Brabrand Kulturuge er i fuld gang – blandt andet på en eng ved Brabrand Sø, hvor glaskunstner Annie Hjorth har udstillet en række værker om naturen i Aarhus Ådal. Udstillingen kan ses fra Brabrandstien, hvor mange gående og cyklister de seneste dage er stoppet op.
”Ræven kom os i forkøbet – så vi var nødt til at flytte værket ”Jorden Brænder”.”
Annie Hjorth peger ind mod en bunke frisk-opgravet jord på engen, hvor hun og hendes mand, Carsten Drasbæk gennem hele kulturugen udstiller glaskunst, hun har skabt omkring et fælles natur-tema.
Og naturen spiller med i udstillingen – som nu ræven, der ønskede sig et hul i jorden, præcis hvor kunstværket ”Jorden Brænder” skulle stå.
”Jeg havde forskellige visioner om, at der skulle komme nogle flammer ud af rævegraven. Men det er jo ikke så smart, når ræven stadig kommer og graver…. så vi endte med at stille værket op derovre i stedet,” siger hun.
For at ræven så ikke i nattens mulm og mørke skal gøre skade på kunstværket, har de sat en lyd-installation op, der normalt holder muldvarpene væk fra marken. Måske holder den også ræven på afstand?
Mange stopper op og snakker om kunstværkerne
Når man kigger godt efter fra Brabrandstien, kan man godt få øje på ”Jorden Brænder, de to blå glasværker ”Høj Sø” og alle de andre værker, hun sammen med Carsten Drasbæk har fundet det helt rigtige placering til.
”Det er reflektionerne fra sollyset, jeg går efter. Derfor har det været vigtigt at få dem sat op i den rigtige vinkel. Lyset er den største kunstner her,” fortæller hun.
Annie Hjorth udstiller også på Gasværket i Brabrand Kulturuge, hvor hun er en del af ”Brabrand Sø”-projektet. Men hun er overrasket over, at der tilsyneladende stopper mange flere op på Brabrandstien for at se den udendørs udstilling på marken.
”Jeg er virkelig positivt overrasket over, så mange der stopper op og snakker om det, de opdager på marken. Det er dejligt, at værkerne er så tilgængelige på den måde,” siger hun.
De forbipasserende kan blandt andet også nyde hendes udgave af en rørdrum, en isfugl og to vandhaner med frosne vandstråler.
”Alle værkerne er min måde at reflektere over nogle store ting, der sker i naturen i disse år. Jeg er for eksempel virkelig stolt af, at vi også lykkedes med at få lavet de to vandhaner,” fortæller hun.
Du kan som nævnt opleve Annie Hjorths glaskunst resten af Brabrand Kulturuge til og med søndag d. 15. september – både på Gasværket og direkte fra Brabrandstien, ca. 200 m øst for Brabrand Idrætsanlæg.
Læs også: