Der er godt nyt til elbilisterne i Aarhus: Det bliver lettere at finde en ladestander i byen. Nye ladepladser skyder op på i alt 20 lokationer i midtbyen, forstæder og opland. Blandt andet placeres der seks nye ladepladser på Louisevej 2 i Brabrand.
Hele 138 nye ladepladser er på vej rundt om i kommunen. Det svarer til knap 40 pct. flere ladestandere med offentlig adgang, end tilfældet er i dag.
Flere lademuligheder skal bidrage til, at det bliver mere attraktivt at køre på el og dermed spare byen for en masse os og CO2.
”Vi vil gerne gøre livet lidt lettere for folk med elbil i Aarhus, så flere vælger det grønnere alternativ. Det kræver blandt andet, at vi stiller endnu flere lademuligheder til rådighed. Vi kigger løbende på, hvor behovet er størst, og i næste runde kommer der nye ladepladser i både Midtbyen, forstæderne og oplandet,” siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.
7285 elbiler i Aarhus
De nye ladestandere kommer 20 forskellige steder i Aarhus Kommune. Ud af de 138 nye ladepladser bliver de 16 af dem såkaldte hurtigladere, som placeres de steder, hvor man typisk gør et kortere stop. Her vil man kunne lade på en time mod de tre timer, man kan lade ved en almindelig ladestander.
”Vi etablerer hurtigladere bl.a. ved Egå Engsø, hvor mange gør et lille pitstop for at gå en tur. Det gælder også Bellevuehallerne og Frederiksbjerg Torv, hvor det også giver god mening at lade hurtigere,mens man har et ærinde. Vi forventer, at der kommer flere udbud i Aarhus Kommune,så borgerne kan se frem til endnu flere ladestandere end dem, der på vej nu,” siger mobilitetsplanlægger Hannah C. Winge, Teknik og Miljø.
De nye ladestandere placeres på offentlige arealer og bliver tilgængelige for alle. Teknik og Miljø har netop sendt opgaven i udbud, som offentligheden kan se i løbet af nogle dage, og forventer, at man kan få glæde af dem til næste år.
I marts 2023 er der registeret 7285 elbiler og 6249 plug-in hybridbiler i Aarhus Kommune (via bilstatisk.dk). På nuværende tidspunkt er der ca. 350 ladepladser med offentlig adgang i kommunen.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø.