
Tjoee. Hmmm. Lad os se…. Tilbagemeldingen fra Aarhus Kommune på de ambitiøse ønsker om en udbygning og omdannelse af idrætsanlægget på Engdalsvej har været både positiv – og tøvende. Det lidt fodslæbende svar har dog ikke slået arbejdsgruppen ud, fortæller formanden for Brabrand IF.
Du får lige de hårde tal først: Aarhus Kommune har i 2025 cirka 41 mio. kr. til at bygge nye idrætsfaciliteter for i Aarhus. Men samlet set er der her i efteråret af idrætslivet i Aarhus søgt 193 mio. kr. til 59 forskellige projekter.
Et af dem er udvidelsen og omdannelsen af idrætsanlægget i Brabrand, som en arbejdsgruppe under Brabrand Idrætsforening i et års tid har arbejdet intenst med. Det projekt alene ventes at ville koste 40-50 millioner kroner.
Det forklarer måske den lidt tøvende tilbagemelding fra Sport og Fritid, der i Aarhus Kommune har samlet de mange ansøgninger: Der er ganske simpelt for få penge til de mange ønsker til nye idræts-projekter i kommunen.
Derfor har tilbagemeldingen til Brabrand IF været forsigtigt positiv – men tøvende. Projektet er større end de fleste af de andre 58 projekter, og derfor er det ikke sådan lige at håndtere.
”De synes, at projektet er spændende og gennemarbejdet, men det er nok af en størrelse, der ikke helt er hverdagskost i ansøgninger til kommunen,” siger hovedformand i Brabrand IF, Kim Groth efter et opfølgende møde med repræsentanter for Sport og Fritid.
Her fik han sammen med andre repræsentanter for arbejdsgruppen mulighed for at præsentere projektet og diskutere, om det vil kunne gennemføres i mindre ”bidder”.
En gennemgang af projektet viste dog, at det vil være vanskeligt at dele det op i flere etaper – blandt andet fordi kernen i det går ud på at integrere anlæggets forskellige dele med café-området i en mere central placering.
”Man kan sagtens se behovet for at gennemføre planen som et samlet hele. Og vi bliver anerkendt for vores argumenter om, at vi i Brabrand har et betydeligt efterslæb på idrætsfaciliteter – dels fordi der har været en stor befolkningstilvækst i lokalområdet, og dels fordi vi har et efterslæb på omklædnings- og opbevarings-plads fra opførelsen af hal 2,” fortæller Kim Groth.
Som at blive slået tilbage i Ludo
Samtidig kan man i Aarhus Kommune sagtens forstå visionen om, at man samtidig med en udbygning også vil skabe et mere tidssvarende idrætsanlæg. Men pengene – de mangler.
Nu venter Kim Groth og de øvrige medlemmer af arbejdsgruppen spændt på Sport og Fritids indstilling til politikerne i Aarhus Byråd. Håbet er, at projektet i Brabrand alligevel vil indgå i indstillingen som et lidt mere langsigtet projekt.
”Vi kunne godt føle os slået tilbage i Ludo – men oplever stadig, at vi har en stor energi i forhold til projektet. Vi vil det her! Det må vi bygge videre på – også selvom det indebærer, at vi måske må samle en masse penge ind selv, blandt andet via fonde,” siger hovedformanden.
Projektet har dog under alle omstændigheder brug for opbakning fra Aarhus Kommune, og derfor håber Kim Groth, at politikerne vil kunne se visionen i at gennemføre planerne.
Læs også:
På vej mod et fornyet idrætsanlæg i Brabrand: Kom og hør om planerne!