I den yderste vestlige del af True Skov er der dukket en helt speciel shelter op – tegnet og bygget af arkitekt Samuel Mydland, Yderup. Shelteren er endnu en af de attraktioner, der skal få endnu flere mennesker til at besøge det store naturområde nordvest for Brabrand.
”Vi skal ind her”, afbryder Samuel Mydland, mens vi går og snakker hen ad skovstien.
Nærmest som en gennem en tunnel går vi 50 meter ind ad en sti gennem den tætte bevoksning og kommer lidt senere ud på en helt lukket rund plads. Her står den, shelteren. Kugle-rund som en kæmpe bikube – eller måske ligner den mere en stor grankogle. ”Koglen i lysningen” er den foreløbig døbt.
I slutningen af juli blev den færdig og transporteret ud i True Skov, hvor shelteren med kran blev hejst ind i den nyetablerede plads, der er blevet skabt midt i det tætbevoksede område.
Med den helt specielle form, indgang i siden og med glas øverst i taget, så man kan ligge og kigge på stjerner, ligner den ikke nogle af de shelters, man normalt ser.
Ligger i Lille Amerika
Arkitekt Samuel Mydland har først tegnet shelteren og derefter bygget den hjemme på ejendommen i Yderup. Ideen stammer tilbage fra han gik på arkitektskolen, hvor han tegnede en slags læsehule for mindre børn.
Siden er den kube-formede løsning blevet udformet som en lille svalerede på en skole i København, som sauna i Hornslet og som en shelter i Vestjylland. Og da Aarhus Kommune hørte om tankerne, var man klar til at investere i den helt særlige shelter i True Skov.
Den ligger i den del af True Skov, der kaldes Lille Amerika på grund af de mange træarter, der ellers mest ses i amerikanske skove.
”Det er spændende, at man kan placere shelters vidt forskellige steder i naturen og på den måde tilbyde meget forskellige naturoplevelser. Jeg håber, det her udvikler sig som en helt særlig lille oase,” siger manden bag Koglen, Samuel Mydland.
Et af formålene med at placere shelteren inde i lysningen er også, at han regner med, at træerne vil skærme for støjen fra motorvejen, der ligger kun 4-500 meter væk.
Håber på en tunnel under motorvejen
Samuel Mydland er til daglig ansat i en arkitektvirksomhed og driver desuden sit eget firma, Mydland Arkitekter, ”hvor jeg laver alt det, jeg ikke kan lade være med – blandt andet projekter som det her”.
Aarhus Kommune har købt den nye shelter, men han har også selv investeret i et stort antal timer i projektet.
Samuel Mydland ser Koglen som en fin tilføjelse til udviklingen af True Skov og har med overlæg foreslået en placering i en del af naturområdet, der ellers ikke er meget brugt af andre end folk, der som ham selv er fra nærområdet.
”Motorvejen opleves nok som en barriere for en del, men der skal være nogle ting herovre, der kan trække folk ud i den her del af skoven”.
Han er en stor fortaler for, at der i forbindelse med udvidelsen af E45 etableres en tunnel under motorvejen for på den måde at forbinde de to dele af True Skov.
Koglen er endnu kun beskrevet på sitet Geodating.dk, hvor du kan se flere fotos. Du kan se placeringen nogenlunde på kortet i denne artikel. Lige nu er den letteste rute via Yderup, hvor der ved viadukten under jernbanen går en grusvej langs sporet hen til skoven.
Shelteren er endnu ikke synlig på hverken Naturstyrelsens hjemmeside eller hos Aarhus Kommune, men det skulle være på vej.