Efter 44 år på Emmasvej tog Tove Christensen sidste år beslutningen: Det var tid til at sige farvel til den højt elskede lejlighed og flytte på plejehjem. Hun blev den første beboer på friplejehjemmet i Gellerup og elsker sit nye hjem. På tirsdag d. 3. september fylder hun 90 år.
Tove Christensen er glad og tilfreds. Hun nyder sin nye bolig på første etage i Aarhus Friplejehjem Helheden på Else Kai Sass’ Gade i Gellerup, hvor solen denne eftermiddag skinner mildt ind ad vinduet, og den glade lyd af legende børn ved børnehaven ved siden af summer i baggrunden.
”De første par måneder savnede jeg Emmasvej. Jeg elskede den lejlighed. Men jeg er blevet rigtig glad for at bo her.”
Hun var den første beboer på plejehjemmet i et område, hvor de færreste havde tænkt, at de ville bo på deres ældre dage. Men Danske Diakonhjem valgte at gå nye veje i Gellerup og åbnede i sommeren 2023.
”Jeg tænkte ikke over, at jeg var den første. Men min niece havde anbefalet dem, der står for plejehjemmet. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt,” siger hun.
Som den første kunne hun vælge og vrage, hvor hun ville bo. Hun overvejede længe en lejlighed på fjerde etage med en fabelagtig udsigt over Aarhus og ådalen – men besluttede sig i stedet for én på første etage med børnehavens livlige aktiviteter lige nedenfor vinduet.
”Jeg kan bare godt li´ at vaske op”
Tove Christensen var i 39 år ansat i køkkenet på Tandlægehøjskolen, hvor hun tog sig af opvasken. Det har været en opgave, hun gennem årene har været rigtig glad for – og hun har nu også fået lov til at hjælpe med opvasken på friplejehjemmet.
”Jeg spurgte selv, om jeg kunne komme til det. De skulle bare sige det, hvis de ikke ville ha´ mig!”
Nu hjælper hun til i køkkenet både middag og aften – skrubber af og sætter i maskinen.
”Jeg kan bare rigtig godt li´ at vaske op,” siger hun uden betænkningstid.
”Man føler, at man er lidt på arbejde – og så hjælper man med til, at det ser ordentligt ud.”
”Jeg ikke var ude på at lave ballade”
Hun har som sagt kun pæne ting at sige om plejehjemmet – om maden, hverdagen, ledelsen og hjælperne i hendes nye hverdag. Tove er bestemt ikke typen, som klager over ting – men en enkelt gang måtte hun dog sige fra. Før var der dessert efter middagen, men pludselig forsvandt den.
”Så forlangte jeg at snakke med en af dem, der virkelig stod for det. Jeg fortalte, at jeg syntes, at det var en skam, at man uden videre fjernede desserten fra de gamle og syge mennesker, som bor her. De burde i det mindste komme ind og sige det til os,” fortæller Tove Christensen.
Forstander Ann Toustrup lyttede til argumenterne, og kort tid efter var desserten tilbage på menuen. Det glæder Tove Christensen:
”Jeg sagde klart, at jeg ikke var ude på at lave ballade. Og hun ville da godt snakke med mig igen bagefter,” siger hun med et smil.
Hårdt at flytte
Hun er vokset op i landsbyen Gludsted ved Ikast. På eget initiativ var hun ad flere omgange ude at tjene, som det hed dengang. Siden har hun haft flere arbejdspladser, inden hun blev ansat på Tandlægehøjskolen.
Da var den lille familie flyttet til Aarhus, hvor i slutningen af 1970´erne købte lejligheden på Emmasvej. 44 år blev det til dér.
”Da vi kom herud – boede der flest danskere. Nu er der flest udlændinge i området, men de var også meget flinke. Vi har været rigtig glade for at bo der,” siger hun.
Sammen med sin mand Carl skulle hun for syv år siden have fejret diamantbryllup. Festen var bestilt, og der var sendt indbydelser ud – men så døde Carl pludseligt kort før dagen.
Efterfølgende boede hun alene i lejligheden, men da hun i en periode havde haft det dårligt, traf hun beslutningen om at flytte.
”Jeg vidste, at mine piger gik og tænkte på, hvordan jeg havde det, og så besluttede jeg mig. Det er rarere selv at kunne bestemme, end at andre gør det for én.”
Hun lægger ikke skjul på, at det er hårdt at flytte, når man har boet så mange år et sted, som man er glad for.
”Mit barnebarn siger, at hun nok skal flytte mig tilbage. Men jeg har svaret hende, det var hårdt at flytte derfra. Det skal jeg ikke opleve igen.”
”Jeg har jo haft et godt liv”
I 44 år boede hun nærmest op og ned ad Gellerupparken, uden at hun overhovedet kendte området. Sigridsvej var nærmest som en mur, der skilte de to områder ad.
Men nu er hun på sine ældre dage flyttet over på den anden side. Og sammen med plejehjemmets frivillige bevæger hun sig nu med sin rollator hjemmevant rundt i kvarteret – går i byparken eller i Netto og handler.
I det hele taget er der mange aktiviteter på plejehjemmet. Der er gymnastik to gange om ugen, og i denne uge er der én af de ansatte, som læser op.
Hun læser også meget selv, fortæller hun og peger mod det lille bord, hvor Maria Hellebergs ”Sommerfugl” ligger.
Hun har også strikket en masse, men måtte stoppe på grund af den ene hånd, der ikke længere kan holde på strikkepinden.
”Man kan ikke blive så gammel, uden at der kommer noget. 90 år er da en høj alder, men jeg har jo haft et godt liv,” siger Tove Christensen. Hun er i øvrigt ikke så vild med, at man kalder hende ”en dame”, men foretrækker betegnelsen ”kvinde”.
Fødselsdag sammen med pigerne
Et aktivt liv i Brabrand og Åbyhøj har givet trofaste venner, som fortsat besøger hende jævnligt på Else Kai Sass’ Gade i Gellerup. Desuden bliver hun hver lørdag hentet af sit barnebarn og kører på besøg hos sin datter. Hun glæder sig i det hele taget over sin familie, heraf seks oldebørn i alderen fra nyfødt til 18 år.
Hun samler hele familien og sin vennekreds til fødselsdagsfest fredag d. 20. September på Restaurant Lillering Skov. De bliver 41 omkring bordet.
På selve 90-års dagen på tirsdag kommer ”mine piger” – hendes datter og hendes to døtre – til fødselsdag på plejehjemmet. De spiser sammen i spisesalen og kan ta´ kaffen i den lille lejlighed efterfølgende.
