Her hvor vi har taget hul på den sidste uge inden vi går på juleferie, inviterer Livsværkstederne i eftermiddag fra kl. 14.00 til julefest i caféen i City Vest. “Det er ALTID spændende at opdage, hvad Ina og kollegerne i køkkenet har fundet på til den søde tand,” skriver Livsværkstederne i invitationen. Alle er velkomne til at kigge forbi. Du finder Café Vita ved at tage rulletrappen en etage op og drej 180 grader rundt, når du når toppen.
Tirsdag, onsdag og torsdag kl. 15-17 inviterer Gellerup Kirke til Åben Kirke, hvor alle er velkomne til at benytte kirken som et stille fordybelsesrum. “Brug 5 minutter – eller den tid du har brug for – til at sætte dig ned i kirkens rum og lade stilheden sænke sig,” lyder kirkens invitation.
Onsdag kl. 14-17 inviterer Madkiosken i Gellerup til julehygge, hvor du blandt andet kan købe de sidste julegaver hos organisationen Ajyal, der samarbejder med lokale håndværkere og producenter i Palæstina, og vil have et udvalg af palæstinensiske varer til salg. Madkiosken står desuden for varm gløgg og et forsøg på en Gellerup-version af risengrød. Du finder Mdkiosken på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Lottesvej.
Beboerne i Gellerup og organisationen Almen Modstand tog mandag aften hul på forberedelserne, til afgørelsen fra EU-Domstolen falder på torsdag. Det skete med bålhygge foran blok A4 ved Jettesvej, hvor en del mennesker benyttede lejligheden til at kigge forbi.
Aarhus Kommune har åbnet for tilmelding til babysvømning i bl.a. Gellerupbadet. “Er du klar til hyggelige stunder i vandet med din lille? Babysvømning er en fantastisk måde at styrke både motorik og tryghed – og skabe gode oplevelser sammen,” skriver Sport og Fritid under Aarhus Kommune. Du kan tilmelde jer via siden her.



