
Vores Brabrand modtog torsdag aften Brabrand Erhvervspris 2025. Overrækkelsen foregik ved Brabrand Erhvervsforenings jule-arrangement på Hotel Årslev Kro efter afstemning blandt erhvervsforeningens godt 100 medlemmer. De øvrige nominerede var Rema 1000 Brabrand og virksomheds-fællesskabet KollektivByen.
“Brabrand Erhvervspris uddeles igen i år af Brabrand Erhvervsforening som en hyldest til de virksomheder, der gør en ekstraordinær indsats for erhvervslivet, kulturlivet og fællesskabet i Brabrand. Prisen sætter fokus på det lokale engagement, de gode forbilleder og de mange initiativer, der tilsammen gør Brabrand til et stærkt og levende sted at bo og drive virksomhed.”
Sådan lyder Brabrand Erhvervsforenings præsentation af erhvervsprisen, der torsdag blev uddelt for anden gang. Forinden havde foreningens over 100 medlemmer kunnet deltage i en online-afstemning blandt de tre nominerede virksomheder, Rema 1000 Brabrand, virksomheds-fællesskabet KollektivByen og lokalmediet Vores Brabrand.
Og det blev Vores Brabrand, der løb med de fleste af stemmerne. Ved overrækkelsen læste foreningens formand Henrik Bastrup Jacobsen begrundelsen for nomineringen op:
“Vores Brabrand er drevet af en vision om, at Brabrand skal have sin egen stemme i en tid, hvor lokalmedier forsvinder. Som énmandshær har Peter From formået at skabe et stærkt, uafhængigt lokalt medie, der hver uge leverer nærværende journalistik om alt det, der former vores bydel. Vores Brabrand dækker både hverdagens små historier og de store udviklinger, der præger området, og skaber dermed et samlet billede af livet i Brabrand.
Det kræver mod, faglighed og en imponerende vedholdenhed at drive et lokalt medie alene, men Peter From har gjort det muligt gennem et tæt samarbejde med borgere og virksomheder, der bakker op økonomisk. Han har skabt en platform, der styrker fællesskabet, giver plads til dialog og sikrer, at positive initiativer og lokale stemmer bliver hørt.
Vores Brabrand er nomineret til Brabrand Erhvervspris 2025 for sit afgørende bidrag til sammenhængskraften i bydelen og for at fastholde et lokalt talerør, der gør os alle klogere på hinanden og vores fælles område.”
Medlemskaber, annoncer og fonds-projekter
Vores Brabrand, der har eksisteret siden 2017, er på mange måder et ildsjæle-projekt – men det er også en virksomhed, der skal løbe rundt og give smør på brødet.
Mediets indtægter kommer især fra lokale familier, organisationer og virksomheder via medlemskaber og partnerskaber. Desuden kommer der indtægter fra annoncer i Vores Brabrands nyhedsbreve og fra medie- og kommunikationsprojekter, som Vores Brabrand bidrager til.
Desuden har Vores Brabrand løbende fondsstøttede projekter i gang, der ligeledes bidrager til driften. I begyndelsen af 2026 afsluttes projektet Public Newsroom, der har været støttet af Slots- og Kulturstyrelsens innovationspulje.
Til gengæld har Vores Brabrand netop fået tilsagn om økonomisk støtte til projektet “Gellerup – Min Bydel” om oplevelsen af identitet og tilhørsforhold i en bydel under stor forandring.
Varm hilsen fra Grimfest
Brabrand Erhvervspris blev første gang uddelt sidste år, hvor holdet bag festivalen Grimfest modtog prisen. I forbindelse med torsdagens overrækkelse sendte Grimfest en varm hilsen til årets modtager:
“Et stort og hjerteligt tillykke med prisen. Vi ved, at denne Brabrand Erhvervspris har en helt særlig betydning. Det er et skulderklap og en anerkendelse af engagement og indsats som har gjort sig bemærket i både vores erhverv og i mødet med mennesket i vores fælles lokalområde. Tak for jeres bidrag til Brabrand.”
Vores Brabrand har tidligere to gange modtaget Karmaprisen, der uddeles af Brabrand-Årslev Fællesråd efter afstemning blandt bydelens borgere.
