Inden længe skal politikerne i Aarhus tage stilling til, om der skal etableres en ny letbane-forbindelse med endestation i Brabrand. Men ideen om en letbane er slet ikke ny, kom det frem på onsdagens lokalhistoriske aften. Faktisk havde Brabrand frem til 1939 en direkte letbane-forbindelse ind til Aarhus.
Snakken har længe gået om ja eller nej til en letbane/BRT-linje fra Brabrand til Aarhus Centrum. I den debat har en del borgere talt stærkt for en mere direkte rute ind til midtbyen, end den planlagte via Gellerup, Bispehaven og Hasle.
Og faktisk afprøvede DSB allerede i 1930´erne en direkte ”hurtig-rute” mellem Aarhus og Brabrand, fortalte en af oplægsholderne på den lokalhistoriske aften, Steen Horster.
”DSB lavede et eksperiment med en letbane mellem Aarhus og Brabrand. Det var den første motorvogn, man kørte med hos DSB, hvor man ellers brugte damp-lokomotiver,” fortalte Steen Horster.
Man fik bygget motorvognen på togfabrikken Trianglen i Odense. Og for at motorvognen kunne køre på skinnerne ud til Brabrand og tilbage igen, fik DSB lavet en drejeskive både i Brabrand og ved Aarhus H, så togvognen uden problemer kunne vende og køre den anden vej.
”Da forsøget startede, var der 11 daglige frem og tilbage-ture mellem Aarhus og Brabrand. Letbanen kørte frem til 1939, men ikke med det samme tog. Det viste sig at være for lille og upraktisk, når man havde brug for at transportere mange mennesker. Man satte i stedet nogle nyere og større motortog ind på ruten,” fortalte Steen Horster.
Driftige Brabrand-virksomheder fik sidespor
Det var i øvrigt en tid, hvor stationen i Brabrand blev stadig mere central – ikke kun til persontransport men også i den industrielle udvikling i bydelen.
I sit oplæg fortalte Steen Horster blandt andet om sidesporene, der indledningsvis gjorde det let for den daværende cementfabrik i Brabrand at transportere produkterne rundt i landet.
Og i 1950´erne fik også Jaka-fabrikken, Dalsøgas og Hudecentralen anlagt deres egne sidespor.
I 1978 blev stationen i Brabrand lukket, og stationsbygningen blev revet ned året efter.
Hvis du har lyst til at høre mere om jernbanen i Brabrand gennem 117 år, om de glade dage med store rostævner på Brabrand Sø og andre emner, holder Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv endnu en lokalhistorisk aften torsdag d. 25. Januar kl. 19.30-21.30.
Entréen koster 50 kr. inkl. kaffe og kage. Send en mail til: dgg@detgamlegasvaerk.dk og udfyld emnefeltet med: Dato – Antal billetter – Dit navn. Du betaler ved indgangen.