
Planerne om klassisk grundtvigiansk højskole midt i Gellerup er endeligt droppet. Det var blandt andet for svært at finde finansiering til projektet. I stedet sætter Aarhus Kommune i 2026 gang i et pilotprojekt, der skal teste grundlaget for et ungekulturhus i ejendommen Gudrunsvej 82 i Gellerup.
“Det her er et hus med en enormt god energi. Nu skal vi finde ud af, hvordan kører vi det videre.”
Sådan lød det for nylig fra Frederik Ravn Andersen, som har været koordinator for projektet med det langstrakte navn Gellerup Højskoles Forsamlingshus.
På kvartalsmødet i Samvirket for Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken fortalte han om de foreløbige planer for stueetagen i ejendommen Gudrunsvej 82, der siden 2020 har dannet rammen om højskole-aktiviteter.
Selvom planerne om at skabe en Gellerup Højskole led skibbrud for over et år siden, har der fortsat været afholdt kultur-aktiviteter i lokalerne.
For nylig stod Gellerup Højskoles Forsamlingshus bag debat-arrangementet “Er højskoler mere for Hellerup end Gellerup”, og torsdag d. 18. december byder arrangementet “Rap & Wraps” på fællesspisning og optræden af upcoming rappere og musikere.
Desuden har man gennemført en række weekend-højskoler, hvor deltagerne har kunnet vælge mellem flere linjefag og i øvrigt har haft mulighed for at opleve ægte højskolestemning med fællessang, foredrag og fællesspisninger.
Men de aktiviteter slutter senest d. 30. juni 2026 – eller når pengekassen er tom, fortalte Frederik Ravn Andersen på kvartalsmødet. “Pengekassen” er de to mio. kr., som Gellerup Højskole i 2020 fik fra Slots- og Kulturstyrelsen til at skabe kulturaktiviteter i ejendommen Gudrunsvej 82.
Mulighed for et ungekulturhus i Gellerup
Men et nyt initiativ er på vej i de selvsamme lokaler, meddelte kultur-rådmand Rabih Azad-Ahmad for nylig i en pressemeddelelse. Han har afsat knap 1,5 millioner kroner til tre nye initiativer, der skal løfte børn og unges trivsel i kommunen.
Blandt andet vil Kultur og Borgerservice igangsætte et pilotprojekt, der har til formål at teste grundlaget for et ungekulturhus i Gellerup.
Det overordnede ønske med projektet er at styrke forbindelseslinjerne mellem Ungekulturhuset på Tage-Hansens Gade (del af det gamle Amtssygehus) og andre ungemiljøer i byen.
“Der er indledt dialog med Gellerup Forsamlingshus, der står over for en transformation fra 2026. Planen er, at forsamlingshuset skal flytte ud. I stedet skal ideen om et ungekulturhus i Gellerup afprøves,” fortalte rådmanden i pressemeddelelsen.
Pilotprojektet skal gennemføres i tæt samarbejde mellem de tre magistrater Kultur og Borgerservice, Sociale Forhold og Beskæftigelse samt Børn og Unge. UngiAarhus har allerede fat i en del af de unge i Gellerup, da der er omfattende ungdomsskoleaktiviteter i bygningen.
Har tiltrukket unge fra hele Aarhus
Frederik Ravn Andersen ser det som oplagt, at Aarhus Kommune nu forsøger at afprøve tankerne om et ungekulturhus på Gudrunsvej 82, hvor også bl.a. UngiAarhus har til huse.
“Jeg synes, vi er lykkedes med at lave et hus, hvor der kommer en masse mennesker i alderen 13-30 – det man kunne kalde unge voksne,” sagde Frederik Ravn Andersen på kvartalsmødet.
“Et unge-kulturhus vil passe godt til huset her, hvor ungdomsskolen har mange aktiviteter. Det er et hus med mange forskellige brugere, og som nærmest er blevet en venue i sig selv.”
Han pegede på et par centrale læringspunkter fra årene med højskole- og forsamlingshus-aktiviteter:
“Det har været fedt at kunne skabe et kulturtilbud her i bydelen her, hvor det faktisk er lykkedes at få unge fra hele Aarhus til at cykle herud til Gellerup,” sagde han.
“Det århusianske kulturliv har været enige om, at det tidligere har været svært at lave kultur-venues uden for ringgaden. Men her er det lykkedes at skabe en slags satellit i vestbyen, hvor vi i samarbejde med bl.a. spillestedet Turkis har kunnet samle unge til forskellige aktiviteter.”
Han lovede, at aktørerne bag Gellerup Højskoles Forsamlingshus straks i 2026 begynder at samle op på erfaringerne med at skabe kultur-aktiviteter i bygningen. Og så kommer der i løbet af foråret en stor afslutningsfest, tilføjede han.
