
Østjyllands Politi hædrede mandag nogle af hverdagens vaskeægte helte fra hele Aarhus. En af dem var Ihsan Abdallah, 57 år, fra Brabrand, som 1. marts i år hjalp politiet ved at overmande en røver i en smykkebutik i Bazar Vest.
Onsdag d 1. marts 2023 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et røveri i en smykkebutik i Bazar Vest. Gerningsmanden havde truet en ekspedient med en pistol i et forsøg på at få udleveret nogle smykker.
Røveriet mislykkedes, og gerningsmanden var på vej væk hen til sin scooter, da 57-årige Ihsan Abdallah løb hen og fik overmandet ham og vristet pistolen fra ham. Ihsan Abdallah tog herefter manden i kraven og tog ham med tilbage til butikken, hvor nogle vagter kortvarigt passede på gerningsmanden, indtil politiet kom frem.
Den formodede gerningsmand blev efterfølgende varetægtsfængslet og er blevet tiltalt for forsøg på røveri og besiddelse af skydevåben. Det viste sig, at pistolen ikke var funktionsdygtig.
Ihsan Abdallah var en af de syv hverdagshelte, som mandag fik tildelt dusører og skulderklap på politigården i Aarhus for deres ekstraordinære indsats i forskellige sager, hvor de har hjulpet politiet eller folk i nød.
Under dusør-ceremonien modtog de fremmødte takkebreve af politidirektør Kirsten Dyrman samt en dusør i form af et mindre beløb.
“Dusørmodtagerne har alle på hver deres måde udvist stort mod og handlekraft, og jeg håber, at de kan være en inspiration for andre. Det kræver sit at kunne handle og reagere hurtigt i en alvorlig og tilspidset situation, og jeg synes, det er på sin plads at give et ekstra skulderklap til nogle af dem, der har gået et ekstra skridt for at hjælpe andre,” siger politidirektør Kirsten Dyrman.