Hvis du interesserer dig for Brabrands historie, tilbyder Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv i de kommende uger at gøre dig klogere på dit lokalområdet. Onsdag d. 22. januar inviterer lokalarkivet til lokalhistorisk aften på Gasværket. Arrangementet gentages torsdag d. 30. januar.
”Jeg tror ikke, det sker igen, at en mand så konsekvent får lov til at præge en samlet løsning for en ny bydel. Det var så konsekvent tænkt og udført!”
Det er blevet sagt om arkitekt Knud Blach Petersen, som var manden, der skabte Gellerupparken og i det hele taget har sat sit store præg på udviklingen af Brabrand.
Når Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv sidst i januar holder lokalhistoriske aftener, fortæller Lars Nikolajsen fra lokalarkivet om Knud Blach Petersen som ”Manden der byggede Brabrand”.
Helt tilbage i starten af 1950´erne blev visionen om Gellerupparken skabt af Brabrands kommuneingeniør S. Berggren Jensen og arkitekt Knud Blach Petersen i fællesskab, og det blev Knud Blach Petersen, som førte visionen ud i livet.
Knud Blach Petersen har i det hele taget sat sit præg på store dele af det moderne Brabrand. Han var arkitekten bag Hans Broges Parken, der blev startskuddet til Brabrand Boligforening. Og han tegnede ligeledes Søvangen, der midt i 1950´erne blandt andet leverede boliger til det stærkt voksende antal ansatte på Jaka, der producerede kød-konserves.
Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv holder traditionen tro de lokalhistoriske aftener sammen med Det gamle Gasværk, og der er flere andre temaer på programmet:
- En motorvej øst eller vest om Brabrand Sø
- Brabrand spadsereture og lægen Laurentius Holm
- Brabrand set fra luften
Onsdag den 22. januar kl. 19.30 og torsdag den 30. Januar kl. 19.30: Lokalhistorisk aften på Gasværket, Byleddet 2C. Billetter á 50 kr. inkl. kaffe og kage kan fra den 6. januar 2020 købes i Danmission Genbrug Brabrand, Hovedgaden 58 D.