Onsdag var en festdag for DSB, som i Logistikparken i Årslev kunne holde rejsegilde på den 20.000 kvadratmeter store værksted, der er en vigtig del af DSB´s grønne omstilling. Her vil DSB vedligeholde og reparere de nye eldrevne IC5 eltog, der efter planen kommer på skinnerne i 2027.
DSB investerer i disse år mere end 40 milliarder kroner i tog og værksteder, så fremtidens togrejse bliver mere bæredygtig, hurtigere og endnu mere punktlig. Det nye værksted i Brabrand er en del af den investering for at fremtidssikre togdriften i Danmark.
Sådan lød det i går fra en stolt værkstedschef Finn Bloch, som viste rundt i byggeriet.
Værkstedet koster 1,3 milliarder kroner at opføre, og bygningen er lang nok til at kunne servicere de nye 109 meter lange IC5 tog, der er på vej til landet. 80 af dem får base her i Aarhus. DSB køber efter planen 150 af den type tog.
DSB udtrykte ved rejsegildet især stolthed over, at nybyggeriet har opnået såkaldt platinstatus, når det gælder bæredygtighed. Når værkstedet i Årslev står færdigt ved årsskiftet 2026/27, skal det efter planen være blandt de mest bæredygtige byggerier i Danmark.
For at nå platincertificeringen i Aarhus har DSB blandt andet skulle nedsætte CO2-udledning yderligere, højne arbejdsmiljøet samt ændre på isolering og konstruktioner i det kommende værksted.
Eksempelvis skal godt halvdelen af stålet til tag-og facadepladerne komme fra genbrugt stål, armeringsstålet skal laves med energi fra eksempelvis vandkraft, og isoleringsmaterialet være produceret med et lavt CO2-aftryk, fortalte Finn Bloch.
Dertil kommer et stort fokus på indeklimaet, hvor det er besluttet, at der ingen afgasning må være fra byggematerialerne, og at luftkvaliteten i værkstederne skal være helt i top med værdier på under halvdelen af det tilladte.
Og så kommer der ekstra solceller på den overdækkede parkeringsplads, der leverer grøn strøm til de ansattes elbiler.
Vil være førende inden for grøn omstilling
Det kommende værksted i Årslev skal som nævnt stå for vedligeholdelse og reparationer af fremtidens nye elektriske tog, sammen med to andre topmoderne værksteder i København og Næstved.
”DSB har altid handlet om, at vi kunne komme effektivt og godt på arbejde, på besøg og på eventyr, og vi har et mål om, at alle vores togrejser og al øvrig drift forsynes af vedvarende energi i 2030. Det nye værksted i Brabrand er et vigtigt skridt i retning mod en mere bæredygtig rejseform med tog,” skriver DSB om det nye værksted.
Fælles for værkstederne er, at de bliver førende inden for den grønne omstilling, hvilket DSB sikrer sig ved at benytte den mest anerkendte certificeringsordning indenfor bæredygtigt byggeri – nemlig den såkaldte DGNB certificering.
DBNB er en certificeringsordning målrettet bygninger og byområder baseret på FN’s definition af bæredygtighed med tre hovedsøjler: social-, økonomisk- og miljømæssig bæredygtighed.
Der er flere hundrede forskellige parametre, som DSB i forbindelse med certificeringen og byggeriet har skulle tage stilling til.
Det gælder alt fra genbrug af regnvand, fokus på biodiversitet og arbejdsmiljø, genanvendelse af byggematerialer, energioptimering og ikke mindst CO2-fodaftrykket fra materialer og byggeprocesser.
Læs også: