Journalist Sara Laadal Mortensen fra Brabrand var hovedkraften bag den hjertegribende dokumentar om australske Kathleen Folbigg, som blev idømt 40 års fængsel for at have dræbt sine fire børn. Torsdag debuterer Sara Laadal Mortensen som forfatter, når hendes bog om dramaet udkommer.
Det var et drama, der rummede alt, hvad en historiefortæller kan drømme om. Den vildeste, mest grusomme og alligevel hjertegribende historie om en kvinde, som bliver dømt for at have dræbt sine fire børn – men historien får alligevel den mest fantastiske afslutning med to danske forskere i helterollen.
Via deres enestående viden om gener og genteknologi får de stoppet et 20-årigt langt justitsmord, og kvinden, Kathleen Folbigg, bliver til sidst frikendt.
Anmodning fra 90 forskere
Journalist Sara Laadal Mortensen husker præcis den dag tilbage i 2021, hvor hun første gang hørte om sagen.
Hun læste nyheden om, at en gruppe på 90 forskere fra hele verden anmodede myndighederne i New South Wales i Australien om at genoptage sagen fra 2003, hvor Kathleen Folbigg var blevet idømt 40 års fængsel for at have dræbt sine fire børn.
”Hendes fængsling – alle de 18 år, hun har siddet indespærret – er resultatet af et justitsmord”, lød deres påstand.
Hun arbejdede da som tv-tilrettelægger hos Deluca Film, og hendes journalistiske interesse for sagen blev straks vakt.
Der stod Nobelpristagere og meget anerkendte forskere bag skrivelsen til de australske myndigheder. Og hvad der var særligt interessant:
Det var to danske forskere, Mette Nyegaard og Michael Toft Overgaard, og et par af deres udenlandske kolleger, som for omkring ti år siden – uden overhovedet at kende til Kathleen Folbigg-sagen – gjorde den indledende opdagelse.
Ved hjælp af blodprøver var der fundet en meget sjælden genfejl hos de døde børn. Og de to danske forskere, som er eksperter i netop det gen, som fejlen er fundet i, undersøgte fejlen grundigt og kunne påvise hvor farlig og livstruende den er.
“Det var bare en vild historie”
Kathleen Folbigg var blevet udhængt som den værste seriemorder i australsk historie, men havde gennem alle årene hævdet, at hun var uskyldig. Var der virkelig en mulighed for, at den særlige gen-mutation kunne være skyld i børnenes død?
“Det var bare en vild historie om en kvinde, hvis skæbne havde været imod hende, fra hun blev født. Hun havde en trist opvækst. Hendes egen far slog hendes mor ihjel, da hun var lille. Hun levede et forfærdeligt liv i et horribelt ægteskab, og hendes mand vender hende ryggen og var med sit udsagn i retten med til at få hende dømt. I den brede befolkning var hun uden tvivl skyldig og blev betragtes som et super uhyggeligt mord-monster. Men var hun i virkeligheden uskyldig?”
Sara Laadal Mortensen genfortæller med stor passion i stemmen den voldsomme historie, som hun fra 2021 fulgte tæt. Først af ren nysgerrighed, mens hun havde travlt med andre opgaver. Og senere som en del af sit journalistiske arbejde.
Hun får af sin arbejdsgiver lov til at gå i gang med at samle materiale til en dokumentar om sagen, der senere bliver vist på TV2 og får tidligt kontakt til de to forskere, Mette Nyegaard og Michael Toft Overgaard fra Aalborg Universitet, som ender med at få en hovedrolle i genoptagelsen af sagen.
“Mange tænkte nok, at med udmeldingen fra forskergruppen måtte moderen da blive løsladt. Men det ville kræve, at retten i Australien åbnede sagen igen,” fortæller hun.
Gennembruddet
Året efter, i 2022, har der endnu ikke været et gennembrud i sagen, men Sara Laadal Mortensen får opbakning fra sin arbejdsgiver til at rejse til Australien for at interviewe en masse kilder, bl.a. retsmedicinere og andre eksperter.
