Det var Sankt Hans aften i Brabrand – næsten som vi kender den. Næsten. For corona-virussen lurer stadig i periferien, og det betød, at der i år var adgangsbegrænsning ved indgangen til Stadepladsen, og fællessangen var aflyst. Men stort set alle, som ønskede det, oplevede den sædvanlige hyggelige midsommer-stemning. I bunden af artiklen får du Peter Nørskovs båltale.
Valhalla-spejderne havde besluttet, at der højst måtte være 500 samlet på Stadepladsen ad gangen. Det betød, at der forholdsvis tidligt på aftenen var fuldt hus og kø ved indgangen.
Adgangsbegrænsningen blev løst ved, at alle fik armbånd på, så spejderne i Valhalla Gruppe hele tiden havde styr på, hvor mange der var på pladsen.
”Det var selvfølgelig lidt besværligt for alle, men det var desværre vilkårene i år. Vi oplevede ingen sure miner – kun naturlig ærgrelse over ikke at kunne komme ind,” siger gruppeleder Jesper Kikkenborg Rossel.
Men da nogle af børnefamilierne besluttede at sætte kursen hjemad, blev der plads til de lidt ældre, og Valhalla Gruppe vurderer, at der denne midsommeraften nok var et sted mellem 1000 og 1200 personer på pladsen i løbet af aftenen
Der manglede lige fællessangen
Godt vejr, glade mennesker, snobrød, tombola, hyggelige boder med brandsprøjter og kartoffelkrøller… Alt hvad der plejer at skabe en minderig Sankt Hans var på plads – lige bortset fra en enkelt ting:
Valhalla Gruppe kunne ikke sikre kravet om en afstand på to meter ved fællessangen, så den måtte desværre droppes i år. Spejderne lover, at den vender tilbage næste år, når alt forhåbentlig er helt normalt igen.
“Vi er rigtigt glade for det store fremmøde og opbakningen til Sankt Hans-arrangementet. Det er vigtigt for os hvert år at kunne invitere til Sankt Hans – og vi glæder os til, at vi næste år ikke skal have corona-restriktioner og kan have plads til alle, der har lyst til at komme,” siger Jesper Kikkenborg Rossel.
Stort behov for flere frivillige
Han tilføjer, at Valhalla Gruppe jo er drevet af frivillige, og man kan sagtens bruge nogle ekstra kræfter.
”Især i år er der meget stor søgning til spejderne efter den lange nedlukning. Så vi kunne sagtens bruge 20 nye ledere, hvis alle der står på venteliste skulle have en plads i spejdergruppen,” siger han.
Her kan du læse mere om muligheden for at blive frivillig leder i Valhalla Gruppe.
Peter Nørskovs båltale
Sankt Hans aftens båltale stod Peter Nørskov for. Her får du hele talen:
God aften Brabrand og vel mødt her ved sankt hans-bålet.
Tusind tak til Valhalla Spejderne for igen i år at tage initiativ til sankt hans-festen og tak for invitationen til at holde årets båltale.
Og også en stor tak til vejrguderne, som har sørget for, at vi kan få lov at tænde bålet. En sankt hans-aften uden bål er lidt som at tabe en fodboldlandskamp til Finland.
Og hvis nogen af jer nu tænker, hvem er det lige, der holder årets båltale, ja så kan jeg sige, at jeg hedder Peter Nørskov og har boet i Brabrand i godt 8 år.
Jeg arbejder til daglig som kommunikationskonsulent i borgmesterafdelingen i Hedensted Kommune, og før det har jeg i 20 år arbejdet som journalist, kultur- og debatredaktør og redaktionschef på Århus Stiftstidende og som kommunikationschef på Folkeuniversitetet i Aarhus.
Når jeg ikke arbejder bruger jeg en del af min fritid i Fællesrådet i Brabrand-Årslev og så er jeg lokal byrådskandidat for Socialdemokratiet her i Brabrand.
Men i aften lover jeg på forhånd, skal det ikke handle om politik.
I aften skal det nemlig ikke handle om det, som skiller os men tværtimod om det, som forener os.
Hvor er det skønt. at vi igen kan være samlet så mange mennesker på ét sted.
Og hvor trænger vi til igen at have mulighed for at ses – og i aften også synge sammen igen.
Efter næsten halvandet år i nedlukningens, håndsprittens og mundbindets tegn er vi nu heldigvis nået til et punkt, hvor det ser ud til, at vi kan lægge coronaen bag os.
Hvor vi kan vende tilbage til den hverdag, det Danmark og den verden, vi kendte før pandemien ramte os.
Det er de lyse nætters tid, og det lysner for alvor på alle områder i vores samfund. Det er blevet tid til at se fremad, tid til optimisme, tid til fornyet livsglæde.
Men også tid til at gøre status over halvandet år, der vil gå over i historien, som den værste globale krise siden 2. Verdenskrig. Og tid til at mindes de godt 2500 af vores medborgere, som ikke overlevede smitten.
