
I tre år har Ole Brun Madsen, Hougårdsvej, researchet og skrevet på en bog om modstandsbevægelsen på Midtlolland, hvor han kommer fra. Arbejdet har været vanskeliggjort af den tavshed, der i de fleste familier har været om modstandsfolkenes arbejde. Bogen udkommer nu, kort før 75-årsdagen for befrielsen i 1945.
Da 2. Verdenskrig i 1945 blev afsluttet, var der fest over hele landet. Men en stor del af de modstandsfolk, der var med til at gøre livet surt for den tyske besættelsesmagt, oplevede, at de efter festen hurtigt blev skubbet til side og glemt.
Sådan var det også på Lolland, hvor Ole Brun Madsen kommer fra. Men for tre år siden besluttede han sig for at forsøge at samle historien om de mange af landets borgere, som satte livet på spil i kampen mod den tyske krigsmagt. I løbet af få dage udkommer bogen ”Besættelsen på Midtlolland 1940-45”.
Bogen fortæller historien om prominente personer som Kaj Munk, men også om alle dem, der leverede flugthjælp, tog i mod nedkastet materiel til modstandskampen og fremstilling og uddeling af blade, der reelt var den eneste information, borgerne fik om krigen.
En af dem var Ole Brun Madsens svigerfar, Eigil Eistrup Jensen, som flyttede til Brabrand efter sin pensionering først til Emmasvej og siden til Hovedgaden, hvor han døde i 1990. Han var gruppeleder i Rødbyhavn og spillede en fremtrædende rolle i modstandsbevægelsen på Lolland.
Intet materiale på lokalarkivet
I mange år har 78-årige Ole Brun Madsen, Hougårdsvej i Brabrand, været familiens arkivar, og det har resulteret i fire bøger om familien. Blandt andet skrev Ole Brun Madsen for få år siden en bog om sin egen opvækst i Maribo i perioden 1942-1960. Under arbejdet med bogen var han i 2017 i Maribo for at finde materiale om modstandsbevægelsen og denne periode.
”Jeg gik på biblioteket og i lokalarkivet og fandt ikke noget! Det mest beskæmmende var et billede, hvor der i beskrivelsen blot stod ”5. maj 1945, ukendte personer”.
Han kunne på stedet genkende sin tidligere rektor Sigurd Højby, som overtog det politiske styre i byen umiddelbart efter krigen. Han var leder af det lokale frihedsråd og en markant skikkelse i Maribo.
”Jeg syntes, det var uværdigt og mangel på respekt for de mennesker, der havde sat deres liv på spil for os, at de tilsyneladende var glemt. Sammen med en lokal historieinteresseret besluttede jeg, at det skulle der gøres noget ved. Jeg tilbød at redigere en bog med det materiale, det er lykkedes at fremskaffe indtil nu.”
Planen var ikke, at bogen skulle handle om hans egen familie, men bonusudbyttet af projektet har været, at han fandt meget ukendt materiale om familien, hvor mange viste sig at have været modstandsfolk.
”Førstegenerations-terrorister”
I de tre år, Ole Brun Madsen har arbejdet med bogen, er det lykkedes at opspore cirka 40 personer, hvoraf de fleste var børn af modstandsfolk – eller ”førstegenerations-terrorister”, som han kalder dem med et glimt i øjet.
Det, der satte skub i arbejdet, var en artikel i den lokale avis, Folketidende, hvor der var en opfordring til at komme frem med materiale til bogen.
”Det skal ikke glemmes, at det officielle Danmark kaldte modstandsfolk for landsforrædere, chauvinister og kommunister og reelt accepterede, at mange blev henrettet eller sendt i KZ på dette grundlag.”
Han understreger, at modstandsbevægelsen også var et folkeligt opgør med Danmarks officielle samarbejdspolitik.
”Det mest spændende har faktisk været at komme i kontakt med alle disse efterkommere af modstandsfolk. De har virkelig reageret og er kommet med alt, hvad de har kunne finde af materiale. Nogle ting er unikke og har aldrig været publiceret før. Det har alt sammen gjort det muligt at fortælle den samlede historie.”
Tavsheden
Et gennemgående tema i samtalerne med de mange efterkommere af modstandsfolk har været, at forældrene typisk ikke har fortalt familien om deres indsats under krigen.
”Næsten alle, jeg har talt med, har sagt at ”vores forældre fortalte os aldrig noget”. I mange familier har det været sådan, at hvis man spurgte ind til deres arbejde under krigen, var svaret, at det skulle man ikke blande sig i. Mine forældre fortalte heller aldrig noget.”
Han mener, at det blandt andet kan skyldes den oplevelse, mange modstandsfolk havde efter krigens afslutning i 1945, hvor de etablerede politikere overtog ledelsen af landet, og mange modstandsfolk oplevede at blive skubbet ud til højre.
Og så minder han om, at der i tiden lige efter krigen var en hetz mod mange modstandsfolk for at have kommunistiske sympatier, selvom de i bund og grund var demokrater. Det kan have skabt en frygt for at fortælle for meget om krigens tid, mener han.
Inspiration til andre
Det er blevet til en lang række fortællinger om familiemedlemmer, hvis skæbne blev afgjort under krigen. Nogle måtte gå under jorden og en blev arresteret med våben og sprængstoffer. Han stod til henrettelse, men det lykkedes at bestikke den lokale kommandant i sidste øjeblik. Så efter tortur i Kolding blev han sendt til Frøslev. Ham, der havde stukket ham og deltaget i torturen, blev selv dødsdømt og henrettet efter krigen.
Det var karakteristisk for modstandsbevægelsen, at kun få kendte hinanden, sådan at de ikke senere kunne blive tvunget til at afsløre organisationen. Derfor har det været et puslespil for Ole Brun Madsen at finde ud af, hvem der var med i hvilke grupperinger.
Da det var svært at købe film under krigen, er det også sparsomt, hvad der findes af billeder. Men alligevel har der kunnet findes enkelte interessante fotos frem i gamle familiealbum.
Ole Brun Madsen håber, at bogen kan blive en slags håndbog til dem, der vil arbejde videre med materialet – og måske også en inspiration til andre om, hvordan man kunne gribe arbejdet an. Han ser den slags arbejde som et vigtigt bidrag til, at et lokalsamfund kan holde fast i sin identitet og sammenhængskraft.
I løbet af kort tid udkommer også bogen ”Brabrand under besættelsen”, skrevet af Vibeke Harsberg og Lars Nikolajsen. Den kan du læse mere om på Vores Brabrand i den kommende tid.