Gennembruddet kommer senere, i 2023, da den australske guvernør går ind i sagen og beslutter, at der skal afholdes en høring. De to forskere, Mette Nyegaard og Michael Toft Overgaard, inviteres til at deltage, og deres faglighed, rolige fremlæggelse og enorme viden om gener og gen-mutationer virker overbevisende på alle.
“Tre måneder efter høringen er jeg for længst hjemme igen og i gang med hverdagen. Men da jeg Grundlovsdag vågner og tjekker min telefon, kan jeg se, at nu sker der noget. Og kort efter træder den australske guvernør frem på et pressemøde og meddeler, at Kathleen Folbigg er blevet benådet.”
Den australske kvinde har da siddet 20 år i fængsel og er i slutningen af 1950´erne, da hun bliver løsladt.
Med afgørelsen smider Sara Laadal Mortensen alt, hvad hun har i hænderne, og går i gang med at samle sit materiale og forberede klipning og produktion af det, der skal blive til TV 2-dokumentaren “Mysteriet om de døde børn”.
Den bliver senere sendt i to afsnit, hvor man blandt andet kommer tæt på de to gen-forskere, Mette Nyegaard og Michael Toft Overgaard.
Et kæmpe privilegium
Og nu kan Sara Laadal Mortensen også kalde sig forfatter. Hendes bog “Frikendt – Mysteriet om børnene der døde” har i nogle uger været tilgængelig som lydbog, indtalt af hende selv. Og torsdag udkom den på tryk. Du kan blandt andet finde den her.
I bogen gennemgår hun hele forløbet kronologisk og giver et samlet og detaljeret overblik over sagens mange spændende detaljer. Selvom hun har sin baggrund i tv-verdenen, har hun nydt at skrive bogen, der er blevet til over det seneste år.
“Det har været fantastisk at kunne sætte mig ned og skrive en historie, jeg kendte utrolig godt. Det har været et kæmpe privilegium. Samtidig synes jeg, historien fortjener at få al den opmærksomhed, den kan få.”
Undervejs har hun endnu en gang været helt nede i alle sagens detaljer og har gennemgået enorme mængder af dokumenter. I bogen har hun haft mulighed for at får alle sagens nuancer med.
“I arbejdet med bogen har jeg dog skullet vænne mig til at fortælle historien med min egen stemme. I dokumentar-verdenen er jeg vant til at have nogen til at stå foran kameraet og sige, hvad der skal siges. I bogen har jeg haft friheden til at fortælle historien, som jeg har oplevet den.”
“Mega-vigtig historie set med danske briller”
Som noget centralt fra sit arbejde med sagen fortæller hun om den svære opgave altid at holde balancen som den neutrale journalist. Altid at tvivle.
“Det virkede bare ikke retfærdigt, at hun var blevet dømt. Og som journalist har man nok altid en vis form for skepsis indbygget – men vi vidste jo ikke om hun faktisk var uskyldig!”
“Under retssagen var der ikke en eneste person hos de sociale myndigheder, som kunne beskrive hende som en mor, der ikke var god ved sine børn. Men der var en virkelig dygtig anklager, som var i stand til at tegne et billede af en forfærdeligt dårlig mor. Først med end 10 år efter begyndte det billede at ændre sig. Som så ofte var det et spørgsmål om, hvem der vinder kampen om narrativet.”
Hun fremhæver samtidig, at historien handler om noget centralt i vores samfund – at vi husker at bevare vores åbenhed, nysgerrighed og vilje til at vende hver en sten: Måske findes der også en anden vinkel at se sagen fra?
“Og set med danske briller er det jo en mega vigtigt historie, der bekræfter, at vi her i landet på grund af vores uddannelses-system har nogle af de dygtigste mennesker i verden. Når vi fortsætter med at sætte midler af til forskning og insisterer på et elitemiljø, der kan udvikle de dygtigste fok, så kan vi hele tiden blive klogere.”