På verdensplan har coronaen berøvet knap 4 millioner mennesker livet, og vi skylder dem og deres efterladte at drage lære af det frygtelige, vi har været igennem.
Jeg tror, at coronaen på mange måder har været et wake up-call til os alle.
Den har fået os til at indse, hvor skrøbelige og sårbare vi er – som mennesker og som samfund. Og til at indse hvor afhængige vi er af hinanden, når katastrofen for alvor rammer.
Hvor afhængige vi er af en stat, som med hjælpe- og genstartspakker har sikret, at vi økonomisk kommer ud af krisen med skindet på næsen.
Af en hospitals- og plejesektor, som har knoklet i døgndrift for at redde liv.
Af et uddannelsessystem som måtte sadle totalt om og forsøge at få det bedste ud af situationen med virtuel undervisning af børnene.
Og af familie, venner og naboer som har været der for os, hvis smitten ramte, og vi ikke selv kunne lave mad, handle ind eller komme på apoteket.
Coronaen har sat en tyk streg under den utrolige hjælpsomhed, medmenneskelighed, solidaritet, ihærdighed og fleksibilitet vi som fællesskab er i stand til at mønstre i en krisesituation.
Og forhåbentlig har vi også lært noget af coronaen. Jeg har selv arbejdet hjemmefra i det meste af halvandet år, og kan konstatere, at der ikke er nogen kommuner eller regioner, hvor opgaverne ikke er blevet løst under coronaen – og sådan tror jeg, det er på mange andre arbejdspladser.
Hjemmearbejdet er i en eller anden form kommet for at blive, og det stiller os naturligvis over for nye udfordringer. For hvad med fællesskabet og kollegialiteten – snakken ved kaffemaskinen, kopimaskinen eller i kantinen.
Vi ved jo alle, hvor meget det betyder at have gode kolleger at kunne slå en sludder af med. Det er også en vigtig del af det at have et arbejde.
Vi har i det hele taget været det, der med et lidt fortærsket udtryk kaldes omstillingsparate – som samfund og som enkeltindivider. Tænk hvis vi nu kan overføre den beslutsomhed og handlekraft til kampen for et bedre miljø og klima.
Lad os love hinanden, at vi bevarer blusset i omstillingslampen tændt.
En anden lære af coronaen har været solidariteten med dem, der har været truet på deres levebrød.
Vi har handlet lokalt og støttet de lokale butikker – og det bliver vi forhåbentlig ved med. For det er vigtigt, at vi i et lokalsamfund som Brabrand har et rigt og varieret handelsliv – at vi ikke nødvendigvis skal køre til midtbyen, der truer med at sande til i biler, for at kunne handle ind.
Og aldrig er der blevet travet så meget i naturen som under coronaen. Naturen har været en helle og et tilflugtssted, nu hvor meget andet var lukket ned. Og på det punkt må man sige, at vi er priviligerede i Brabrand.
Vi har med vores skove og søer nogle af de smukkeste naturoaser i kommunen. Dem skal vi kæmpe for at bevare – og her tænker jeg ikke mindst på området ved Årslev Engsø, hvor der barsles med byggeplaner.
Krisen har også tvunget os til at tænke over det gode liv og til at tage stilling til, hvad der er grundlæggende vigtigt, når mange ting vi har taget for givet pludselig ikke er der mere. At nyde de intense glæder ved de nære ting.
Og i aften står vi her så samlet om bålet, børnene, læreren, sygeplejersken, lægen, sosu-assistenten, ekspedienten, pensionisten og alle vi andre, sammen med naboer, familie og venner og kan endelig igen trække vejret frit og nyde friheden og fællesskabet.
Vi er i aften samlet om bålet, som vores forfædre har været det gennem årtusinder. De tændte bål for at varme sig, holde vilde dyr væk, for at advare mod fjender. På den måde har bålet også altid været forbundet med frygt. Frygten for udefrakommende farer – som coronaen.
Det er vigtigt, at vi nu er i stand til at ryste den frygt af os og igen kaste os ud i livet med glubende appetit. At lade den ild, der brænder foran os i aften forplante sig til vores indre. For hvis ikke vi brænder for noget, så kan vi lige så godt lægge os til at dø.
Det er ilden i os, der giver livet mening. Det er kærlighedens ild – og desværre også til tider hadets. Så lad os ikke blive skræmte – lad os ikke blive tryghedsnarkomaner. Lad os i stedet gribe nuet og de fantastiske muligheder, der ligger foran os. Lad os glæde os over dem og bevare ilden i os, mens bålet foran os langsomt brænder ned.
Og lad mig derfor slutte af med et citat fra TV2-forsangeren Steffen Brandt: Kys det nu, det satans liv. Grib det, fang det, før det er forbi.
Rigtig god sommer til jer alle sammen og tak for ordet.
