
Der findes cirka 260 runesten kendt fra vikingetiden. De fleste er rejst forskellige steder i Østjylland og i Skåne. Og så er der runestenen fra Brabrand. Her får du historien om, hvordan direktøren for JAKA-fabrikken i Brabrand sørgede for, at en runesten blev rejst i en lille by i Californien.
Lokalhistoriker Lars Nikolajsen, Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, har været på en noget usædvanlig opgave med at finde frem til baggrunden for, at en kopi af den store Jellingesten blev rejst i byen Yorba Linda. Det er den sten, hvor der står, at ”Kong Harald bød gøre disse tegn efter Gorm sin far og Thyra sin mor – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”.
”Dens historie er mildest talt besynderlig,” fortæller Lars Nikolajsen, som har skrevet fortællingen om runestenen, der var en gave fra JAKA-fabrikken i Brabrand, der endte med at blive placeret i 1995 i Yorba Linda. Men først stod den i 30 år foran ØK´s konservesfabrik Plumrose nær Los Angeles.

Det var åbningen af Plumroses såkaldt slice-fabrik, der fik JAKA-fabrikkens direktør, Aage Petersen, til at få en idé: ØK skulle have en kopi af en runesten. Og det skulle naturligvis være en kopi af den berømteste og største af dem alle, den store Jellingesten.
”Derfor fik to kunstgipsere fra Ferdinandsens fabrik i København til opgave at lave en kopi af den store Jellingsten. Det skete på den måde, at de først smurte den originale runesten ind i sæbe. Dernæst blev gips ført på i tynde lag, som samtidig blev forstærket med kokosfibre. De hærdede forme blev herefter fragtet til København, og på værkstedet blev de yderligere forstærket, inden de blev samlet til en støbeform,” skriver Lars Nikolajsen.
”Herefter kunne kopien støbes i en blanding af cement og granitskærver. Kopien er hul, og derfor en del lettere end originalen. Endelig blev kopien bemalet – dog i en noget lysere udgave end mange af de øvrige kopier.”
JAKA betalte – muligvis
Men hvorfor fandt Aage Petersen på den ide, at gaven skulle være en kopi af den store Jellingesten?
”Aage Petersen er for længst død, så han kan ikke besvare spørgsmålet, men flere tidligere JAKA medarbejdere kender historien, og de får alle et smil på læben, når talen kommer ind herpå. Historien er nemlig ret speciel. Den startede nærmest som en spøg. Som direktør for fabrikken Danola havde ØK nemlig udnævnt ”en meget stor mand” inden for branchen, og han hed – af alle navne – Gorm,” forklarer Lars Nikolajsen.
”Derfor skulle der sendes en kopi af den store Jellingesten til Californien til direktør Gorm Larsen, for han var far til mange ting inden for konservesindustrien. Kopien havde således ingen oplysende eller kulturel funktion som andre kopier, men må vel nærmest betegnes som en noget usædvanlig gave, som formentlig startede som lidt af en spøg, som JAKA betalte.”
Eller det gjorde JAKA måske alligevel ikke? Direktør Aage Petersen var nemlig også formand for konservesindustriens brancheforening, og Herluf Jensen, der var ansat som administrativ leder på JAKA, mener, at flere fabrikker ud over JAKA, var med til at betale, tilføjer Lars Nikolajsen.
Et udtryk for dansk kultur
Hvordan Aage Petersen og JAKA fik lov at lave en afstøbning af den store Jellingsten er lidt af et mysterium.
Det var i hvert fald enestående, at en erhvervsvirksomhed kunne få lov til det. Her mener Herluf Jensen, at ØK formentlig selv var med til at åbne døren herfor, idet ØK på det tidspunkt var Skandinaviens største erhvervsvirksomhed, og den sagde man ikke nej til – uanset hvor skør en ide, der var tale om.
Men hvorfor havnede kopien i Yorba Linda? Byen har ca. 70.000 indbyggere og er primært kendt for, at USA´s 37. præsident, Richard Nixon, både er født og begravet her.
Byen har desuden mange indbyggere af dansk afstamning, og da man besluttede at bygge en ny dansk kirke i byen, skulle man netop til at finde en ny placering til runestenen, da Plumrose-fabrikken lukkede. Og så var det naturligt at flytte den til Yorba Linda, hvor den nu står som et udtryk for dansk kultur i USA.
Der står i forvejen rundt om i verden adskillige kopier eller rekonstruktioner af den store Jellingesten – men ingen med en historie som den fra Brabrand.
Artiklen er baseret på Lars Nikolajsens artikel “Runestenen fra Brabrand” offentliggjort i Historisk Samfund for Århus Stifts Årbog 2022.