For nylig tog indehaver af Lyngbygård, Poul Jakob Bønløkke, afsked med bestyrelsen i Brabrand Erhvervsforening. Men han er fortsat dybt engageret i organisations- og udviklingsarbejde i landbruget – samtidig med at han driver en stor virksomhed med talrige samarbejdspartnere.
”Jeg ser det sådan, at jeg har fået Lyngbygård til låns. Det er et stort ansvar, som jeg vil forsøge at leve op til og aflevere ejendommen i mindst samme stand om ikke bedre – på alle bundlinjer.”
Poul Jakob Bønløkke ser ud over de kuperede marker omkring Lyngbygård. Det er her, han har sit liv og sit virke. En moderne landmand som er bevidst om alle forventningerne fra det omgivende samfund.
Han skal ikke bare drive sin virksomhed så rentabelt som muligt, men har også samfundets øjne rettet mod sig, blandt andet når det gælder klimavenlig produktion og biodiversitet. Der er mange dagsordener at tage hensyn til.
”Når vi snakker klima, er vi i landbruget en del af udfordringerne, men vi er også en del af løsningerne, for eksempel når det gælder brændstof, varme og el-produktion. Det handler ikke kun om fødevarer. Men det skal vi også nok få løst på en intelligent måde,” siger Poul Jakob Bønløkke.
Han tilhører en ny generation af landmænd, som er åben over for at diskutere både landbrugets udfordringer og mulige løsninger – samtidig med at han nærer en dyb kærlighed til det erhverv, han er født ind i.
Stadig mere tid ved skrivebordet
Selvom en stigende del af arbejdet foregår ved computeren på kontoret, nyder han stadig at være i marken, og i høsten er han en del af holdet fra morgen til aften.
Han må dog erkende, at i et moderne landbrug er det nødvendigt at tilbringe stadig mere tid på kontoret.
”For eksempel er det med de nuværende spring i energi – råvarepriserne bestemt ikke lige meget, hvornår jeg køber og sælger ting. Derfor er jeg nødt til at lægge stadig mere af min tid ved skrivebordet.”
Desuden har Lyngbygård næsten 40 forskellige kontrakter med lejere – lige fra langtidsaftalen med Lyngbygaard Golf til små jordstykker, hestefolde, fiskeretter, forsøgsarealer og boliger.
Brændstof og inspiration
Han har netop taget afsked med bestyrelsen for Brabrand Erhvervsforening, som han i 10 år har været med til at præge, men er stadig næstformand i Landboforeningen Kronjylland og sidder yderligere i bestyrelsen for rådgivnings-virksomheden Velas og i SEGES´ sektion for økonomi og virksomhedsledelse.
Alle steder er han med til at sætte dagsordenen for udviklingen af dansk landbrug, og han ser det som en spændende udfordring at være med til at præge denne udvikling.
”Jeg må naturligvis ikke glemme, at fokus nødvendigvis må være hjemme på egen gårdsplads, men jeg bruger i høj grad bestyrelsesarbejdet som brændstof og inspiration.”
Han har i Brabrand Erhvervsforening haft glæde af blandt andet at komme tættere på Erhverv Aarhus og embedsfolkene i Aarhus Kommune. Desuden har han haft glæde af samvirket med lokale virksomheder fra andre brancher:
”Det har været spændende at komme ud og se, hvad nabovirksomhederne boksede med, og hvordan de løste tingene. Man kan altid hente inspiration fra virksomheder i andre brancher.”
Mange samarbejdspartnere
Lyngbygård ejer i alt cirka 1000 hektarer, og dertil kommer yderligere nogle hundrede forpagtede hektarer.
Blandt andet har man et samarbejde med Danish Agro i Galten og opformere nye sorter af hvede, byg, hestebønner med et højere udbytte og en bedre klima- og miljø-profil.
Også Nordic Seeds har Lyngbygård som en partner, der sætter nye sorter i produktion med et mål om at opnå endnu bedre resultater end tidligere – både når det gælder udbytte og sundhed.
Man producerer desuden græsfrø til golfbaner og fodboldbaner for DLF, og rådgivningscentret Velas i Søften afprøver nye løsninger på Lyngbygårds marker. Det samme gælder SEGES, der arbejder med innovation og udvikling i landbruget.
Desuden leverer Lyngbygård raps til oliemøllen i Aarhus og 2000 tons halm årligt til varmeproduktion hos det århusianske forsyningsselskab, der nu hedder Kredsløb.
”Det er jo dejligt for den århusianske forbruger at kunne få en masse billig varme. Nu kigger man også efter alternative energikilder og har planer om at udfase fyring med biomasse, men indtil nu har man ikke kunnet finde en billigere og bedre varmekilde.”
Smuk og kuperet natur
Ikke alt er dog produktionsjord. Få meter fra herregården ligger Lyngbygaard Golf, som lejer jorden på en langtidsaftale.
”Vi kommer godt ud af det med golfspillerne. De er behagelige gæster,” forsikrer Poul Jakob Bønløkke.
I det hele taget er bygningerne omgivet af et af Østjyllands smukkeste og mest kuperede naturområder. Poul Jakob Bønløkke lægger stor vægt på at bevare og udvikle den smukke natur og skabe leve- og gemmesteder for de mange forskellige dyrearter i området. Det sker blandt andet ved løbende at forny de cirka 45 hektar skov.
Ud over landbrugsdriften er godsets personale beskæftiget med at vedligeholde den store bygningsmasse. Der følger forpligtelser med at være ejer af blandt andet en bevaringsværdig hovedbygning tilbage fra 1755.
”Vi nyder naturligvis selv omgivelserne her og det gamle hus, selvom vi kan mærke årstiderne gennem huset,” siger han.
Generationsskifte gennemført i 2019
Lyngbygård drives fortsat som et familieejet landbrug. Ejendommen har været i familiens eje siden 1945, og Niels Jørgen Bønløkke og Poul Jakob Bønløkke er henholdsvis tredje og fjerde generation af slægten.
I 2009 tog de hul på et generationsskifte, og det var 10 år efter fuldt realiseret. Niels Jørgen Bønløkke er dog med sin erfaring stadig en betydelig del af den daglige drift.
”Det er nok unikt, at vi er så mange familiemedlemmer med i arbejdet – tre generationer der deler gårdsplads,” siger Poul Jakob Bønløkke, hvis svoger og onkel ligeledes er med i driften.