
En ellers temmelig trist og næsten tom boligblok på Inger Christensens Gade har af den libanesiske kunstner Jad El Khoury fået nyt liv. Han har installeret 102 farverige gardiner i altanerne – nogle af dem med tekster på arabisk, engelsk og dansk, som reflekterer over spørgsmålet: Hvad er et hjem?
Suppe. Lyden af saxofon. Hvor min kat er. At gå barfodet.
Kunstner Jad El Khoury spurgte på workshops i Gellerup de fremmødte beboere om, hvad “hjem” betyder for dem. Og de nævnte ord var nogle af de svar, beboerne gav.
Fredag eftermiddag blev installationen “HOME IS…” præsenteret ved en fernisering foran boligblokken på Inger Christensens Gade 39-45, hvor beboernes ord og sætninger er en del af kunstværket. Ved præsentationen fortalte Jad El Khoury om arbejdet med kunstværket:
“Mine kunstværker aktiverer utilsigtede monumenter. Det omfatter ejendomme og konstruktioner, som er bygget til et bestemt formål og så af en eller anden grund bliver til noget andet. Jeg har installeret tekstiler på mange af den slags bygninger forskellige steder i verden. På den måde er det en fortsættelse af det arbejde, jeg har lavet andre steder,” fortalte han.
“Via tekstiler der danser i vinden, bliver bygningen givet en ny mening,” tilføjede han.

Jad El Khoury fortalte, at han er inspireret af mange fortællinger om hjem og migration, og hvordan et nyt sted bliver til et hjem for mennesker, når de føler sig accepteret på trods af forskelle.
Inddragelse af beboere
Boligblokken på Inger Christensens Gade har nu i et par år ligget mere eller mindre øde hen, næsten tømt for beboere. De blev opsagt af Brabrand Boligforening, der ønsker at rive blokken ned og give plads for byudvikling i området.
En enkelt familie bor dog stadig i deres lejlighed. Familien har gjort indsigelse mod opsigelsen, og uenigheden skal nu afgøres ved en sag i Boligretten. Den første af en række retssager, der kan blive retningsgivende for de øvrige sager, er berammet til november.
HOME IS… er blevet til i samarbejde med Sigrids Stue Kunstplatform og via inddragelse af beboere i området, som har medvirket i syning af gardiner og udarbejdelse af ord og sætninger, der kan opleves i værket.

Sigrids Stue og Jad El Khoury fik, inden arbejdet med kunstværket begyndte, af Brabrand Boligforening lov til at benytte bygningens altaner til kunstværket.
En poetisk metode
Jad El Khoury er født og opvokset i Libanon, hvor han i 2016 begyndte at arbejde med spor efter krigen, som han fandt på bygninger i landet.
“Som en fra den første generation efter borgerkrigen, var det en nødvendigt for mig at omdanne byens tilfældige monumenter over bitterhed til koreograferede installationer, der danser med vinden,” har han sagt om sit arbejde.
Jad El Khoury har en kandidatgrad i interiørarkitektur fra Det Libanesiske Universitet og en kandidat i kunst i det offentlige rum fra Oslo National Academy of the Arts. Han har i 2026 været tilknyttet Sigrids Stue som artist in residency støttet af Statens Kunstfond og Aarhus Kommune
HOME IS… kan opleves gennem hele oktober. Det er støttet af bl.a. Aarhus Kommunes Kunstråd, Gellerup Fællesråd og Sigrids Stue – Kunstplatform
Projektet er en del af et større kunstprojekt: “Home is where your heart is”, som Sigrids Stue er en del af sammen med andre udstillingsplatforme i resten af Aarhus.
Sigrids Stue har undervejs billed-dokumenteret arbejdet med HOME IS… Her får du en stribe fotos fra arbejdet.









