Tirsdag d. 24. august genoptager Sdr. Årslev menighedsråd de traditionelle vandringer i og omkring Årslev. Denne gang kan du komme med på tur langs Voldbækken og opleve de store forandringer, der er sket i og omkring vandløbet de sidste par år.
Syd for Jernaldervej starter Voldbækken i det små og løber herfra mod syd, gennem Skjoldhøjkilen mod vest, inden bækken løber under Anelystvej og drejer mod syd med udløb i Aarhus Å mellem Årslev Engsø og Brabrand Sø.
I efteråret 2020 har Aarhus Kommunes store maskiner skabt store forandringer i og omkring Voldbækkens løb nordvest for Brabrand: Voldbækkens slyngninger er blevet genetableret, og vandløbets bund er restaureret med grus og sten.
Tirsdag aften kan du opleve forandringerne med egne sanser på den årlige vandring med menighedsrådet i Sdr. Årslev. Fra mødestedet på p-pladsen ved Uno-X-stationen på Silkeborgvej går turen langs Voldbækken op til Rætebølvej og retur langs True Skov og gennem den nye bebyggelse, Høiriisparken.
Undervejs kan du høre om det store arbejde, der er lagt i at omlægge Voldbækkens løb, så fiskene igen kan gyde i bækken. Turen er på ca. 5,5 kilometer.
På græsarealet ved Ørvadsvej 52 er der bagefter stillet an til grill og hygge. Tidligere biskop Steen Skovsgaard vil berette lidt om, hvordan det er at vende tilbage til Brabrand efter en lang periode som biskop i Lolland-Falster Stift.
Hvis du vil deltage i spisningen bør du sende en mail til niels@holm-nielsen.dk med en tilmelding.
I en årrække har vandringerne i og omkring Årslev hver gang samlet over 100 lokale borgere, som her oplever, hvordan lokalområdet udvikler sig og undervejs får snakket med hinanden på kryds og tværs.
Vandring i Årslev: Tirsdag 24. august kl. 17:00-20:00. Mødestedet er p-pladsen ved Uno-X-stationen på Silkeborgvej.
Læs også:
Voldbækken skal igen glæde både ørreder og mennesker
Voldbækken snor sig igen gennem landskabet rundt om Brabrand