
Fødevaregrossisten Dagrofa Foodservice´s butik på Edwin Rahrs Vej har netop fået installeret et nyt solcelleanlæg på taget. Det forventes at producere 100.000 kWh, hvilket svarer til ca. 25 procent af butikkens strømforbrug.
Hos Dagrofa Foodservices Cash & Carry-kæde er smilene ekstra store, når solen skinner.
Godt vejr betyder typisk flere kunder hos de lokale restauranter, caféer, beværtninger og campingpladser – som derfor skal have fyldt lagrene op med råvarer fra Dagrofas butikker.
Samtidig medfører solskin, at kædens nye solcelleanlæg har de bedste vilkår for at producere grøn strøm.
Etableringen af 21 solcelleanlæg i Cash & Carry-kæden i hele landet begyndte i starten af sommeren, og for nylig kom turen til installation af solceller på taget af butikken på Edwin Rahrs Vej 68 i Brabrand.
Forventningen er, at anlægget i Aarhus på årlig basis skal producere omkring 25% af butikkens strømforbrug, hvilket svarer til en strømproduktion på 100.000 kWh.
Den lokale butikschef i Aarhus, Kasper Bye Skonning, er meget begejstret for, at solcellerne også har fundet vej til butikstaget i Aarhus:
”Det er fedt, at vi også i Aarhus er en del af kædens landsdækkende investering i solceller, og at vi nu har fået vores eget anlæg op her på adressen. Det er ingen hemmelighed, at vores kunder er meget prisbevidste. Derfor skal vi selvfølgelig tage alle værktøjer i brug, der sænker vores omkostninger,” siger Kasper Skonning.

”For tre år siden lavede vi en totalrenovering indvendigt af vores Cash & Carry-butik, og den modernisering har givet os flere kunder i butikken. Men det duer ikke at hvile på laurbærrene, og nu er turen altså kommet til at investere i den udvendige del af butikken, hvor vi altså har fået opsat et stort solcelleanlæg.”
Gavner både klima og økonomi
Opsætningen af de nye solceller er et initiativ, der er forankret i Dagrofas bæredygtighedsprogram ’Grobund for mere’, som blev lanceret i starten af året.
Tenna Skov Thorsted, bæredygtighedschef i Dagrofa, følger solcelleudrulningen tæt, som ifølge hende er et konkret bevis på, hvordan klima og godt købmandskab går hånd i hånd. Hun forklarer:
”Hver eneste kilowatt-time, vi sparer på vores lokationer, gavner både klimaet og økonomien. Vores tilgang er, at arbejdet med grøn omstilling tager udgangspunkt i godt købmandskab. Det er langt fra et nyt princip i Dagrofa, men det er til gengæld første gang, at vi har haft mulighed for at lave en så stor investering i vedvarende energi på tværs af Dagrofa Foodservice og Cash & Carry-kæden.”
”Med ’Grobund for mere’ har vi forpligtet os til at øge vores andel af vedvarende energi frem mod udgangen af 2027, og vi høster i øjeblikket værdifulde erfaringer med opsætning af solcelleanlæg. Den viden kommer uden tvivl til at gøre stor nytte i forbindelse med fremtidige energiprojekter bl.a. sammen med vores selvstændige købmænd på detailsiden,” tilføjer Tenna Skov Thorsted.
Alle erhvervsdrivende og selvstændige med et CVR-nummer kan handle hos Dagrofa Foodservice Cash & Carry-butikkerne enten via et fysisk besøg, gennem www.dagrofaengros.dk eller via platformen Wolt for Work.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Dagrofa Cash & Carry.



