
En 29-årig mand forsøgte tirsdag middag at sælge en falsk iPhone ved Nøddehegnet i Brabrand, men salget gik ikke som planlagt. Da køberen opdagede, at han var blevet snydt, fik han overmandet sælgeren og overgivet ham til politiet.
En 22-årig mand havde fundet en iPhone 12 Pro til salg på Facebook Marketplace til 6500 kroner og havde aftalt med mødes med sælgeren ved Nøddehegnet i Brabrand ved 12.30-tiden tirsdag eftermiddag. Den 22-årige havde taget to venner med, og de mødtes med sælgeren som aftalt.
Sælgeren viste dem telefonen, der lå i en iPhone-æske, og den 22-årige mand gav sælgeren de 6500 kroner i kontanter. Da han fik kigget lidt nærmere på telefonen, gik det dog op for ham, at den var falsk, og i samme øjeblik stak sælgeren af fra stedet i retning mod Silkeborgvej.
Den 22-årige mand og hans to kammerater løb bagefter og fik indhentet ham, hvorefter de fik ham lagt ned på jorden. Efter lidt tumult lykkedes det dem at foretage en civil anholdelse, hvorefter de fik en forbipasserende kvinde til at ringe efter politiet.
Sælgeren skyndte sig at aflevere den 6500 kroner tilbage, og bad dem om ikke at involvere politiet. Men betjentene ankom kort efter til stedet og overtog anholdelsen af den 29-årige mand, der blev sigtet for bedrageri.
Artiklen er baseret på døgnrapporten fra Østjyllands Politi.