
Realdania har for længst bevilget 11 mio. kr. til et omfattende nybyggeri omkring Veteranhjem Midtjylland på Edwin Rahrs Vej 61, og allerede i foråret kom godkendelsen fra Aarhus Kommune. Men først nu nærmer tiden sig for det første spadestik til det omfattende byggeri på kanten af Langdalen.
Det er en stille vinteraften i veteranhjemmet på Edwin Rahrs Vej. Ilden knitrer i pejsen, og snakken går blandt personerne omkring sofabordet: Husets aktuelle beboere og besøgende veteraner.
Den rolige stemning i huset skulle gerne bevares fremover, men samtidig ønsker bestyrelsen for Veteranhjem Midtjylland også at åbne huset for flere besøgende.
Først og fremmest håber man at komme i kontakt med en langt større del af de cirka 1700 krigsveteraner i Østjylland. Og desuden ønsker bestyrelsen også, at veteranhjemmet kan blive mere integreret del af hverdagslivet i Brabrand-området.
Nybyggeri ventes igangsat i marts
Et omfattende nybyggeri skal være med til at skabe rammerne for, at mange flere mennesker kan komme og gå i omgivelserne på Edwin Rahrs Vej 61, samtidig med at den nuværende stemning bevares.
Arkitektfirmaet Friis & Moltke har skabt den 364 kvadratmeter store villa, der ligger med en fantastisk udsigt ud over Langdalen.

Det var den danske knallertkonge Willy Johannsen, også kaldet ”Derby Svejseren”, der i sin tid fik huset bygget. Huset er stemplet som bevaringsværdigt, men efter flere års forarbejde er det lykkedes at få byggeplanerne godkendt, blandt andet via en ny lokalplan for området.
Formand for Veteranhjem Midtjylland, Peter Suarez Bjørndal, glæder sig til endelig at komme i gang med byggeriet.
”Det bliver et virkelig flot byggeri, der kommer til at give os helt nye muligheder her i området. Vi håber, at byggeriet kan komme i gang i løbet af marts 2019, og så skulle det være færdigt i løbet af efteråret”, siger han.
De fire nye bygninger
Arkitektfirmaet Effekt har tegnet udbygningen, der i virkeligheden er fire forskellige byggerier:
Aktivitetshuset, også kaldet Laden på ca. 100 kvadratmeter – kan anvendes til billard, bordtennis og andre aktiviteter. Desuden kan væggene skydes til side, så der også kan være foredrag i huset.
Drivhuset på ca. 60 kvadratmeter – Her kan veteranerne dyrke forskellige planter og kan i øvrigt bruge huset som en slags fristed. Huset skal ligge i forlængelse af den tidligere staldbygning, hvor man nu har motionsrum.
Kreativitetshuset på ca. 30 kvadratmeter – bygges længere nede ad skrænten, hvor veteranerne kan trække sig tilbage og arbejde kreativt med f.eks. maling eller anden kunstnerisk udfoldelse.
Udsigten – Endelig planlægges et mindre udsigtspunkt til højre for villaen, hvor veteranerne kan nyde udsigten ud over Langdalen.
Vigtig gensidig respekt og forståelse
Kun omkring hver femte af veteranerne i Øst- og Midtjylland har været forbi veteranhjemmet, og det vil den nuværende bestyrelse gerne ændre på.
”Det er nok en holdningsændring, der skal til. Man behøver ikke at være krøbling eller åbenlyst syg for at komme her. Veteranerne kan bruge veteranhjemmet som udgangspunkt for vandreture, overnatning i shelters, og alt muligt andet, man kan lave sammen.”, siger Peter Suarez Bjørndal.
”Her kan man finde varmen og trygheden i, at alle snakker samme sprog, og at ingen har brug for at stille en masse spørgsmål. Man snakker bare ud fra den gensidige respekt og forståelse, der er blandt mennesker, som har haft de samme oplevelser.”
Peter Suarez Bjørndal er selv veteran fra Balkan i 1995-97 og har som mange andre veteraner prøvet at være helt nede og vende, men er kommet stærkt tilbage til både familie- og arbejdslivet.

Søger flere frivillige
24 frivillige hjælper daglig leder Peter Andreasen med at sikre, at der er nogen i huset de fleste af døgnets timer. Men det kniber, og Veteranhjem Midtjylland søger derfor flere frivillige. Peter Suarez Bjørndal fortæller, at 60 frivillige er målet.
”Det er en god sag at støtte, og man bliver en del af et hus med en god, åben ånd. At være frivillig her kræver først og fremmest, at man kan tænke selv. Og man må gerne kunne sætte nogle aktiviteter i gang”.
Veteranhjemmet havde flere frivillige i den første tid på Edwin Rahrs Vej. Formanden vurderer, at en del frivillige nok er blevet overraskede over, at der kan være meget stille i huset. Der kan være perioder, hvor der ingen er at snakke med, og det kan have skræmt nogen væk.
I kontakt med lokalsamfundet
I sommeren 2018 inviterede veteranhjemmet for første gang lokalsamfundet inden for til Sct. Hans-fest, og i begyndelsen af december åbnede man dørene til julebrunch. Den slags aktiviteter vil man gerne tilbyde flere af.
”Vi vil meget gerne mere i kontakt med lokalsamfundet. Når vi har ressourcerne til det, skal vi ud og markere os noget mere. Vi bruger naturen og stien omkring Brabrand Sø meget og har snakket en del om på et tidspunkt at lave et løb rundt om søen. Vi vil også gerne give en hånd med, når der for eksempel skal laves nye mountainbike baner ovre i Grimhøj.”, siger formanden og fortæller om et eksempel på, at der så også kan komme noget tilbage igen.
Veteranhjemmet skulle have installeret ny varmepumpe, og man valgte at kontakte det lokale firma Multi Køl og Energi A/S på Holmstrupgårdvej, der endte med at installere varmepumpen gratis. Samtidig fik man leverandøren med på også at sponsere selve varmepumpen.
”Der vil altid være en seng til en mand der har brug for det”
Ejendommen er købt og drevet af Fonden Danske Veteranhjem, men aktiviteterne i huset skal veteranhjemmet selv finansiere. Virksomheder, fonde og privatpersoner støtter veteranhjemmet, og desuden tjener veteranerne selv penge ved for eksempel at hjælpe Aarhus Motion med afvikling af DHL Stafetten.
Der er plads til, at fire veteraner kan bo i huset en periode, mens de får orden på deres tilværelse. Desuden er døren åben for veteraner, som helt akut har brug for et sted at være.
”Hvis døren ikke er åben, står der et telefonnummer, man kan ringe til. Der vil altid være en seng til en mand, der har brug for det.”
Peter Suarez Bjørndal regner med, at huset fremover også i højere grad vil kunne blive et sted, hvor veteraner kan mødes med fagfolk som psykologer, socialrådgivere og bankfolk.
