Aarhus Kommune er sammen med Naturstyrelsen i fuld gang med at genetablere Voldbækkens slyngninger og skabe alle forudsætninger for en bæk med masser af fisk. Vores Brabrand var torsdag på travetur i området for at se nærmere på projektet.
Hvis fiskene i Voldbækken lige nu er lidt forvirrede, kan man godt forstå det. Det vandløb, de kender, er under kraftig forvandling. Voldbækken løb tidligere den lige vej gennem den åbne slette mellem Anelystvej og True Skov – men ved hjælp af store gravemaskiner snor den sig nu lystigt gennem området.
”Vi kalder det et genopretningsprojekt,” siger Arne Bager, som er formand for Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere. Voldbækken føres nemlig tilbage til tidligere tiders snoede løb, som naturen selv havde skabt det.
Istiden havde ladet masser af små og store sten blive liggende, der var med til at ilte vandet og samtidig fungerede som nyttige skjulesteder for fisk og andet småkravl, der med rette måtte frygte at ende som en frokost-haps for bl.a. fugle.
For landbruget var det praktisk, at vandløbet blev rettet ud, og de mange sten blev gennem tiden brugt i forskellige byggerier. Men nu sørger Aarhus Kommune for, at Voldbækken bliver snoet igen, og at den fyldes med sten i forskellige størrelse.
Desuden bliver bækken langt mere synlig i området. Før var den fuldstændig tilgroet og nærmest usynlig i landskabet. Men det ændrer de store maskiner også på.
”Det bliver et helt fantastisk landskab at bevæge sig igennem. Her kan skabes en dyrehaveagtig stemning, hvor besøgende vil kunne få rigtig gode oplevelser ved at gå tur langs Voldbækken og nyde både fauna og dyreliv,” siger Arne Bager.
Frivillige sørger for masser af vandplanter
Fra Anelystvej og ned til Rætebølvej ved True Vandmølle kan man allerede nu gå en tur langs det frisk-slyngede å-løb og få en fornemmelse af, hvordan området udvikler sig, når planter og buske allerede til foråret begynder at indtage de bare brinker.
Sidst i oktober går en stor gruppe frivillige tilknyttet Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere i gang med at plante vandløbet til med de vandplanter, der skal være skjulested for både insekter og fisk. Vandranunkel, vandstjerne, brøndkarse og smalbladet mærke, først og fremmest.
”Eksempelvis vandranunklen er enormt vigtig for hele vandmiljøet. Den Ilter vandet, huser masser af insekter, og fiskeynglen elsker at gemme sig inde under vandplanten. Hvis de ny-udklækkede fisk ikke hurtigt finder et sted at gemme sig, er de nemme ofre. Det er ikke nok at lægge masser af sten i vandet. Vandplanterne er endnu vigtigere.”
Arne Bager fortæller, at alle de nye vandplanter hentes i Skjoldhøjkilen længere oppe ad Voldbækkens løb. Hvis man importerede planterne længere væk fra, kunne man risikere at få uhensigtsmæssige arter ind i området.
Attraktive gydebanker
På den anden side af Rætebølvej og ind mod Helenelyst er gravemaskinen i fuld gang med at gnave et helt nyt å-løb, der også her snor sig lang mere end tidligere.
Arne Bager vurderer, at de nye slyngninger forlænger denne del af Voldbækken fra 1,2 kilometer til op mod to kilometer.
Herefter fyldes bunden med sten i forskellige størrelser. De lægges i bunker efter et nøje udtænkt mønster, sådan at de bliver til attraktive gydebanker for ørreder på jagt efter det perfekte sted at placere deres æg.
Overfladevand fra byen
Voldbækken er i alt cirka fem kilometer lang og med god vandføring. Selv efter en af de mest regnfattige somre i mands minde er der her i oktober pænt med vand i Voldbækken, der klukker lystigt hen over de nyanlagte forhindringer.
Bækken udspringer ved foden af Hasle Bakker og består af kildevæld og af overfladevand fra den vestlige del af Aarhus, blandt andet fra regnvandssøer ved Viborgvej.
Kendere af Voldbækken har let ved at huske, at vandet i bækken 15-20 år tilbage bestemt ikke var noget behageligt syn. Bækken flød nærmest som en åben kloak, fyldt med dæk- og olierester, bremsestøv og alt hvad der ellers lod sig drive med efter en solid regnskylle.
I dag er vandet dog meget renere. Arne Bager mener, at det blandt andet skyldes de kunstigt anlagte søer i Skjoldhøjkilen, der er med til delvist at rense vandet, inden det strømmer videre.
Fisk fra Voldbækken undgår engsøen
Han vurderer, at Voldbækken har alle forudsætninger for igen at blive hjemsted for masser af fisk. Blandt andet fordi den over de fem kilometer har et fald ned mod Brabrand Sø på 34 meter, svarende til ca. 13 promilles fald i gennemsnit. Det er forholdsvis meget og sikrer en ret kraftig strøm.
”Fordelen ved Voldbækken er også, at det er det eneste vandløb heromkring, der ikke går igennem Årslev Engsø. Cirka 80 procent af de små fisk går til grunde i engsøen på deres vandring ud mod havet. De fleste bliver ædt af skarv, gedder og aborrer i den lavvandede sø. Eller også mister de orienteringen på grund af den manglende strøm og går til grunde”.
Og hvis fiskeynglen ikke når ud til havet og kan vokse sig store der, kommer der heller ingen store ørreder tilbage for at lægge æg. Så kan bestanden ikke reproducere sig selv.
”Et fantastisk aktiv”
Før genopretningsprojektet har lystfiskerne observeret ganske mange småfisk i Voldbækken, så forudsætningerne for at få en bæk med masser af fisk er til stede, mener lystfiskernes formand.
Men tingene hænger tæt sammen. Når insekterne synes, det er et spændende sted at være, kommer isfuglen, vandstæren og bjergvipstjerten også. Og hvis der er fisk, kigger fiskehejren også forbi. Det samme gør odderen, der også tidligere er set i området omkring Voldbækken.
”Vi kan næsten ikke rose Aarhus Kommune, biologerne, å-folkene og entreprenør Frisch nok for det her projekt. Det bliver et fantastisk aktiv for alle, som holder af at komme ud i naturen,” siger Arne Bager.