
Næsten uanset hvornår på døgnet, du lægger vejen forbi idrætsanlægget på Engdalsvej, kan du med stor sandsynlighed møde Henrik Andersen. Som ulønnet teknisk direktør i Brabrand IF Fodbold bidrager han dagligt til at holde anlægget i orden. Fredag fik han overrakt Æresmedlemmernes Pokal for sit store arbejde.
I en stor forening som Brabrand Idrætsforening kan det for de næsten 3000 medlemmer ofte se ud, som om alt fungerer nærmest af sig selv. Men i kulisserne sørger folk som Henrik Andersen for, at de fysiske rammer bliver opgraderet eller repareret, når de går i stykker.
Men det lægger mange af foreningens æresmedlemmer mærke til. De kender selv Brabrand IF ud og ind efter mange års foreningsarbejde, og ved hvor stor en indsats, der gøres i kulissen af Henrik Andersen og mange andre frivillige.
Æresmedlemmerne i Brabrand IF mødes en gang om året til en middag, hvor foreningen er vært. Et af aftenens program-punkter er, at de skal blive enige om, hvem som skal modtage pokalen for at at have gjort en særlig stor indsats for idrætsforeningen.
I år var der ingen tvivl: Den pokal skulle Henrik Andersen have. Som ulønnet teknisk direktør i Brabrand IF Fodbold lægger han selv utallige frivillige timer i arbejde for at holde idrætsanlægget i en god stand.
Og fredag aften i pausen af 2. divisions-opgøret mellem Brabrand IF og Skive IK fik Henrik Andersen overrakt pokalen til massive klapsalver fra de mange fremmødte til kampen.
Mange roller i BIF Fodbold
Beboere på Engdalsvej har i løbet af foråret i aftenskumringen kunnet opleve et usædvanligt syn på idrætsanlægget: En mand i orange regnjakke løbende efter en blinkende tingest i bevægelse hen ad græsset.
Det var sandsynligvis Henrik Andersen, som midt på aftenen var forbi idrætsanlægget for at føre tilsyn med de to robot-plæneklippere, som sørger for at holde græsset på fodboldbanerne nede i den rigtige længde.
Det gør de godt – det meste af tiden. Og når de af en eller anden grund går i stå, kan Henrik Andersen se det på sin telefon derhjemme. Og så hopper han ofte på cyklen og kører til Engdalsvej, for at se hvad problemet kan være.

Robot-plæneklipperne er blot et enkelt af Henrik Andersens arbejdsfelter. Ud over at igangsætte utallige reparations- og opgraderings-opgaver i gang på anlægget, fordeler han træningstider til de forskellige hold og sender ugentlig en mail rundt til samtlige trænere med den aktuelle plan.
Desuden løser han opgaver som for eksempel:
- Opgradere internettet på idrætsanlægget – med ekstern assistance
- Bygge ladeplads til robot-plæneklipperne og bestille Brabrand El til at lave strømmen
- Købe sneslynge og rydde sne ned til kunstgræsbanen og så maskinerne kan komme ind, for at gøre det grove arbejde
- Konstatere fejl på LED-lyset ved kunstgræsbanen og forsøge at få leverandøren og producenten til at udbedre fejlen
Desuden er han ofte fotograf ved aktiviteter på anlægget – og så må man ikke glemme arbejdet de timer, han bruger som arrangør af kurser for klubbens trænere og som medlem af bestyrelsen i Brabrand IF Fodbold og af hovedforeningens repræsentantskab.
De seneste modtagere af pokalen har været: 2024 fodboldherrerne i 3. division, nu 2. division, for pokalsensationen, 2023 Grith Christensen, gymnastikafdelingen, 2022 Jacob Lundsgaard, Klubbladet, 2021 Jesper Richard, badminton-afdelingen.
Læs også:
Bag kulisserne i BIF: Nok at se til i foreningens tekniske afdeling



