Rørdrum, isfugle, en smeltende regnbue og flyvende måger med skyer i vingerne. Glaskunstner Annie Hjorth finder inspiration i naturen lige uden for døren. Under Brabrand Kulturuge d. 7.-15. september kan du opleve hendes værker både på Gasværket og på engen ved Brabrand Sø.
Glaskunstner Annie Hjorth har ofte været en del af kunstudstillinger i Brabrands kulturhus Gasværket. Men hun holder meget af at afprøve nye muligheder – så denne gang flytter hun ligeledes sin glaskunst ud på marken, hvor hun bor.
Nærmere bestemt på græsmarken ved Brabrandstien ca. 200 meter øst for idrætsanlægget ved Engdalsvej. Her plejer en flok glade Dexter-kalve at boltre sig i sommerhalvåret – som en del af naturplejen, som foreningen Andelsko står for i den del af området nord for Brabrand Sø.
”Marken er udlånt af Andelsko, hvor de sommergræssende små Dexter-kreaturer gennem sjov og leg har skabt et cirkulært stykke bar jord. Det er nu omdannet til værket “Jorden brænder” med menneskeskabte flammer,” fortæller Annie Hjorth.
Med et glimt i øjet siger hun tak til dyrene for både at medvirke til øget biodiversitet i lokalområdet og for det unikke kunst-samarbejde – hvor i øvrigt også harer, muldvarpe, fasan, ræv, sommerfugle, guldsmede, biller, myg og mange andre levende dyr og insekter bør nævnes som medskabere af kunstværkerne.
Glasset bliver levende
Annie Hjorth har gennem årene været stærkt inspireret af naturen. Derfor var det helt naturligt for hende at gå ind i udstillingsprojektet ”Brabrand Sø”, hvor initiativtager og kurator Unn Høje har inviteret en række aktører til at bidrage.
Det har blandt andet resulteret i det 175 cm høje kunstværk “Lysbryderen” i douglasgran og bullseye-glas, der indfanger lyset i bevægelse og hermed forandrer sig over dagen. På den måde bliver glasset nærmest levende, forklarer hun:
”Når lyset brydes og rammer farverne i glasset, reflekteres strålerne forskelligt, og blander sig med farverne – afhængigt af om solen netop er på vej op eller ned. Dermed frembringes alt fra rødlig-gule til blålige farvetoner.”
“Med skyer i vingerne”
Med baggrund i en masse eksperimenter glæder hun sig desuden til at kunne fremvise nogle flotte fugle med skyer i vingerne.
Inspiration til fuglene har hun især fået af den store færøske glaskunst-fuglemester Trondur Patursson, som hun har været så heldig at møde og dele erfaringer med.
”Indtrykkene herfra har jeg taget med mig videre og omsat til mit eget fugleudtryk. Gennem talrige flyvende eksperimenter, som jeg glæder mig til at udstille for første gang i en særudstilling på Gasværket over temaet Brabrand Sø og Årslev Engsø, sammen med 5 andre kunstnere med forskellige kunstneriske tilgange,” siger hun.
Menneske nr. 7.575.847.001 vil også være tilstede, indsmeltet i glas. Odins ravne, Hugin og Munin, vil nok også finde vej.
”Jeg udstiller også forskellige glasværker i bullseye-glas heriblandt nye eksperimenter og fortolkninger af natur og fugleliv,” fortæller hun.
Blandt andet kan man opleve fortolkninger af høj sø, smeltende regnbuer, isflager og isfugle, rørdrum og flyvende måger med skyer i vingerne. Én i naturlig størrelse og to mindre. Desuden har hun indsmeltet nogle planter til fremtiden.
Udstillingerne er som nævnt en del af Brabrand Kulturuge fra 7. september til 15. september 2024.
Annie Hjorths glaskunst kan både opleves på Gasværket og direkte fra Brabrandstien, ca. 200 m øst for Brabrand Idrætsanlæg – eller tættere på, efter aftale ved at skrive til anniehjorth@mail.dk.
Mens kunstværkerne indtager marken, græsser kreaturerne på en anden mark på den anden side af Brabrandstien.
Du kan følge med på Instagram via @anniehjorth.dk og @andelsko.