Brabrand Idrætsforening kan i 2024 fejre 90 års jubilæum. Men hvad er historien bag tilblivelsen af Brabrands store idrætsforening, der nu har over 3000 medlemmer? Her fortæller Børge Nielsen om, hvordan idrætten blev samlet i én forening i Brabrand.
Tekst: Børge Nielsen
Der er næsten lige så mange stiftelsestidspunkter, som der er afdelinger. Så det vil være svært at sige, hvornår Brabrand IF, som vi kender det i dag, blev stiftet.
Derfor tog et enigt repræsentantskab i begyndelsen af 1980´erne den beslutning, at den ældste afdeling, der eksisterede, da man sluttede sig sammen i 1966, skulle lægge stiftelsesdato til Brabrand IF.
Fodboldafdelingen var den ældste, og derfor er det afgjort, at Brabrand Idrætsforening blev stiftet den 24. Juli 1934.
Har der ikke været dyrket idræt i Brabrand før 1934? Jo – men der findes ikke nævneværdigt materiale om det i Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv. Vi ved dog, at tennisklubben blev stiftet allerede i 1920.
Desuden blev der dyrket idræt i både Brabrand Gymnastikforening og Brabrand Boldklub og gymnastik i De Unges Idræt, DUI. Og nogle gutter dannede Brabrand Drenge Klub og spillede fodbold mod nabobyerne.
Årsagen til, at tennisklubbens stiftelse ikke blev bestemmende var, at tennisfolkene ikke ønskede at være med ved stiftelsen af BIF i 1934. Tennisklubben blev først i løbet af 1960´erne en del af Brabrand IF.
Men i sommeren 1934 blev det meddelt i Brabrand Borger Blad, at den nye forening var stiftet:
”Brabrand Idrætsforening af 1934. Paa den konstituerende Generalforsamling den 24. Juli 1934 forelaa udkast til Vedtægter. Navnet blev Brabrand Idrætsforening af 1934 og Formaalet: Fri Idræt (Atletik), Fodbold og Gymnastik. Kun mandlige Medlemmer optages. Syv mands Bestyrelse. Foreningen startede med ca. 50 unge Mennesker.”
Foreningen fik siden håndbold og gymnastik på programmet. Senere kom endnu en forening til Brabrand, idrætsklubben SISU, der startede med atletik og senere fik gymnastik og basketball på programmet. Brabrand Badmintonklub så også dagens lys. Tennisklubben fortsatte for sig selv indtil slutningen af 1960´erne, hvor den også blev en del af Brabrand IF.
Ny fodboldbane med omklædningsrum
23. maj 1938 var en stor dag for den nye forening. Efter at have spillet fodbold mange forskellige steder i området, fik Brabrand endelig sin egen fodboldbane.
Fodbold havde indtil da levet under kummerlige forhold: En bane på Kroghs jorde nord for Hans Broges Bakker og en anden bane ved det tidligere gartneri Sønderlund ved Engdalsvej. Begge med omklædning i det fri. Ved den nye bane var der omklædningsrum og én bruser – naturligvis med koldt vand – til alle 22 spillere.
Den nye bane lige øst for Brabrand Kommuneskole (Engdalskolen) blev indviet under festlige forhold. Samtlige medlemmer af BIF marcherede i klubdragter gennem byen med et hornorkester i spidsen, og sognerådsformanden holdt tale.
Én stor forening
Op gennem 60´erne var der sket mere end en fordobling af befolkningstallet i Brabrand-Årslev Kommune, og idrætslederne indså, at forholdene på idrætspladsen og i gymnastiksalene slet ikke stod mål med tidens almindelige krav – og i øvrigt heller ikke kunne huse alle de nye idrætsudøvere.
Den store kommunesammenlægning i 1970 var på vej. Idrætslederne i lokalområdet havde indset, at der måtte gøres noget. Efter en del møder og sammenkomster enedes man om at foreslå medlemmerne i de respektive forening, at en sammenslutning til én stor idrætsforening ville være langt det bedste for idrætten i kommunen.
Man stod stærkere over for kommunen, og myndighederne havde lettere ved at forhandle med én partner end med mange. Alt i alt en fordel for begge parter.
Brabrand Idrætsforening, badmintonklubben og SISU var med fra starten, mens tennisklubben kom til et par år senere.
True Gymnastikforening var med på ideen, men vovede alligevel ikke at tage springet. I stedet gik den senere med i TST 79, der omfattede True, Skjoldhøj og Tilst.
Sammenslutningen blev konfirmeret på et møde i oktober 1966, og den nye forening havde fra starten ca. 1000 medlemmer.
Brabrandhallen kom til i 1971, og der kom svømmehaller i Tovshøj og Gellerup, så Brabrand IF fik hurtigt fordoblet sit medlemstal til ca. 2400 ved 50-års jubilæet i 1984.
Da var der mulighed for at dyrke hele 11 idrætsgrene: Atletik, badminton, basketball, bordtennis, fodbold, gymnastik, håndbold, svømning, tennis, trampolin og yoga.
Brabrand IF har gennem årene fungeret som en slags paraply-organisation for de forskellige afdelinger. Foreningen ledes af et repræsentantskab, der vælger et forretningsudvalg til at varetage de daglige forretninger.