
De to Brabrandhaller er hele weekenden fyldt med julestemning og glade fodboldbørn. Igen i år arrangerer Brabrand IF Fodbold det traditionsrige Julestævne – og i år med rekord-deltagelse af over 200 pige- og drengehold med sammenlagt over 1000 deltagende fodboldspillere.
Traditionen tro er der nok at gøre for julemanden, som med jævne mellemrum går en runde i de to idrætshaller og byder på en karamel og et julekram til både børn og voksne.
Julen har gjort sit indtog i Brabrandhallerne den sidste weekend før jul. Al jule-stress er lagt til side, og der er fuld fokus på hygge og fodboldspil. I den rækkefølge.
Og det er en tradition, fodboldhold fra hele Jylland har lyst til at deltage i. For første gang nogensinde har Julestævnet rundet 200 deltagende fodboldhold – og det betyder, at der både lørdag og søndag spilles fra kl. 8 om morgenen til ud på aftenen.
Men trods de mange deltagende hold forløb alt stille og roligt, og arrangørgruppen havde lørdag eftermiddag tid til at gå rundt og ordne mindre, forefaldende opgaver.
“Det kører bare,” sagde en af arrangørerne, Camilla Bording, som sammen med Lene Krogh, Peter Jakobsen, Mathias Schildt, Johnny Vinding, Egon Laursen, og Allan Kjær Skou har samlet trådene.
“Det er virkelig fedt med så mange tilmeldte hold, og vi har kun fået positiv feedback fra de gæstende hold,” fortalte Camilla Bording.
Især den afsluttende præmie-overrækkelse er både piger og drenge helt vilde med. Mathias Schildt fra arrangørgruppen byggede til stævnet sidste år et podie, som hver enkelt hold modtager deres præmier på, mens der som på de store arenaer blæses røg ud over dem, mens Queens “We Are Champions” spilles for fuld udblæsning.
“Selvom holdet måske har tabt fire kampe, så er det præmie-overrækkelsen, de fleste husker,” fortæller Peter Jakobsen fra arrangørgruppen.
Alle deltagere får overrakt en statuette, og desuden er der holdpokaler til de bedste hold – bortset fra i de yngste årgange, hvor man ikke noterer resultaterne.
Tombola og juleskattejagt
De yngste hold spiller på særlige små baner på tværs af hallen ved hjælp af særlige bander, som en af fodboldafdelingens ildsjæle, Henrik Andersen, har produceret.
Den model fyldte 10 år i år og fungerer stadig upåklageligt.
Også tombolaen, hvor Egon Laursen byder på masser af gevinster doneret af lokale virksomheder, er en årlig tradition, der er med til at skabe et yderligere overskud til fodbold-afdelingen.
Blandt de nye initiativer er en juleskattejagt i hallen, som arrangørerne især har planlagt til de søskende, som er slæbt med til Julestævne, og som bare ikke orker at se flere fodboldkampe.
Desuden er der kommet en reception i forhallen, hvor klubbens u12-piger byder velkommen til de gæstende hold og viser dem vej til omklædningsrum og andre faciliteter.
Julestævnet fortsætter som nævnt hele søndagen, og alle er velkomne til at lægge vejen forbi og nyde stemningen.
Her får du en række stemningsbilleder fra stævnet – alle taget af Henrik Andersen.








