
Naturen omkring Brabrand er vokset. For få måneder siden blev man stoppet af motorvejen E45, hver gang man gik eller cyklede mod vest gennem True Skov. Men nu har Vejdirektoratet færdiggjort en tunnel, der forbinder den vestlige og den østlige del af det gigantiske natur-område. En gamechanger er den blevet kaldt.
Det må have været nogenlunde sådan, tidligere tiders ekspeditioner har følt det, når de bevægede sig ud i ukendt område – næppe tidligere betrådt af menneskefod!
Sammen med en garvet bruger af True Skov, Per Falk Bredgaard, er Vores Brabrand en solrig september-eftermiddag på “ekspedition” gennem den ny-åbnede tunnel under E45 få hundrede meter syd for ratepladsen Blankhøj. Hvad mon der er på den anden side?
Vi har taget turen på cykel ad de fine stier mod vest gennem True Skov, indtil vi når det plørede område foran tunnellen. Naturstyrelsen har endnu ikke haft tid til at etablere stiforbindelse til selve tunnellen, og derfor går vi forsigtigt omkring vandpytter og mudderhuller, til vi når selve tunnellen.
Smart måde, i øvrigt, at lave tunnel på: Kæmpe spuns-vægge holder jorden tilbage i begge sider – og et “tag” af beton udgør loftet. Så var det bare at grave selve hullet ud. Og vupti! En tunnel var skabt.

På den anden side er udfordringen den samme: Et smalt mudret spor går op gennem et krat af tornede grene m.m. Her har trods alt været mennesker før. Men endnu ikke nok til at skabe andet end et par plørede spor.

Kort efter viser det sig tydeligt, at ideen om en ekspedition over på den vestlige side af E45 bare var lidt fjollet. For her er faktisk meget velordnet. Og det første, man møder er et kæmpemæssigt net af højspændingsledninger, der løber over hovederne på os. Vi er i dén grad stadig en del af civilisationen.
Rød-eg, tulipantræ og robinia
Samtidig er vi dog også ude i naturen og møder på turen op ad den brede græs-korridor smukke kig ned over den vestlige del af True Skov, der åbner sig i åbne vidder, inden skoven ugen bliver tæt omkring sporet, vi går på.
Vi følger den brede korridor, der senere bliver til en klassisk skovvej med tæt bevoksning på begge sider. Det fine ved det er, at der ikke er alternative veje, der kan lede én på vildspor.
I den del af True Skov, som ligger tættest på byen, er der skabt masser af stier og spor til gående, cyklende og ryttere. Men her er der kun skovvejen, der dog fører gennem et ganske varieret skovområde.
Blandt andet passerer vi den del af skov-området, der har fået navnet Lille Amerika, fordi træ-arterne er kendt fra den anden side af Atlanten. Her finder du træer som douglas, sitka-gran, tsuga, grandis, rødeg, tulipantræ og robinia.
Og pludselig passerer vi – et toilet. Man har altså tænkt på, at skoven kan blive besøgt af friluftsfolk og andre nysgerrige!
En helt ualmindelig shelter
Få meter senere får vi forklaringen: En smal tunnel-agtig sti fører gennem et ellers tæt bevokset område med tuja. Og pludselig står vi på en lille ryddet “hemmelig” plads med udsigt til en helt speciel shelter.
Vi har fundet frem til Koglen, der siden den blev opført i 2020 har været en af de mest bookede shelters i hele Danmark. Og det forstår man!
Med den helt specielle form, indgang i siden og med glas øverst i taget, så man kan ligge og kigge på stjerner, ligner den ikke nogle af de shelters, man normalt ser.

Manden bag det ganske særlige byggeri hedder Samuel Mydland og er arkitekt. Han har først tegnet shelteren og derefter bygget den hjemme på ejendommen i Yderup. Ideen stammer tilbage fra han gik på arkitektskolen, hvor han tegnede en slags læsehule for mindre børn, har han tidligere fortalt Vores Brabrand.

Fra lysåbne områder til tæt uigennemtrængelig skov
Vi fortsætter ad den brede sti og når straks efter frem til den nye bro, Banedanmark har opført over jernbanen – højere og flottere end den gamle og med et endnu bedre overblik over naturområdet på begge sider af jernbanen.
Vest for banen skyder det senest tilplantede område i True Skov i vejret. Tilbage i 2019 blev bakkerne op mod landsbyen Lyngby plantet til med træer af miljøministeren, lokale beboere og børn fra Skjoldhøjskolens SFO. Allerede nu begynder området ligne rigtig skov.

Vi vender dog rundt og går ned fra broen. Videre ad den brede skovvej gennem det meget varierende skov-område – fra helt lysåbne områder til tæt uigennemtrængelig skov, der ikke på samme måde som det østlige True Skov flere gange er blevet tyndet ud.
Med spredte mellemrum oplever de åbne græsklædte korridorer, hvor man bliver mindet om, at vi ikke befinder os ret langt fra den moderne verden i form af jernbane, motorvej og beboelse.
Vi er på vej tilbage til udgangspunktet: Den brede græsklædte korridor med højspændingsledningerne – og det smalle, smattede spor ned til tunnellen under E45.

Naturstyrelsen klar til at etablere stier
Selvom den tilgængelige skovvej er bred og ret forudsigelig, og selvom der kun er ganske få muligheder for at gå på opdagelse i selve skoven – så var det faktisk en ganske fin tur rundt i den vestlige del af True Skov.
Turen er nem at gå og af cirka en halv times varighed.
Hvis du ikke orker at cykle/gå ud til tunnellen, er det muligt at køre i bil til Yderup eller Lyngby og gå derfra til Lille Amerika og den øvrige del af naturområdet vest for jernbanen og E45.
Vi har spurgt Naturstyrelsen om planerne for etablering af stier omkring den nye tunnel under E45 – og evt. andre initiativer der kan gøre den del af True Skov mere interessant for naturområdets brugere.
“Naturstyrelsen planlægger at etablere stier som tilkoblinger til tunnelen. Vi venter dog på en klarmelding på tunnelen – og at arbejdsarealerne er tilbageleveret fra Vejdirektoratet,” svarer biolog hos Naturstyrelsen, Karen Højfeldt Rasmussen.
Hun tilføjer, at Naturstyrelsen på nuværende tidspunkt ikke har planer om nye frilufttiltag i den vestlige del af True Skov.
Læs også:
Nu kommer tunnelen der kan blive “game changer “ i True Skov







