Mustafa Faour har allerede overbevist århusianerne. Hans falafler er topklasse! I 2017 vandt de en pris ved Street Food Festival på Godsbanen. På lørdag går han direkte efter at blive verdensmester i falafel, når der holdes VM i Malmö.
Efter at have hjulpet sin far i grill-baren i Gellerup i en del år, åbnede Mustafa Faour i januar i år sin egen falafel-restaurant ”Faour” i Klostergade midt i Aarhus. Han ville bringe falafel af høj kvalitet til midtbyen, hvilket han har gjort med stor succes.
Mustafa Faours falafler sikrede ham sidste år prisen for ”Årets originale ret” ved Street Food Festivalen på Godsbanen i Aarhus. Juryen begrundede prisen med, at falaflen havde en rigtig god smag og var lavet fra bunden. Efterfølgende blev han via TV2 kendt over det meste af landet, da tv-stationen bragte flere indslag om ham, hans foodtruck og hans prisbelønnede falafel.
På lørdag går det løs i Malmø ved en heldags Falafel Festival, hvor Mustafa Faour deltager i sin gule food truck, der er kendt af mange i Aarhus. Som en del af festivalen er han med i konkurrencen ”International Falafel Award 2018”. Det er en årlig konkurrence, der holdes for at anerkende de restauranter og foodtrucks, der laver den bedste falafel i verden.
”Det bliver virkelig dejligt at komme til festivalen, hvor der er en hel masse falafel-elskere. Ja, det er da perfekt med en hel festival, der handler om falafel,” siger Mustafa Faour.
Michelin-kok blandt dommerne
Han skal konkurrere mod 14 andre deltagere fra restauranter i Malmø, Stockholm, København, Groningen og Osaka. Konkurrencens deltagere får hver en time til fra bunden af at lave deres falafel-ret og præsentere den for juryens fem dommere, hvoraf to har skrevet en bog om falafel og én er Michelin-stjerne kok.
”Jeg glæder mig virkelig til at være med i festivalen og konkurrencen. Dels for at vise andre, hvordan man skal lave en rigtig god falafel, men selvfølgelig også for at få inspiration fra andre. Allerhelst vil jeg naturligvis gerne have en pokal med hjem til Aarhus, som verdensmester i falafel,” siger Mustafa Faour med et stort smil.