
Der var ingen mål at varme sig på i lørdagens lokalopgør mellem VSK Aarhus og Brabrand IF – men det var præcis lige så intenst som altid i blæsten på VSK´s kunstgræsbane i Aarhus Nord. Med det ene point i hus er Brabrand nu ubesejret i seks kampe og rykkede endnu længere væk fra nedrykningsstregen.
Ikke siden midt i november havde den 19-årige målmand Lucas Martin været på holdkortet i Brabrand IF – men lørdag eftermiddag vendte han tilbage til holdet med et brag af en kamp.
Den unge målmand, der er udlejet fra Arsenal, har hele vinteren døjet med skader og sygdom. Men i lørdagens kamp var der ingen slinger i valsen. I 3-4 situationer, hvor VSK-spillere var sluppet fri til gode målchancer, var Lucas Martin klar og parerede de ellers gode forsøg fra hjemmeholdet.
“Det var fedt at være tilbage, og jeg er bare glad for at kunne levere en god præstation og et clean sheet, der kunne hjælpe holdet,” lød det fra en glad Lucas Martin, som også fik stor ros af målmandstræner Brian Gade.
“Jeg synes egentlig, vi har fint styr på kampen, men alligevel får de nogle store chancer. Vi forsvarer det godt, men kampen bliver sådan lidt kontra på kontra,” sagde Lucas Martin.

Store Brabrand-muligheder i starten
De to hold har mødt hinanden en del gange de sidste par sæsoner, og det blev denne gang akkurat lige så intenst som de fleste af de øvrige lokalopgør.
Brabrand greb taktstokken fra kampens start og skabte med hurtigt kreativt spil flere gode muligheder. Efter 10 minutter kom det, der skulle blive Brabrands største chance i kampen. I fri position foran straffesparksfeltet hamrede Simon Vesterbæk bolden mod mål. Undervejs blev bolden rettet af, og VSK´s målmand måtte levere en pragtredning for at holde bolden ude af målet.
Få minutter efter skabte angriber Nemo Thomsen oplægget til Magnus Kjellerup, som igen var fri foran målet, men denne gang røg bolden langt over mål.
Gradvist begyndte hjemmeholdet at vise tænder. VSK-spillerne var gode til at løbe i nye positioner, og det satte “de blå brasilianere” på hårdt arbejde.
Brabrands forsvarsspillere havde som regel held med at dæmme op for hjemmeholdets hurtige omstillinger, men i to situationer i første halvleg slap VSK´s hurtige angribere fri, og det var kun Lucas Martins hurtige reaktioner, der holdt bolden ude af målet.
Hos Brabrand var det især venstresiden med Lucas Møller og Rasmus Kirkegaard Jensen, som var med til at skabe gode muligheder inden pausen – men det kneb med at få spillet chancerne store nok.
Friske kræfter sikrede point
Efter pausen overtog Brabrand igen det meste af spillet, men VSK havde held til at lukke godt af – først og fremmest ved at holde et vågent øje med hurtige Nemo Thomsen, som konstant lurede på muligheden for at slå til.

Store chancer blev det dog ikke til. I stedet var VSK Aarhus skarpest på hurtige kontramuligheder, hvor Lucas Martin flere gange igen var redningsmand.
I den sidste del af kampen sendte træner Michéle Demontis friske kræfter på banen i forsøget på at sikre points af anstrengelserne.
20 minutter før afslutningen kom Simon Schouby og Nassim Bendaoud på banen som afløsere for de to hårdtarbejdende midtbanespillere Simon Vesterbæk og Henrik Borup, og sidst i kampen fik holdets to nye spillere, Hyunho Song og Sune Balle, også minutter i benene, da det ene point skulle forsvares hjem.
Det lykkedes – og de øvrige resultater magede sig endda sådan, at Brabrand IF øgede afstanden til nedrykningsstregen til otte points, da FC Helsingør slog Ishøj i fredagens opgør.
Næste lørdag kl. 14.00 venter netop FC Helsingør i endnu et spændende opgør på AURA Park i Brabrand.

C-Liga: Brabrand-Dalum/Næsby 1-2
Hjemme på AURA Park havde Brabrands kvinder besøg af fynske Dalum/Næsby. De to hold lå inden kampen tæt i nedrykningsspillet, hvor de kæmper om at undgå en enkelt nedrykningsplads.
Der var lagt op til, at kampen skulle ende 1-1, men i sidste minut ødelagde gæsterne lørdagen for Brabrand-spillerne, da de scorede sejrsmålet til 2-1.
“Jeg synes egentlig, at vi havde forberedt os godt på dem. De vil gerne spille på lange afleveringer til deres hurtige fløje, og det synes jeg faktisk vi var meget opmærksomme på i første halvleg,” sagde Brabrands assistenttræner Camilla Berg efter kampen.
“Desværre får de et lidt heldigt mål, efter at vi har en dårlig pasning på tværs midt på banen. De forsøger sig med et langskud, og bolden sejler ind over vores målmand, godt hjulpet af den kraftige vind.”
I pausen får Brabrand snakket om at blive stærkere i presset på modstandernes boldholder, som ellers ofte fik for let spil i første halvleg.
“Jeg synes, vi kom godt ud til anden halvleg med tre indskiftninger, og vi dominerede i de første 10 minutter. Vi fik flyttet spillet længere frem på bane og fik også skabt nogle halve chancer,” fortalte Camilla Berg.
“Vi blev ved med at køre hårdt på og viste rigtig god energi. Og det resulterede også i en udligning.“
Indskiftede Ida Nielsen fik et straffespark, da hun trak ind i feltet og blev hægtet af en modspiller. Marika Skov scorede stensikkert på straffesparket.
“Desværre mister vi momentum i kampen efter scoringen og faldt langt tilbage på banen. Vi kommer under pres, og de får flere muligheder for at score – og det lykkes også for dem at score sejrsmålet til allersidst,” sagde Camilla Berg.
God stemning efter sommerhus-tur
Nederlaget betyder, at Brabrand fortsat er under nedrykningsstregen, et enkelt point efter Randers Q. Randers-holdet er netop modstanderen næste søndag kl. 13 i Randers.
Camilla Berg glæder sig dog over, at der er en god stemning i truppen, som i uge benyttede en friweekend til at tage i sommerhus og hygge sig sammen.
“Dynamikken i truppen er enormt god, og de mange nye spillere på holdet byder sig virkelig til,” sagde Camilla Berg og fremhævede Rikke Søndergaard, som lørdag for anden kamp i træk med kampens spiller.
“Men stor cadeau til både de tidligere og nye Brabrand-spillere, som alle virkelig viser en stor lyst til at bidrage til, at holdet skal fungere godt.”



