For få uger siden var fodboldpigerne i Brabrand IF på besøg hos A-Liga-holdet AGF og deltog i indløb i forbindelse med et af holdets kampe. Og tirsdag eftermiddag var nogle af AGF-spillerne på genvisit på kunstgræsbanen i Brabrand, hvor de deltog i Brabrand-pigernes træning og bidrog med tips og god stemning. På billedet er det træner Camilla Bording, som samler spillerne og deler trøjer ud inden en øvelse.
Det kan virke voldsomt at tænke på – men desværre er strømafbrydelser og cyber-/hybridangreb på kritisk infrastruktur en reel risiko. I eftermiddag kl. 15.30 kan du på Gellerup Bibliotek høre foredraget “Kriseparat – klar dig selv i 3 døgn” om hjemmeberedskabet i jeres husstand. Deltagelse er gratis, men du skal bestille en billet her.
I eftermiddag kl. 16.30 inviterer Kløverskolen til informationsmøde for de kommende skolestartere og deres forældre. Skoleleder Lene Schmidt-Sørensen vil fortælle om skolen og vise rundt. Næste onsdag, d. 28. oktober, er det Sødalskolen, der inviterer til informationsmøde. Det foregår i tidsrummet kl. 15.30-17.00.
A. Enggaard har taget nye luftfotos af Gellerup. Fra luften kan man se, hvordan den sydlige del af Gellerup har ændret sig. “I dag ligger kvarterets karakteristiske otte-etagers blokke side om side med rødtagede rækkehuse og etageboliger samt Kløverskolen og Sports- og Kulturcampus. Fra oven ses det også, hvorfra skolen har fået sit navn – nemlig efter formen på en firkløver,” skriver Facebook-profilen Gellerup i Udvikling.



