
I bofællesskabet Birkebo på Hejredalsvej går de 10 beboere og glæder sig. De lever alle med forskellige handicaps, men har som andre mennesker behov for både privatliv og fællesskab. Begge dele får de snart mere af, når en omfattende udbygning af bofællesskabet til næste år står færdigt.
Rejsegilder er ikke bare hotdogs og Cocio cacaodrik. Det er også drømme, der er på vej til at blive til virkelighed.
Sådan er det også for beboerne i bofællesskabet Birkebo, som torsdag deltog i rejsegildet på den 277 kvadratmeter store tilbygning til deres hjem på Hejredalsvej.
“Vi er 10 voksne mennesker som lever med forskellige handicaps. Vi har alle store drømme og ønsker om et aktivt og indholdsrigt liv!”
Sådan indledte bofællesskabet Birkebo for to år siden en ansøgning til Den A. P. Møllerske Støttefond.
“Vi drømmer virkelig meget om at få bedre plads! Så vi håber, at I kan hjælpe os med penge til at bygge Birkebo om, så vi får hver vores lille toværelses lejlighed med eget bad og mulighed for et lille køkken,” lød det fra beboerne.
Beboernes ønske blev hørt. A.P. Møller-fonden donerede 14 millioner kroner til bofællesskabet for voksne med handicap, så beboerne kan få mere plads og højere livskvalitet.
Torsdagskage og fredagsslik
Og torsdag var der rejsegilde på byggeriet, der rejser sig bag det nuværende bofællesskab på den stejle skråning op mod boligblokken på Emmasvej.
Her kunne beboerne sammen med deres forældre og andre pårørende for første gang få et indtryk af, hvad der venter, når byggeriet er færdigt.
De fire nye to-værelses lejligheder samt et stort fælleslokale kommer til at supplere det nuværende bofællesskab, der bliver renoveret og indrettet, så alle beboerne får de samme fine forhold. Og det bliver en stor forbedring for beboerne, selvom de er glade for deres nuværende hjem:
“Vi har vores eget værelse og deler bad med en medbeboer. Vi spiser sammen i fællesstuerne, hvor vi også hygger os med torsdagskage, ”Vild med Dans”, fredagsslik, og hvad vi ellers finder på. Vi hjælper alle til – så godt vi kan – med forskellige praktiske opgaver, og vi får hjælp fra personalet til de ting, vi ikke selv kan,” har beboerne fortalt i ansøgningen til byggeriet.
Indflydelse på eget liv
Birkebo blev indviet i 1994 som et ungdomstilbud under kollegielignende forhold. Beboerne har ét værelse på ca. 20 m2, deler badeværelse med en medbeboer og har fælles opholdsrum som stue og køkken.
“Men udviklingen i botilbud til mennesker med handicap har siden 1994 flyttet fokus hen på den enkeltes ret til selvbestemmelse og indflydelse på eget liv, hvilket vi gerne vil understøtte med ombygningen,” siger Flemming Lehm, der er forstander for det selvejende tilbud Solbakken, som Birkebo hører under.

Målet med ombygningen er at styrke de 10 beboeres indflydelse på deres eget liv og understøtte muligheden for et aktivt og indholdsrigt liv ved at forbedre deres fysiske rammer.
“I dag drømmer vores beboere i langt højere grad om mere privatliv, mulighed for overnattende gæster, at kunne have mere pladskrævende fritidsaktiviteter i deres lejlighed og rum til gæster, uden at de skal sidde i beboerens seng,” siger tidligere souschef på Solbakken og nyudnævnt forstander på Birkebakken, Lone Svenningsen.
“Med ombygningen kan vi sikre beboerne, at de fremover har et liv, hvor der både er bedre rammer for et godt privatliv og fokus på det vigtige fællesskab lige uden for døren.”
Sikring af beboernes livskvalitet
Bofællesskabets 10 borgere i alderen 28-50 år lever alle med betydelig og varig nedsat funktionsevne. Birkebos vigtigste opgave er at være et godt hjem for beboerne. Beboerne får støtte af et pædagogisk personale til at klare hverdagens opgaver og leve så selvstændigt som muligt.

I første omgang undersøgte ledelsen på Birkebo, om en ombygning ville kunne ske ved fuld selvfinansiering, for eksempel ved at hæve beboernes husleje. Men det ville gå alt for meget ud over beboernes livskvalitet.
Alle beboerne har en varig og vidtgående fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, og er alle på førtidspension. Hvis Birkebo skulle hæve deres husleje nok til, at der var penge til at bygge om, ville det gå markant ud over beboernes økonomiske råderum til at deltage i helt almindelige aktiviteter som biografture, koncerter, ferieture og sociale fællesskaber.
Derfor er der stor glæde over støtten fra A. P. Møllerske Støttefond, der hjælper med til, at beboernes drømme nu snart bliver til virkelighed.
Birkebo er en afdeling under det selvejende tilbud Solbakken, der hører under paraplyorganisationen Jysk Børneforsorg/Fredehjem.
