
Kaffegrums, savsmuld og pap er ingredienserne, når Valhalla-spejderne i Brabrand skaber en helt ny slags brændsel til madlavning over bål. Ikke alene bygger de deres eget energisystem ved at forvandle lokalt affald til brændsel. De fjerner også skadelige metan-gasser fra kaffegrumsen under afbrænding.
Når du Sct. Hans Aften besøger Stadepladsen ved Brabrand Sø, kan du få en smagsprøve på det laboratorium for grøn omstilling, Valhalla-spejderne i Brabrand de seneste måneder har skabt.
Med spejderleder Thomas Aba i spidsen har over 100 af de unge spejdere engageret sig i at udvikle og producere bæredygtige briketter, der kan erstatte træ som brændsel.
“Vi viser, at energi og ressourcer er noget, vi selv tager ansvar for. Målet er et bæredygtigt lejrkøkken til Spejdernes Lejr 2026 med et minimalt forbrug af traditionel brændsel. Vi giver børnene en fortælling om, at de er en del af løsningen, og at store forandringer starter med små hænder og et stærkt fællesskab,” lyder det i Valhalla Gruppes præsentation af projektet.
“Formålet er at gøre bæredygtighed konkret. Vi aktiverer lokalområdet ved at indgå aftaler om afhentning af kaffegrums og savsmuld. Og børnene lærer at se ressourcer i det, andre kalder affald.”

Spejdernes samarbejdspartnere er blandt andre Brabrand Fineringscentral på J.P. Larsens Vej, der leverer savsmuld og SFO Engdalsvej, der bidrager med kaffegrums og affaldspapir og gamle æggebakker. Og så går spejderne ellers i gang med at producere briketter.
Snobrød og madlavning på Stadepladsen
Da der forleden var klimahandlingsdag på Verdenspladsen i Gellerup, stod en gruppe minispejdere for produktionen af briketter, der ved siden af fungerede som brændsel til bålet, hvor der blev varmet kakao i en stor gryde.
Senere er det planen, at briketterne skal fungere som brændsel, når spejderne laver snobrød på Stadepladsen til Sct. Hans-festen.
“Her viser vi byens borgere, hvordan deres kaffegrums er blevet til energi, og demonstrerer madlavning på vores nye komfurer. Det gør den grønne omstilling synlig og vedkommende for hele lokalsamfundet,” lyder det fra Valhalla-spejderne.
Senere på sommeren skal briketterne også levere brændsel til madlavning over bål på Spejdernes Lejr 2026.

Udvikler på metoden
Ideen opstod for nogle måneder siden hos Thomas Aba, da han pludselig faldt over en video på nettet om en fyr, som anvendte kaffegrums i briketter. Valhalla-spejderne var i gang med at formulere en fire-års plan for spejder-arbejdet, og han foreslog, at udvikling af de bæredygtige briketter kunne blive et projekt, som spejderne engagerede sig i på tværs af aldersgrupper.
“Det er også en klimamæssigt god løsning, fordi vi på den måde undgår, at kaffegrumset udskiller en masse metan, der er mange gange mere skadelig i atmosfæren end co2,” siger Thomas Aba.
“Men når vi brænder metanen af sammen med briketterne, fjerner vi muligheden for, at metangassen slipper ud i luften, bl.a. via deponering på lossepladser. I stedet får vi energi. I de her tider skal vi fokusere på at være innovative og prøve at skabe nye energi-former,” siger Thomas Aba.
Det er Nordea Fonden, enig i, og fonden har netop bevilget 45.000 kr. til projektet. Pengene skal bruges til at skabe en bedre briketpresse, købe gryder og bålsted, måleudstyr samt faciliteter til tørring og opbevaring. Alt det udstyr der skal til for, at Valhalla-spejderne kan producere bæredygtige briketter fra bunden og komme helt i mål.
“Vores ældste spejdere har fået rollen at forsøge at udvikle på vores fremstillings-metode og afprøve forskellige løsninger. Måske kan vi ved at ændre på tørretiden eller blandingsforholdet mellem kaffegrums, spåner og pap skabe en endnu bedre brændværdi i briketterne,” siger han.
I øvrigt fremhæver Thomas Aba yderligere en værdi ved projektet: Fællesskabet!
“Alle spejderne har en rolle i projektet, og på den måde er det et fælles projekt på tværs af aldersgrupperne. Det giver en følelse af at skabe noget sammen.”
Du kan læse mere om Valhalla-Briketten på denne hjemmeside.




