
en særlig blød dej, drysset med sukker på toppen og rosiner i dejen.
Jens Andersen har i den grad været glad for duften i bageriet. Han kan nemlig fejre intet mindre end 50-års jubilæum i Salling Group, og næsten alle årene er blevet brugt med kager og brød. De seneste år har han arbejdet i Salling Groups bageri i Årslev.
For 50 år siden begyndte den dengang 14-årige Jens Andersen fra Silkeborg som flaske- og arbejdsdreng i føtex på Torvet i Silkeborg. Han skubbede indkøbsvogne, hjalp med flaskerne samt vaskede og støvsugede forretningsførerens bil en gang om ugen. Da han skulle i skolepraktik, blev han tilbudt at komme i varehusets bagerafdeling, og det viste sig at blive begyndelsen på en lang karriere med blandt andet rugbrød, kager og kransekager.
Han kom nemlig i lære og endte med at være i føtex på Torvet i Silkeborg i 36 år som konditor. De efterfølgende ti år blev brugt på Nørrevænget i føtex også i Silkeborg, inden han rykkede til Salling Groups bageri i Årslev. Når kalenderen viser 9. maj, har han dermed været med ombord i 50 år.
“Jeg ville egentlig være tømrer eller kok. Jeg havde ikke lige forestillet mig, at jeg skulle være bager eller konditor, men jeg har været rigtig glad for det, jeg har lavet. Da jeg tog uddannelsen, blev det tydeligt, at jeg havde flair for kager, så dem har jeg altid lavet,” siger Jens Andersen.
Gennem de fem årtier har han selvsagt oplevet en stor og hurtig udvikling. Som for eksempel da han sammen med kollegerne skar småkager ud på en maskine med håndsving, som efterfølgende fik en lille motor på sig – eller stigningen i antallet af forskellige fransk- og rugbrød, ligesom Jens Andersen også kan huske, da kunderne kunne lytte til LP’er via et telefonrør i varehusene.
Én ting har dog aldrig forandret sig – og det er napoleonshatten. Den er fortsat en populær kage.
“Vi havde vildt mange ekspedienter ansat dengang. For eksempel stod der en kollega med et kasseapparat, som udelukkende solgte nylonstrømper, sådan fungerer det jo slet ikke i dag,” siger Jens Andersen, som bliver kaldt bager-Jens, især blandt venner og bekendte i Silkeborg, hvor han bor med sin samlever i et hus i Svejbæk.
8,27 kroner i timen
En anden ting, som også har ændret sig markant, er lønnen. Da han begyndte som arbejdsdreng, fik han 8,27 kroner i timen. Det lykkes ham at komme op på 19 kroner, og det var meget mere, end nogle af hans kammerater, som fik 50 kroner om ugen for at køre på Long John med varer rundt i byen.
“Jeg købte en knallert til 3.000 kroner for de penge, jeg havde sparet sammen. Det var fantastisk,” siger Jens Andersen, som har gemt en plastikpose fra føtex, fra dengang han begyndte sin karriere i 1975.
Den er også meget anderledes, end hvad vi kender i dag. Den er overfyldt med tilbud – for eksempel fremgår det, at kunderne kunne købe en citronmåne for 4,75 kroner.
Foruden de mange beløb, kan Jens Andersen også stadig huske rigtig mange af de gamle opskrifter i hovedet blandt andet rosinbrødet, som var et lille franskbrød med en særlig blød dej, drysset med sukker på toppen og rosiner i dejen.
“Det var en helt anden tid. Vi slæbte jo også 50-kilos sække med sukker på skuldrene, og vi smed gerne to op ad gangen. Det er jo helt utænkeligt at gøre det i dag, og det er selvfølgelig heller ikke så smart at løfte så mange kilo, men det tænkte vi som 17-18-årige slet ikke på dengang,” fortæller han.
Over 100 år i Salling Group
Inden han selv gjorde karriere i føtex i Silkeborg, var hans mor begyndt fem år tidligere, og hun endte med at være i cafeteriet i 28 år, ligesom både hans bror og søster har været med i en årrække, så familien Andersen har tilsammen lagt mere end 100 år i virksomheden.
Og han fortryder ikke de mange år.
“Mange har gennem tiden spurgt mig, hvorfor jeg er blevet ved. Jeg har altid svaret: Jeg har arbejdet sammen med flere end de fleste, og det har været sjovt. Vi har haft et fantastisk sammenhold og en rigtig god arbejdsplads,” siger jubilaren.
Efter hans jubilæum 9. maj går han på ferie, og så står den faktisk på pension, men han kommer formentlig ikke til at slippe Salling Group helt. Han har nemlig sagt ja til at hjælpe, når der er behov.
Det er hans nærmeste leder, Lars Salkvist, glad for, ligesom han fortæller, at det bliver svært at erstatte Jens Andersen.
“Han er meget kompetent, har gode input og løsningsforslag, og så er han altid god til at hjælpe nye og eksisterende kolleger. Han er meget engageret, og jeg er glad for, at han har sagt ja til at hjælpe en gang imellem, selv om han går på pension,” siger Lars Salkvist.
Jens Andersen, som blandt andet nyder at bruge tid i hus og sommerhus, fejrer sit jubilæum 9. maj på bageriet i Årslev. Han bliver hentet om morgenen i bil og kørt til arbejdspladsen, hvor reception og fejring venter. Præcis som han har oplevet både til sit 25- og 40-års jubilæum.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Salling Group.