I 1950´ernes Brabrand summede Hovedgaden af liv, og fire-fem købmandsforretninger kæmpede om kunderne. En af dem var Kjærs Kolonial på Hovedgaden 41. I 1957 blev Henrik Andersen ansat som lærling i købmandsgården og fortæller her om dagligdagen.
Egentlig var det mest oplagt, at Henrik Andersen var blevet blikkenslager ligesom sin far. Men der var flere penge at tjene hos købmanden. Her fik man 192 kr. om måneden, hvilket var en fin løn i en tid, hvor både et kilo sukker og en Ceres-pilsner kostede en krone og to øre, og 125 gram kaffe kostede 3,35.
Folk kendte hinanden i Brabrand, og Henriks far skaffede ham en læreplads hos købmand Kjær efter tre år som bydreng hos en anden købmand.
Købmandsgården var en stor arbejdsplads. Ud over købmanden selv var der ansat to kommis´er, der den gang var betegnelsen på butiksekspedienter. Ud over Henrik var der yderligere en butikslærling, en bogholder, en chauffør og en bydreng.
Desuden hjalp købmandens far, som var tidligere købmand i Ry, til med special-opgaverne, for eksempel at veje sukker af i 1 kilos-poser.
”Han var den eneste, der kunne få 51 poser ud af 50 kilo sukker. Lærlingene kunne kun fylde 49”, husker Henrik Andersen.
Købmand i habit og med bowlerhat
Hermann Kjær startede Kjærs Kolonial tilbage i 1909. Opførelsen af købmandsgården er foreviget på et billede, der blandt andet tidligere har været bragt i Brabrand-kalenderen. Her står Hermann Kjær iklædt sort habit og med bowlerhat sammen med byggefolkene.
Hermann Kjær var en stor mand i Brabrand og lagde blandt andet navn til Kjærs Bro, der lå for enden af Søvej. Broen, der var betalt af Hermann Kjær, fungerede som anlægssted for en hjuldamper, der sejlede i fast rutefart mellem Brabrand, traktørstedet Constantia på den anden side af søen og ind ad Aarhus Å til De tre Broer.
Kjærs Kolonial blev senere overtaget af Hermann Kjærs nevø Robert, som drev butikken videre i tiden, hvor Henrik Andersen var lærling. Også Robert Kjær var en anset erhvervsmand, som blandt andet fik sæde i bestyrelsen for Aarhus Discontobank.
Varer leveret på Long John
Det var lange arbejdsdage i købmandsgården. Om sommeren åbnede butikken kl. 7 og lukkede 17.30. Om fredagen var der åbent til kl. 20. Den lange arbejdsdag var dog afbrudt af en times frokost, hvor man typisk gik hjem og spiste.
Serviceniveauet hos Kjærs Kolonial var lidt højere end i dagens butikker. En lærling gik rundt i byen og samlede ordrer ind. Bestillingerne var skrevet ned i en kontrabog, der blev bragt med til købmandsgården, og varerne blev så typisk afleveret senere af chaufføren og en lærling eller bydreng på en ladcykel – en såkaldt Long John.
Leveringen var gratis som en del af butikkens service. Nogle af kunderne var til gengæld flinke med drikkepengene.
Kunderne var trofaste
Som nævnt var der i Brabrand kunder nok til fire-fem købmænd i Hovedgaden samt yderligere et par butikker i nærområdet. Det var ikke ”Ugens tilbud”, der trak kunder til butikken, men derimod familietraditioner: Man handlede, hvor familien plejede at handle.
Det betød, at den livlige købmandsgård klarede sig fint på basis af et par hundrede trofaste kunder. En aktiv købmand med et stort netværk kunne godt øge kundekredsen lidt, men normalt holdt man sig til den købmand, man plejede at handle hos.
”Folk var nok ikke helt så prisbevidste den gang. Man tingede heller ikke om prisen, som man gør mange steder nu”.
