For nogle af beboerne i Årslev har naboskabet til Logistikparken i starten af året været lidt anstrengt. Vinterstormene i februar har sendt store mængder let byggeaffald fra de mange byggepladser i området mod øst. Direktør i Nemlig.com lover, at der nu er ryddet op omkring byggepladsen.
Plasticaffald og store mængder styropor – også kaldet flamingo – har siddet i træer, buske og læhegn gennem Årslev og helt over i True Skov. Det var et af resultaterne af, at stormene Malik og Nora tidligere på året blæste kraftigt fra vest.
Det kunne de i særlig grad mærke i Årslev, hvor beboerne i en længere periode har været generet af blæsende byggeaffald.
”Det virker som om, man på byggepladserne ikke har haft lukket affaldscontainere ordentligt, inden stormen kom,” siger en af beboerne i Årslev, Gert Kjeldtoft, som er indehaver af Kjeldtoft Møbelsnedkeri.
Han har selv været oppe på en stige i haven på Årslev Kirkevej for at hente styropor-plader ned fra træerne. Også laminerede skilte og andre lette genstande har taget turen de cirka 500 meter hen over markerne fra Logistikparken. En del er som nævnt fortsat videre over i den nærliggende True Skov, hvor det nu sidder fast i grenene.
Blandt andet vil man fortsat kunne se en del af affaldet ligge i vejkanten, når man kører fra Silkeborgvej ud mod den store rundkørsel ved Herningmotorvejen og Edwin Rahrs Vej. Også læhegnet, Teknik og Miljø i sin tid plantede langs indfaldsvejen fra Herningmotorvejen, er plastret til med affald.
Nemlig.com har ryddet op
Gert Kjeldtoft vurderer, at det meste af affaldet kommer fra byggepladserne i det nye industriområde, hvor blandt andre Nemlig.com og Park Fermé i øjeblikket bygger.
”Ingen fra byggepladserne har tilsyneladende taget initiativ til at få ryddet op,” siger Gert Kjeldtoft, som tilføjer, at der yderligere er dumpet bl.a. paller og affaldstræ tæt på de to byggepladser.
Vores Brabrand har forelagt kritikken for de to virksomheder, Park Fermé og Nemlig.com.
Logistikdirektør Jonas Rolandsen, nemlig.com, svarer:
”Vi er meget opmærksomme på, at vi ikke generer naboer eller andre som følge af vores byggeri. Affaldet fra byggepladsen sikres i lukkede containere, så det ikke vandrer i tilfælde af kraftig vind.”
”Under de to seneste storme kan der dog have været affald fra byggepladsen, som er taget af vinden. Det har entreprenøren efterfølgende taget hånd om, således at der ikke ligger affald i området omkring byggepladsen,” siger Jonas Rolandsen.
Ole Poulsen fra businessparken Park Fermé svarer, at man forsøger at rydde op løbende. Han mener, at problemet især findes ved de store byggerier, der ikke har sat hegn op omkring ejendommen.