
Hvordan sikrer vi gode skoleveje? Og kan den gennemkørende trafik ledes uden om de mindre veje i Brabrand? Det er nogle af de spørgsmål, du kan få svar på mandag d. 2. november ved et borgermøde på Engdalskolen om trafikken i Brabrand. Her vil rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, give sit bud på mulighederne.
Massive mængder af gennemkørende trafik især morgen og eftermiddag har i en lang årrække skabt udfordringer i Brabrand.
Skiftende henvendelser fra fællesråd og borgergruppe til Aarhus Kommune har ingen effekt haft. Men nu er en ny generation i bydelen klar til at prøve igen.
I et fælles brev fra Engdalskolen, Brabrand IF og Brabrand-Årslev Fællesråd opfordrede lokalområdets aktører i foråret kommunen til en konstruktiv dialog om udfordringerne.
For få uger siden var rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang med Brabrand-Årslev Fællesråd på gåtur rundt i bydelen – og nu bliver indsatsen fulgt op med et borgermøde på Engdalskolen mandag d. 2. november kl. 17.00.
Her deltager Nicolaj Bang igen og vil fortælle om sit perspektiv på udfordringerne på Brabrands veje – og hvad der kan gøres ved dem.
Desuden vil han give en status på planerne om at etablere letbanens etape 2 fra midtbyen til Brabrand og den øvrige kollektive trafik i bydelen.
“Vigtigt at udfordringerne løses i fællesskab”
Mødet arrangeres af trafikudvalget under Brabrand-Årslev Fællesråd i samarbejde med den socialdemokratiske lokalforening i Årslev, Brabrand og Gellerup.
Her understreger formand Lone Sandholdt Jacobsen, at lokalforeningen ikke er gået ind i samarbejdet om borgermødet for at få partipolitisk indflydelse på fremtidens trafikløsninger i Brabrand.
“Vi kunne se, at trafikudvalget havde et ønske om at få politikere i tale om udfordringerne. Og da vi har nogle organisatoriske kræfter, vi kunne bidrage med, var det oplagt at samarbejde om et borgermøde,” siger Lone Sandholdt Jacobsen, som selv bor i Brabrand.
Hun håber, at deltagerne i mødet får en oplevelse af, at det nytter at engagere sig i partipolitik:
“Under fire procent af os er medlem af et politisk parti. Men det har en betydning for vores demokrati, at flere engagerer sig politisk. Det betyder, at man lokalt sammen kan ta´ fat i den type udfordringer,” siger hun.
“Men det er så bare vigtigt, at udfordringerne så rent faktisk også løses i fællesskab.”

Hvor er problemerne størst?
Lone Sandholdt Jacobsen håber, at deltagerne i borgermødet vil bidrage til at give et billede af, hvor udfordringerne er størst.
“Jeg tror, at trafikudvalget har ret i, at hovedproblemet i Brabrand er den gennemkørende trafik. Udvalget nævner selv Hougårdsvej og “bagerkrydset” på Hovedgaden som nogle af de steder, hvor problemerne er størst. Men måske er der nogle steder, vi har overset? Det håber vi, at deltagerne i borgermødet vil være med til at svare på,” siger hun.
Arrangørerne ønsker blandt andet fokus på, hvordan man bl.a. kan skabe mere sikre skoleveje omkring Engdalskolen samt veje til og fra fritidsaktiviteter.
Den massive biltrafik får problemet til at eskalere, fordi mange lokale familier så vælger at transportere deres børn til skole og fritids-aktiviteter i bil, lyder argumentet.
Digitalt værktøj kan vise konsekvens af ændringer
Som nævnt stod Brabrand-Årslev Fællesråd, Brabrand Idrætsforening og skolebestyrelsen ved Engdalskolen i foråret bag en fælles henvendelse til Aarhus Kommune om trafik-udfordringerne.
På borgermødet vil Nikolaj Clausen fra trafikudvalget fortælle om arbejdet med at skabe mere sikre veje til skole og fritids-aktiviteter.

Desuden kommer Johanne Bräuner Nygaard Hansen, projektleder i Borgmesterens afdeling, som vil vise hvordan et nyt digitalt værktøj kan illustrere konsekvenserne af forskellige regulerende indgreb i trafikken.
“Vi kan se, at hvis man for eksempel skal fra Stavtrup til Tilst er forskellen mellem at vælge E45 eller at køre gennem Brabrand kun ca. ét minut. Det kunne være interessant at se, hvad der så sker med beregningen, hvis man for eksempel indfører fartbegrænsning på 30 km/t på Langdalsvej. Vil flere så vælge E45 i stedet,” spørger Lone Sandholdt Jacobsen.
Tidligere medlem af Folketinget, René Skau-Bjørnson (S) er ordstyrer under mødet.
Mandag d. 2. november klokken 17-19 i Engdalskolens aula Kompasset: Borgermøde om trafikken i Brabrand. Alle er velkomne, og der er ingen tilmelding.
Læs også:
Planer om en mere sikker skolevej til Engdalskolen – men realisering har lange udsigter
Nyt trafikudvalg: Nu skal kommunen sikre trafiksikkerhed i Brabrand



