forbi, handlede lidt i boderne, købte en kop kaffe og fik en snak med hinanden. Undervejs var der spillemandsmusik på torvet, og der blev solgt godt af de lækre hjemmelavede kager.
Blandt aktiviteterne på Brabrand Torv lørdag eftermiddag var initiativet 2 Timer om Ugen, der er en sprogindsats for børn med en anden baggrund end dansk. De havde en rigtig god dag ved Hovedgaden, fortalte Emma Kjærsgaard fra 2 Timer om Ugen. “Det har virkelig været en god dag for os. Nogle står lige og læser på plancherne, og andre virker meget engagerede og stiller mange spørgsmål ril os. Det giver os noget gå-på-mod, at initiativet giver mening i lokalområdet,” sagde hun.
Brabrands fodboldkvinder i 2. division fik med nød og næppe hevet en 3-2-sejr hjem lørdag eftermiddag, da Team Viborg var på besøg i Brabrand. Gæsterne kom foran i det andet minut, men Brabrand, der var hårdt ramt af afbud, måtte slide sig tilbage og fik udlignet ved Trine Marie Madsen inden pausen. Det var ligeledes Trine Marie Madsen, som straks efter pausen bragte Brabrand foran på oplæg af Sofie Obel, og Camilla Berg bragte Brabrand yderligere på sejrskurs med målet til 3-1, inden Viborg fik reduceret til sidst.
I dag kan du i tidsrummet kl. 13.30-16.30 opleve den berømte Aarhus-arkitekt Knud Friis´ eget hus på Højen 13. I anledning af et lejerskifte inviterer Realdania By & Byg, som i 2011 købte og restaurerede det fredede hus, alle interesserede indenfor. Der er gratis adgang. Der ventes op mod 1000 besøgende i løbet af dagen – så lad bilen stå derhjemme.
I dag kl. 14.00 kan du på kunstgræsbanen i Brabrand opleve et drama af en fodboldkamp, når Brabrand IF i mændenes 2. division tager imod Thisted FC. De to hold ligger begge i bunden af rækken og ligner lige nu de mest oplagte nedrykkere. Men kampen er tæt, og en sejr til Brabrand vil kunne give nyt håb.
Lørdag eftermiddag var Kultursted Brabrand vært for en velbesøgt litteraturvandring i Brabrand Bakker, hvor digteren Peter Laugesen viste vej på turen “Ned i skoven, op ad bakken…”, som han gennem mange år gik med sin hund og som senere blev afsæt for en af sangene på albummet “Det flimrende lys over Brabrand Sø”. Der kommer senere en artikel om turenog Peter Laugesens forhold til lokalområdet. Foto: Kultursted Brabrand.
Fodboldklubben ACFC spillede sig lørdag op i den bedste halvdel i serie 1, da holdet hjemme på Arena Vest i Gellerup vandt en sikker 3-0-sejr over Nørager Boldklub fra Djursland. Mahmoud Zaabout bragte ACFC foran allerede i det første minut, og den stilling holdt til pausen, inden Tarek Kayed med to mål i anden halvleg satte tingene på plads for ACFC.
Bliv medlem af Vores Brabrand
Vil du støtte Vores Brabrand med 39,- om måneden – og være med til at sikre udgivelsen af et lokalmedie i 8220 Brabrand? KLIK HER