Lokalcentret på Voldbækvej sprudler hver dag af aktiviteter, der samler flere hundrede ældre. Forleden var der årsmøde, hvor der især var stor ros til de mange frivillige, der står bag aktiviteterne. Men der blev efterspurgt én, som vil undervise i at bruge iPad.
”Mine børn siger til mig: ”Du skal følge med, det er godt for din hjerne.” Jeg irriterer mig bare over, at jeg ikke kan.”
Sådan lød det fra en af deltagerne i årsmødet på Lokalcenter Brabrand, der nu er omdøbt til Folkehuset Brabrand. Hun er flyttet til Brabrand efter tidligere at være blevet godt modtaget på det lokale lokalcenter på Voldbækvej. Og hun uddelte stor ros til husets mange aktive mennesker:
”Nu er jeg flyttet herud til Brabrand, her er en masse at snakke med. Lokalcentret er et fantastisk sted, hvor jeg er blevet virkelig godt taget imod. Og vi har altså nogle frivillige her på stedet, som er umanerlig dygtige,” sagde hun.
Hendes eneste ønske var, at der på lokalcentret kan oprettes et kursus i at bruge en iPad eller smart phone. Ingen på lokalcentret har dog kunnet binde an med den opgave, og derfor søges nu en person i lokalområdet til kurset.
Interesserede personer kan kontakte frivilligkonsulent Ulla Bording Jørgensen. Kontaktinfo i bunden af artiklen.
”Stor betydning af være frivillig”
Akvarelmaling, bridge, linedance og nørkleklub er bare nogle få af de mange aktiviteter, der er drevet af frivillige på lokalcentret. Og årsmødets deltagere var glade for de mange tilbud.
En af de frivillige på Voldbækvej er Jytte Lausen, som hver uge sørger for, at en lille gruppe samles om at spille skak.
”Vi mødes hver mandag formiddag for at spille skak en times tid, og så skal vi have kaffe og snakke om verdens problemer. Og måske det sidste spil bagefter trækker ud lidt længere end det burde. Men det har virkelig en stor betydning at komme herned og være frivillig og snakke med en masse dejlige mennesker,” sagde Jytte Lausen på årsmødet.
Frivilligkonsulent Ulla Bording Jørgensen mindede om, at man som frivillig altid kan stoppe igen, når man vil. Man er der helt frivilligt.
”Da jeg i 2019 blev ansat på lokalcentrene, blev jeg virkelig overvældet over, så hvor mange aktive der her er med til at skabe fællesskab, samhørighed og åbenhed. Det, I gør som frivillige, er jo på mange måder mere nyttigt, end det man kan gøre som ansat,” sagde hun.
Foredrag og koncerter trak mange tilhørere
Cirka 30 personer mødte op til årsmødet, der havde stort fokus på de frivillige, blandt andet i Centerrådet og det tilhørende aktivitetsudvalg.
”Vi vil meget gerne have nye personer, nye tanker og nye kræfter ind i arbejdet. Så det vil være rigtig godt med nogen, som vil stille op og gøre et stykke arbejde i centerrådet,” sagde formanden, Frede Schmidt-Hansen.
Han fortalte levende om opgaverne. Blandt andet har rådet foreslået en bedre udendørs belysning og flere p-pladser ved lokalcentret på Voldbækvej, og man ønsker et forbedret lydanlæg i foredragssalen.
Aktivitetsudvalget stod i året, der gik, blandt andet bag fejringen af lokalcentrets 30 års-jubilæum, og desuden blev der afholdt frivilligdag, og traditionen tro kunne man også deltage i flere udflugter og meget mere.
Den største succes var et foredrag om Brabrand Sø og Årslev Engsø, hvor der var fuldt hus. Også koncerter med Aarhus Jazz Orchestra tiltrak mange tilhørere.
Det er dog ikke alle tilbud, der bliver taget lige godt imod. Det er tilsyneladende slut med filmklubben, der ikke har kunnet samle den store interesse om blandt andet Disneyfilm i vinterferien.
Den traditionelle vinsmagning måtte også aflyses for første gang, og aktivitetsudvalget har i Centerbladet efterlyst bud på, hvad der igen kan gøre både udflugter og arrangementer på Voldbækvej attraktive.
”Vi har været lidt udfordret af, at der ikke er kommet så mange – men vi håber, at det vil gå bedre fremover,” sagde Frede Schmidt-Hansen i sin beretning. Centerrådet har nu besluttet at bruge af de opsparede midler til at sikre, at sænke deltagerpriserne en smule.
Du kan kontakte frivilligkonsulent Ulla Bording Jørgensen på email jbul@aarhus.dk