Da Pianokompagniet sidste år flyttede ind i nye lokaler på J.P. Larsens Vej, var Brabrand Kulturuge i fuld gang. I år har den lille virksomhed valgt at engagere sig i den lokale kulturuge og inviterer søndag d. 10. september til koncert, hvor du kan opleve musik af den russiske komponist Sergej Rachmaninoff.
”Vi glæder os til at invitere folk inden for,” siger Eva Kruse Larsen og Poul Wandahl fra Pianokompagniet på J.P. Larsens Vej.
De viser vej ind i virksomhedens overvældende showroom, hvor koncerten med de to musikere Emma Arent Roesgaard, klaver, og Maria Johannsen, sopran, kommer til at foregå.
Blandt smukke klaverer og flygler og med masser af lys fra de store ovenlys-vinduer har Pianokompagniet smukke rammer for en klassisk koncert – og nu skal rammerne prøves af.
”Vi vil gerne være en aktiv del af lokalsamfundet her i Brabrand, hvor vi føler os godt tilpas. Det er oplagt at deltage i kulturugen, nu hvor vi bor her,” siger medindehaver Poul Wandahl.
”Sidste år nåede vi knap nok at opdage, at der var kulturuge. Vi så et flag ved naboen og spurgte om, hvad det drejede sig om. Og det vil vi rigtig gerne bidrage til.”
En central del af virksomheden består i at holde klaverer og flygler overalt i Jylland og på Fyn stemte og i orden. Det gælder blandt andet på det Jyske Musikkonservatorium, hvor Pianokompagniet derfor har gode kontakter.
Det førte til en aftale med to af konservatoriets talentfulde musikere, Emma Arent Roesgaard og Maria Johannsen, som præsenterer virtuos klavermusik af den russiske komponist Sergej Rachmaninov.
Første kultur-arrangement i nyt showroom
Emma Arent Roesgaard spiller på et af bedste flygler i Pianokompagniet og akkompagnerer Maria Johannsen, sopran. De to vil dykke ned i den poetiske verden af skønhed i Rachmaninovs sange.
Det bliver formentlig første gang, den tidligere lagerhal på J.P. Larsens Vej danner rammen om en kulturbegivenhed.
Sergej Rachmaninoff levede i årene 1873-1943 og blev verdensberømt for sine klaverkoncerter, som han selv opførte. Hans sange er musikalsk krævende, især fordi de færreste har så store hænder, som han havde.
I 1918 opholdt han sig i Danmark – med sin familie på flugt fra den russiske revolution. I efteråret 1918 fik familien indrejsetilladelse til Amerika, hvor de efterfølgende slog sig ned permanent.
Emma Arent Roesgaard, klaver, studerer nu klassisk klaver på Det Jyske Musikkonservatorium. Derudover har hun spillet en del kammermusik.
Maria Johannsen, sopran, har sunget koncerter med opera- og oratoriearier og Lieder i Tyskland, Danmark, Italien, Skt. Petersborg og England. Hun har været solist ved barokkoncerter med stort ensemble under ledelse af barokviolinisten, Peter Spissky, bla i Schloss Gottorf i det nordlige Tyskland og i København.
Søndag d. 10. september kl. 16.00: Klaverkoncert med musik af Sergej Rachmaninoff opført af Emma Arent Roesgaard og Maria Johannsen hos Pianokompagniet, J.P. Larsens Vej 17 C, 8220 Brabrand. Der er gratis adgang men med opfordring til at give et frivilligt økonomisk bidrag, der går ubeskåret til kunstnerne.
Læs også:
Pianokompagniet får det hele til at spille i klaverer og flygler