De fleste kunder fik regningen ”skrevet”, som det hed, og man kom så i butikken og betalte en gang om måneden.
Enkelte kunder betalte hver uge, hvilket naturligvis var en fordel for købmanden. En bestemt kunde fik altid en cerut, hver gang regningen blev betalt. Den hentede købmanden fra en kasse med fejlfarvede cerutter fra tobaksfabrikken C.W Obel.
Andre kunder fik et kræmmerhus med bolsjer til børnene, når der var blevet afregnet.
Kaffen kom med toget
Hjemme i købmandsgården var der masser af opgaver. Det var en stor butik med mange forskellige ting på lager. Alt fra pigtråd til vinglas. Kul og koks til at varme husene op med, gryder, potter og pander til køkkenet. Porcelæn, lampeglas, søm og skruer. Man kunne desuden få vinduesglas skåret ud i de rigtige mål.
”Det var bedst, vi skar glas ud, når den gamle købmand sov til middag. Han havde en rigtig diamant, som vi brugte, uden at han vidste det.”
Nogle af varerne blev bragt af grossister og andre leverandører. Købmandsgårdens egen chauffør ”Fep-Ejnar” – ingen kunne huske hvorfor kan kom til at hedde det – kørte selv til Kølkær ved Herning og hentede kartofler og til Engesvang for at hente spagnum til folks haver.
Desuden havde købmand Kjær en særlig aftale med en kaffeleverandør i Randers. Kaffebønnerne blev sendt med toget til Brabrand, og en af de to lærlinge blev sendt op til Brabrand Station for at tage imod kaffen, når den ankom.
”Virginia Rose i den fikse pose”
De fleste madvarer som sukker, salt, gær, sennep og spegesild ankom i store sække, tønder og kasser. Det samme gjorde fornødenheder som soda og tjære.
Nogle varer som for eksempel sukker blev pakket om i mindre pakninger i købmandsgården, mens for eksempel spegesildene forblev i deres tønde, og kunderne kunne så købe de mængder, de skulle bruge.
”Der var jo ikke noget, der hed plasticposer den gang, så vi pakkede ind i ”jysk madpapir”, en slags pergamentpapir”, forklarer Henrik Andersen.
En af de første plasticposer dukkede op fra Vejle, hvorfra en grossist leverede pibetobak i en pose med sloganet – ”Virginia Rose i den fikse pose”.
Købmandsgården havde også eget vinlager og ostekælder, der skulle ordnes og opdateres. En enkelt af ostene var dog noget særligt og blev opbevaret nedgravet i haven. Det var en opgave, købmand Kjærs far stod for. Der var bare det problem, at han ofte ikke kunne huske, hvor han havde gravet den ned henne, fortæller Henrik Andersen.
Æggene kom fra Brabrands høns. Kunder med egen hønsegård kunne sælge æggene i butikken til en officiel pris, der blev oplyst i ægge-noteringen i radioen lørdag middag. Hvis prisen ville falde om mandagen, dukkede enkelte kunder ofte op i butikken inden lukketid lørdag for at få den gunstige pris.
Sulfo og sprit i flasker
Der var rigeligt at lave for de to lærlinge. Skuffer i butikken skulle fyldes op, butiksvinduet skulle pyntes, og der skulle fyldes varer op på hylderne.
Ind i mellem skulle gulvet vaskes og fejes, og der skulle skrives skilte. Der skulle fyldes sulfo og sprit i flasker. Og til jul skulle gulvet pyntes med julevarer.
”Man fik lov til at prøve lidt af hvert. Det var ikke som i Netto i dag, hvor man enten sidder ved kassen eller fylder varer op. Man snakkede med folk, kendte til deres vaner, og vidste hvordan det gik deres familier.”
Henrik Andersen forlod Kjærs Kolonial i 1962 for at blive soldat i Fredericia. Senere blev han ansat i legetøjs-virksomheden K.E. Mathiesen, hvor han arbejdede indtil 2008.
