
Fremtiden for indkøbscentret City Vest er fortsat uvis. Selvom centrets ejer A. Enggaard A/S nu i flere år har forhandlet med Aarhus Kommune, er parterne endnu ikke tæt på en aftale om centrets fremtid. Rådmand Nicolaj Bang spår, at der går et stykke tid endnu, før en aftale kan landes.
Allerede ved overtagelsen af City Vest i september 2023 gjorde entreprenør-virksomheden A. Enggaard det klart, hvad planerne var: Den nordligste tredjedel af centret skulle renoveres, mens den øvrige del skulle rives ned for at gøre plads til boliger – først og fremmest mindre lejligheder.
Siden da har der været holdt talrige møder mellem de to parter for at finde fælles fodslag omkring centrets fremtid. Og der er endnu ikke en løsning i sigte, fortæller rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang.
“Vi er et sted, hvor vi nu skal se, om vi kan finde hinanden. Men jeg tror, der stadig er et stykke vej at gå, før vi kan mødes,” lyder hans vurdering.
Rådmanden understreger, at der endnu ikke er taget stilling til planens hovedprincipper – først og fremmest: Vil A. Enggaard få lov til at rive hovedparten af indkøbscentret ned?
“Vi har jo et nyt byråd, hvor mange af medlemmerne er interesserede i en konvertering af ejendomme til andre formål. Nogle af de her bygninger er jo i en stand, hvor man godt kunne genbruge skallen,” siger Nicolaj Bang.
Han tilføjer, at Aarhus Kommune på nabogrunden mod nord netop har valgt en model, hvor man renoverer og bevarer det tidligere Kultur- og Aktivitetscenter omkring Fredspladsen.
Om Aarhus Kommune vil tillade en hel eller delvis nedrivning af City Vest, kan rådmanden endnu ikke svare på.
“Men jeg har ikke tænkt mig at gi´ en tilladelse til at rive ned, før vi har en klar plan for, hvad der så skal ske,” understreger han.
Vil kræve ejerboliger
Planområdet består af to matrikler. Den ene er den ca. 44.000 m2 store grund, hvor City Vest ligger på. Men A. Enggaard ejer også en ca. 5.000 m2 stor parkeringsplads vest for Gellerup Kirke, som ligeledes ønskes bebygget med boliger.
Gennem hele forhandlingsforløbet har et centralt punkt været, hvilken slags boliger, der eventuelt skal opføres på de to matrikler.
For at opnå en balanceret demografisk sammensætning i Gellerup ser Aarhus Kommune udbuddet af boliger som afgørende. Og i bydelen mangler der boliger, som kan tiltrække og fastholde ressourcestærke børnefamilier.
Det drejer sig primært om boliger over 90 m2 og især ejerboliger; parcel-, og rækkehuse.

A. Enggaard vil omvendt hellere opføre mindre lejligheder til udlejning. Det har vist sig, at de mindre lejligheder hurtigst bliver lejet ud. Men snart får kommunen et nyt redskab i værktøjskassen:
Forligskredsen bag Planloven ønsker at ændre loven, så kommunerne får mulighed for at kræve af udviklere, at op til 25 procent af nye boliger skal være ejerboliger. Det har kommunerne hidtil ikke kunnet forlange.
“Nu ser det ud til, at vi får det her nye redskab i skuffen, og det tror jeg, vi kommer til at benytte os af. Det er min indstilling, at vi så skal forlange, at hver fjerde ny bolig i City Vest-området bliver en ejerbolig,” understreger Nicolaj Bang.
Størrelsen på fremtidens indkøbscenter?
Og så er der naturligvis det helt centrale spørgsmål: Hvor stort et indkøbscenter kan Brabrand-beboerne forvente i fremtiden?
For et år siden fik A. Enggaard af kommunen lov til at gå i gang med at renovere ca. 12.000 af de ialt 45.000 kvadratmeter, City Vest traditionelt har bestået af. Siden da har et nedbrydningsfirma slæbt tonsvis af materiale ud af centret i saneringen af centrets nordlige del.
Men heller ikke størrelsen på et kommende bydelscenter, som A. Enggaard kalder det, er der enighed om.
“Det er naturligvis vigtigt også i fremtiden med en form for butikscenter. Og lige så oplagt er det, at man ikke kan forvente et nyt indkøbscenter på niveau med det, vi havde tidligere,” siger Nicolaj Bang. Det er ligeledes et emne, der ikke er enighed om mellem de to parter.
Rådmanden ser dog gerne, at City Vest-bygningerne også kommer til at danne rammen om andre former for indhold, for eksempel kultur-aktiviteter.
“Jeg er åben for det meste. Men hvis nogen er interesseret, bør man melde sig på banen ret snart. Hvis man for eksempel nævner en kulturinstitution, skal vi ha´ et realistisk bud på hvad det kan være, så vi ret hurtigt kan få tænkt det ind. Send gerne forslagene til både mig og til A. Enggaard,” siger Nicolaj Bang.
Han understreger, at det for Aarhus Kommune er vigtigt, at det er tilbud, der ikke konkurrerer med eksisterende tilbud i området.
Læs også:
Fællesråd: Bevar stor del af City Vest – eller udpeg nyt detailhandels-område
A. Enggaard er gået i gang med ombygning af City Vest – nedrivning af Store Torv på vej
A. Enggaard vil nedrive to tredjedele af City Vest og bygge boliger i stedet



