
Hele sommeren har der i hele Aarhus været en livlig debat om trafikkulturen på bl.a. Brabrandstien – og nu sætter Teknik og Miljø gang i en informations-kampagne, der skal få stiens brugere til at tage hensyn til hinanden. Mandag eftermiddag blev det første skilt sat på ved Brabrand Rostadion.
“Tak fordi du viser hensyn.” “Tak, fordi du giver plads til alle.” “Tak, fordi du ikke løber på cykelstien.”
Disse og andre lignende budskaber vil i de kommende dage blive sat op på hele strækningen rundt om Brabrand Sø – og minde Brabrandstiens mange brugere om, at de deler stien med mange andre forskellige brugere.
Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, mødte selv personligt op for at være med til at skrue det første af skiltene fast på standeren ved Brabrand Rostadion. Og rådmanden lægger ikke skjul på, at han personligt har engageret sig i at finde en løsning på de trafikale udfordringer på stien.
“Det har været et stort samtaleemne hele sommeren, derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan gøre noget, der forhåbentlig kommer til at gøre en forskel,” sagde Nicolaj Bang, efter at skiltet var skruet godt og grundigt fast.

“Brabrandstien er fantastisk, fordi den året rundt bliver brugt af så mange forskellige mennesker. Nogle cykler på arbejde, andre løber, og andre igen slentrer og nyder naturen. Det skal der være plads til. Derfor hjælper vi nu lidt på vej med skilte, striber og tydeligere markeringer, så det bliver nemmere at finde sin plads og vise hensyn til hinanden,” siger rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang.
Positive budskaber
Sammen med ca. 85 andre skilte med tilsvarende positive budskaber vil stiens brugere blive mindet om, at det gør en forskel, hvordan de agerer på den befærdede Brabrandsti.
“Jeg har i løbet af sommeren læst op på, hvad folk faktisk reagerer positivt på – og forskningen viser, at hvis man kommer med den store pegefinger, så virker det faktisk ikke ret godt. Men hvis man i stedet på en positiv måde appellerer til folk og roser dem for god opførsel, vil det sandsynligvis have en større effekt,” forklarede Nicolaj Bang.
“Så vi har tænkt meget over ordlyden, som vi håber vil ha´ en effekt… og så synes jeg, at den type budskaber bare passer bedre i forhold til den stemning, der i øvrigt er her i Brabrand,” tilføjede han.
Fartgrænse kan næppe indføres
Det var 24-årige Tobias Risager Pedersen, som i begyndelsen af juni satte gang i debatten med sit borgerforslag om en fartgrænse på 30 km/t på Brabrandstien.

“Stien skal være et trygt sted at færdes for alle, ikke kun for de hurtigste. En fartgrænse på 30 km/t vil skabe bedre overblik, mere hensynsfuld trafik og markant øge sikkerheden for alle, der bruger stien hver dag,” skrev han blandt andet i forslaget.

Det ligger stadig på Aarhus Kommunes hjemmeside, og 1135 personer har i skrivende stund skrevet under på forslaget. Hvis det når 1500 støtter, vil det blive behandlet i Aarhus Byråd.
Eksperter som Aarhus Kommunes cykelplanlægger Kim Andersen har dog vurderet, at en fartgrænse på cykelstien ikke vil kunne gennemføres – ganske simpelt fordi politiet næppe vil have ressourcer til at håndhæve den.
Det har rådmand Nicolaj Bang også noteret sig, og derfor har han valgt at gå kampagne-vejen.
“Problemet er, at der er en grænser for, hvad vi i Aarhus Kommune kan og må. Og så har vi en tilgang om, at vi skal agere ud fra et princip om at gribe mindst muligt ind. Hvis det her initiativ ikke er nok, må vi se, om der er andet og mere vi kan gøre,” siger han.
Kampagneskiltene er ikke den eneste tilføjelse til Brabrandstien. For at gøre det lettere at dele stien vil der blive malet en midterstribe på cykelstien de steder, hvor det er muligt, en lang række vigepligter bliver gjort tydeligere med skilte og hajtænder, og så bliver der malet cykelsymboler på asfalten i flere kryds.
“Det er vores ønske også at male de streger på stien, men det kræver en tilladelse fra politiet, så derfor kan jeg ikke love det endeligt endnu,” siger rådmanden.
“Og så vil vi selvfølgelig følge udviklingen tæt for at se, om der er brug for mere. Jeg bruger selv jævnligt Brabrandstien og ser frem til ved selvsyn at følge med i, hvordan folk tager imod kampagnen.”
Læs også:
Flittig bruger af Brabrandstien stiller borgerforslag om fartgrænse på 30 km/t på stien
Forslag om lavere fart på Brabrandstien får opbakning fra over 600. Men kan det gennemføres?



